lørdag den 23. december 2017

'Pigen ingen vidste var" af Wissing & Winther

Året er 1969. Den unge journaliststuderende Bradley har et yderst anstengt forhold til sin far. Faren har aldrig været der for ham, fordi han altid har været optaget af sit forskningsprojekt. Bradley bliver indviet i farens forskningsprojekt, som er yderst tys tys. Ingen ved, hvad der foregår inde bag murene. Inde på det afsides forskningscenter bliver den 18-årige Ana indespærret sammen med en gruppe chimpanser og har været det hele sit liv. Bradley får medlidenhed med pigen og det lykkes for ham at befri pigen og flygte. Snart er Bradley efterlyst på nationalt plan og FBI er i hælene på dem. Sammen forsøger de at finde Anas mor, men det synes som en håbløs opgave. FBI skyr ingen midler og Bradley må sande, at det her handler om mere end blot et forskningsprojekt.

En hæsblæsende pageturner af en spændingsroman, hvor konspirationsteorierne elegant foldes ud jo længere jagten på sandheden varer. Historien veksler mellem år 1969 og 1951, hvor Ana bliver født. Der er fart over feltet og det er en bog, som er svær at lægge fra sig.

Bestil bogen på Guldborgsund-bibliotekerne her.

onsdag den 20. december 2017

'Arv og miljø' af Vigdis Hjorth

Bergljots forældre er gamle og nu har de bestemt sig til at give deres to hytter i Hvaler til Bergljots to yngre søstre, mens Bergljot og storebror Bård får en mindre økonomisk kompensation. Denne beslutning eskalerer en konflikt, der har luret under overfladen i mange år.
Bergljot har ikke meget kontakt til sin familie. Lige fra starten fornemmer man hendes angst og usikkerhed i forhold til familien og kun sporadisk og lidt efter lidt får man indblik i fortidens begivenheder. Teksten kan indimellem virke lidt usammenhængende, men det afspejler utroligt fint den angst og uro, der i mange år har styret Bergljot og tvunget hende til at lægge afstand til sin familie.
Jeg har aldrig før læst så fin en beskrivelse af et splittet sind, en kvinde der både elsker og hader sine forældre, der stadig på trods af alt på en eller anden måde føler savnet af deres manglende kærlighed og den manglende anerkendelse af hendes historie i familien som en stor byrde.
Søster Astrid forsøger at være bindeled, men det slipper hun ikke så godt fra. For det er umuligt. Det er svært på helt almindelig vis at omgås sine forældre, og samtidig anerkende, at der for mange år siden fandt ting sted, der aldrig skulle være sket, et misbrug af en lille pige på 5-7 år...  Hjerteskærende og brutalt om hemmeligheder og fortrængninger i en familie, hvor al forsoning er umulig.
Romanen vandt Kritikerprisen i Norge og var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2017

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

tirsdag den 5. december 2017

'Den blå tråd' af Anne Tyler

Familien Whitshank har boet i det samme hus i generationer. Den gamle Whitshank, Reds far, kæmpede og arbejdede hårdt for at opnå en vis status i livet. Ved at flytte til kvarteret, hvor de store Baltimorevillaer var, beviste han, at selv folk fra de lavere samfundslag kan klare sig godt. Red arver det kæmpestore hus og sammen med sin kone Abby, opfostrer de fire børn. Abby og Red bliver gamle og børnene skal finde ud af, hvad de skal stille op med det elskede hus. Selv Danny, familiens sorte får er dukket op. Udefra ser familien ganske idyllisk ud, men med så mange andre familier er der usagte hemmeligheder og fordrejede sandheder. Historien starter i Red og Abbys sene år og herfra spoles der tilbage til 1920'erne, hvor Reds far kommer til byen. Der bliver vævet frem og tilbage i historien som en tråd, der binder det hele sammen.


Tyler har skrevet en blændende familiehistorie, som kredser om de store og små spørgsmål. Man skal lige vænne sig til de historiske skift, som både er tilbage- og fremadskuende, men ellers er man ganske underholdt.


Du kan bestille bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.

fredag den 24. november 2017

'I dag skal det være' af Maria Semple

Eleanor ved godt, at hun ikke altid er helt nem. Men i dag skal det være: I dag vil hun tage sig sammen og være den bedste udgave af sig selv. Men livet kommer i vejen og det bliver svært for Eleanor at leve op til det løfte, hun har givet sig selv. For i dag er lige præcis den dag, hvor Eleanor opdager at hendes mand Joe åbenbart ikke er på arbejde, selv om han ikke har nævnt, at han skulle have andre planer. Og sønnen Timby har ondt i maven og må hentes af mor, - der til gengæld bliver nødt til at aflyse en frokost med en veninde, som hun alligevel ikke bryder sig om. Som om det ikke er nok, støder hun på en tidligere kollega, der minder hende om fortiden og om den søster, som hun ikke længere taler med. I forsøget på at finde ud af, hvad Joe har gang i og samtidig navigere mellem sine andre aftaler får Eleanor anbragt sig selv i flere forskellige uheldige situationer.
Med en stor portion humor og selvironi fortælles om Eleanor, hendes søster Ivy, den fantastiske ægtemand Joe og sønnen Timby, der forhåbentligt klarer at leve med en mor, der er distræt og forvirret, men trods alt mener det godt...
Romanen har både et højt tempo og et fint blik for groteske og pinlige situationer. Samtidig gives der også plads til refleksioner og Eleanors bearbejdelse af den svære relation til søsteren Ivy. Fin læseoplevelse!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 16. november 2017

'Erle Perle' af Nanna Goul

Fin dansk novellesamling! En enkelt af novellerne finder sin inspiration i eventyret om Hans og Grethe, men ellers møder læseren en række mennesker, hvis liv er under forandring. Fx ægteparret med tvillingerne, der forsvinder ind i bjerget, den voksne søn, der efter mange år vender hjem til sin forsømte mor, den unge kvinde, der skal arve et forfaldent slot, en kat, der har taget magten over sin familie, og det unge par, der venter på at få urnen med deres barns aske begravet.
De 11 noveller kommer næsten alle omkring temaer som liv, død, forandring og forgængelighed
Der er en næsten gotisk uhygge over de helstøbte velskrevne fortællinger, der med udgangspunkt i hverdagens oplevelser og forandringer tager en overraskende drejning mod noget grotesk eller overnaturligt. Et godt bud på en af årets bedste danske novellesamlinger!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 3. november 2017

'Mørk muld' af Ann Cleeves

Et hæftet uvejr raser og får et jordskred til at skride gennem et lille hus. Huset tilhørte en afdød dame, så fundet af et kvindelig kommer som en overraskelse for Jimmi Perez. Kvinden er iført en rød silkekjole og hendes mørke hår fascinerer Perez. Kvindens identitet er imidlertid svær at opspore og opgaven bliver kun mere intens, da det viser sig, at kvinden ikke døde af jordskredet, men blev myrdet. Jimmi Perez må i gang med en større efterretningsopgave, som kræver, at beboerne på Shetlandsøerne  bliver kigget efter i sømmene -også dem, som står Perez nært.

Én af de mere hyggelige krimier, hvor beskrivelserne af livet på øerne er fremtrædende og giver en helt speciel stemning. Cleeves formår at give karaktererne liv og skildrer forskellen mellem lokale og tilflyttere på fornemste vis. Selv om det er 7. del af serien om Jimmi Perez, så kan den sagtens læses selvstændigt.

Bestil bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne

'Inden du går - vil du så ikke blive lidt længere' af Karin Heurlin

Gry er blevet skilt og skal nu starte forfra med sine to børn i et dødsbo med gulnet savsmuldstapet og en mærkelig lugt. Ny adresse, nye rutiner og nye savn. Hun har selv valgt at blive skilt, men har alligevel svært ved at finde sig til rette i sit nye liv.

Hun får en masse hjælp af sine forældre, der ofte kommer over broen og hjælper hende med det praktiske og børnene. Og hun har veninden med de tre børn, som hun tror hun er tæt på, men som hun glemmer i alt det nye. Og så er der hendes bror og hans irriterende kone, som hele tiden opdaterer billeder om deres perfekte (!) liv på de sociale medier.

På et tidspunkt - mens hun prøver sine nye muligheder af med både en tidligere klassekammerat, et venskab med en ældre (og rig) mand og andre mulige mænd - opdager hun, at hun helt har glemt at interessere sig for sine omgivelser. Og at man kan være så flink, at man ender med at blive et røvhul.
For måske er svigerinden ikke helt så slem alligevel - og hvorfor var det lige, hun ikke hørte efter, hvad hendes veninde prøvede at fortælle hende?

Fortællingen om Gry er fortællingen om at leve med savn, ensomhed og finde nye relationer, mens man stadig koncentrerer sig om de gamle.

Det er en historie ret tæt på forfatterens egen, da hun selv har været igennem en skilsmisse og her har brugt sine egne følelser og oplevelser til at fortælle historien om Gry.

Lån den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 11. oktober 2017

'Kludedukken' af Daniel Cole

Lige overfor kriminalassistent Wolfs lejlighed bliver et makabert, men alligevel smukt lig fundet. Seks ligdele er sirligt broderet sammen, så en hel krop er skabt, altså en rigtig kludedukke. Wolf undersøger liget og overbeviser sig selv om, at ligdukken hænger på en måde, så der bliver peget over på hans lejlighed. Han slår tanken væk og går i gang med eftersøgningen. Én ting er, at de står med seks ligdele, noget andet er, at de ikke har nogen meldinger om savnede personer. Hvem tilhører de seks ligdele? Wolf går i gang med eftersøgningen, men snart haster opklaringen, da politiet får en dødsliste på yderligere 6 personer. Listen indeholder en specifik dato ud fra hvert navn, hvornår vedkommende skal dø. -Den sidste på listen er Wolf selv.

Spændende og veldrejet krimi, hvor siderne vender sig selv. Der er intet afsløret før sidste side, lige som en rigtig krimi skal være. Krimien er ikke blodig i beskrivelserne, så alle kan være med her.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 10. oktober 2017

'Den tyske pige' af Armando Lucas Correa

I en opsigtsvækkende dobbelthistorie møder vi pigen Hannah, der i 1939 må flygte fra Berlin med sin familie, og pigen Anna, der i 2014 modtager en pakke fra en ukendt slægtning fra Cuba.
Hannahs familie er velhavende jøder og for at slippe væk fra Hitlers regime køber de sig, i sidste øjeblik, adgang til skibet St. Louis og indrejsepapirer til Cuba. De slipper ud af Tyskland, men da de ankommer til Cuba, får de ikke helt den modtagelse, de er blevet lovet.
Anna er 12 år og bor med sin mor i New York, da hun får en pakke fra en tante i Havanna, med et tysk blad fra 1939, hvor der på forsiden er en tysk pige, som ligner Anna meget. Det bliver hendes indgang til en rejse til Havanna for at genopdage hendes families fortid.
De to piger bliver, på tværs af tiden, knyttet sammen på en gennemført måde, og med stor indsigt i, hvordan børn oplever katastrofer og familiehemmeligheder.
Historien om skibet St. Louis bygger på virkelige hændelser, og trækker uhyggelige tråde til nutidens bådflygtninge.

fredag den 22. september 2017

'Vi var engang' af Pia Konstantin Berg

Mille er 27 år og hendes liv er et stort rod. Hun drikker lidt for meget, har angstanfald og kæmper med at skabe en hverdag for sig selv. Hendes følelseskaos bunder i tabet af tvillingebroderen, der døde på en fælles rejse 8 år tidligere. Som et forsøg på at bringe orden i sine tanker og følelser, begynder Mille at skrive breve til broderen, hvor hun udforsker deres forhold til hinanden og den sorg og skyldfølelse, hun sidder tilbage med.
En virkelig stemningsfuld og følelsesfuld bog, hvor man kan følge med Mille på hendes rejse mod et bedre liv og måske genkende noget fra sin egen teenagetid. Milles psykiske sårbarhed er beskrevet med stor empati og der er også plads til et grin hist og her.

onsdag den 20. september 2017

'Tørke' af Jane Harper

Politimanden Falk vender tilbage til sin barndomsby for at tage til sin vens begravelse. Vennen skulle efter sigende have dræbt sin familie og efterfølgende have begået selvmord. Den eneste overlevende er den lille datter på kun 7 måneder. Falk bliver kontaktet af vennens forældre, som ikke kan se nogen forklaring på galskaben. Ægteskabet var lykkeligt og trods den lange tørke i Australiens hede var gården stadig økonomisk oven vande. Falk begynder at grave i sagen, men det er ikke populært og dét er Falk bestemt heller ikke. Som teenager måtte han og sin far flygte fra byen, da Falk blev beskyldt for at dræbe sin barndomsveninde. I stedet blev den officielle dom, at hun havde begået selvmord. I en lille by går rygterne aldrig væk igen.


Spændende og uforudsigelig krimi, hvor plottet først bliver afsløret på allersidste side. Sådan som en rigtig krimi skal være. Den altopslidende tørke, som trykker stemningen er så godt beskrevet, at man selv føler sveden drive ned af nakken. Krimien indeholder ikke udpenslende blodige beskrivelser, så alle kan være med her. God læselyst.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

mandag den 11. september 2017

'Is' af Ulla-Lena Lundberg

I slutningen af 1940'erne ankommer Petter Kummel og hans kone Mona sammen med deres lille datter Sanna til sit nye job som sognepræst på Örarna, - et ålandsk skærgårdsmiljø. Petter bliver hurtigt vellidt; interesseret og imødekommende som han er. Vi følger det unge præstepars hverdagsliv, deres små kontroverser og uoverensstemmelser, når Mona synes at sognet tager for meget af præstens tid eller Petter forkæler Sanna for meget. - Men i det store hele lever de et lykkeligt liv sammen, de får venner og trives på øerne, hvor man færdes over isen om vinteren og med båd om sommeren. De tager del i sognets liv og diskussioner og Petter får en god ven i nabopræsten Frederik.
Isen spiller en rolle for vendepunktet i bogen, men det vil jeg ikke afsløre her. Det er en stemningsfuld, smuk og velskrevet fortælling, der både rummer lys og mørke.
Den 13. november kan man overalt i landet opleve højtlæsning fra 'Is', når der holdes Skumringstime rundt omkring på landets biblioteker. Fx på Guldborgsund-Bibliotekerne kl. 19.00.

Find bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 29. august 2017

'Året' af Thomas Espedal

I ét langt prosadigt kredser den norske forfatter Thomas Espedal om kærligheden, døden og om at elske den samme kvinde hele livet på trods af at kærligheden ikke er gengældt. Hvis man har læst nogle af forfatterens tidligere udgivelser, ved man også, at det personlige og selvbiografiske er virkemidler som forfatteren i høj grad gør brug af - dette værk er ingen undtagelse! 
”Året” er stærkt selvbiografisk og man føler sig som tilskuer på allerførste række. Det er på sin vis ikke noget videre dramatisk over hændelserne i bogen, men sproget og synsvinklen bevirker, at det føles intenst og til tider meget intimt, så dramatikken er bestemt tilstede, om end i en lettere underspillet form.

Jeg mener, at dette værk indeholder en stor litterær værdi primært i kraft af sproget; Det er et stærkt og poetisk sprog der hæver de hverdagsagtige situationer op til et højt reflekteret og eksistentielt niveau, der sætter tanker i gang hos læseren. Selvom værket kun strækker sig over ca. 200(ikke tætskrevne) sider, så er det ikke nødvendigvis hurtigt læst; Espedal stiller store krav til sin læser, ikke mindst på grund af formen(prosadigt), men man får så meget igen hvis man gør en indsats, så snyd ikke dig selv for denne (lille) perle. 

fredag den 25. august 2017

'Hvis der skulle komme et menneske forbi' af Thomas Korsgaard

Thomas Korsgaards debutroman er en barsk men velfortalt fortælling om en barndom langt ude på landet: Tue kommer fra et hjem på Skiveegnen. Hans mor var på hospitalet for at få en lillesøster med hjem, men søsteren døde, og siden da er alt gået skævt. Mor spiller computerspil og græder hele dagen, mens far passer dyrene på det lille landbrug og holde hundene uden navn spærret inde i entreen. Huset er plaget af rotter og forfald og Tue og hans to yngre søskende må klare sig som de bedst kan. Som den ældste må Tue tage mere ansvar på sig, end han har alder til, og forholdet til faderen er problematisk. Desuden får Tue altid ballade i skolen, han har ingen venner og bliver altid uenig med lærerne. Så problemerne står nærmest i kø. Engang imellem besøger han så O.J og mormor, der gerne forkæler ham lidt og skaber et lille frirum.
En roman som denne skal virkelig være velskrevet, for at jeg får den læst. Emnet er generelt trist og meget brugt, og der er så mange andre historier man kunne fortælle om udkantsområderne end den altid triste, som typisk er den mest populære - og bedst sælgende.
Men det gør han så også denne debutant, - skriver en roman, som man gider læse færdig; barsk, sørgelig og deprimerende men samtidig realistisk, usentimental og loyal mod sig selv.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 10. august 2017

'Historie om et ægteskab' af Geir Gulliksen


Jon og Timmy har et langt og velfungerende ægteskab bag sig. Historien fortælles af Jon, den forladte ægtemand, men set gennem Timmy. De mødes første gang, da Jon er med sin lille datter til lægen - Timmy er lægen, og derefter er det de to. Jon forlader sit barns mor, der som det sidste siger til ham - "jeg håber du selv kommer til at opleve det en dag. Jeg håber af hele mit hjerte at du bliver forladt på præcis samme måde, som du har forladt mig.”. Det går desværre i opfyldelse, for igennem hele bogen ved vi, at han kommer til at blive forladt.
De har et ellers ret åbent forhold, hvor de fortæller hinanden alting. Jon arbejder hjemmefra som journalist og børnebogsforfatter - han er samtidig den, der primært tager sig af hus og børn. Timmy arbejder først som læge og senere som forsker, og det er også her, hun møder ham, som hun forlader Jon til fordel for. De taler med hinanden om deres drømme og fantasier - Jon siger direkte til hende, at han gerne vil se hende med en anden mand. Og Timmy fortæller, når hun møder andre mænd - også ham, der bliver hendes nye kæreste. Først da hun begynder at holde sms'er og andet hemmeligt, finder Jon ud af, at dette forhold kan skade deres ægteskab.


Sammen har Jon og Timmy fået to drenge. De er også med i hele historien og bliver mærket af stemningsskiftet mellem forældrene. Jon forsøger hele tiden at finde årsagen til, han bliver ladt. Forsøger at forstå hvorfor. 


Bogen er skrevet i et flydende sprog, hvor man som læser er tæt på handlingen fra sidelinien.
Den var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016.


mandag den 31. juli 2017

"Abelone på Bangsbo" af Bent Haller

Abelone kommer fra små kår, men formår alligevel at få plads som stuepige på godset Bangsbo i Nordjylland i slutningen af 1800-tallet. Historien fortælles set fra Abelones synsvinkel, og da det er et stort gods, kommer der mange og farverige personer - især fra datidens kulturelite - på besøg. Abelone må lære det hele fra bunden, men hun er kvik og arbejdsom og lærer hurtigt de nye forhold at kende.

Hun begår sig blandt folkene på gården, hvor hun hurtigt kommer op i hierakiet og kommer til at stå lige under oldfruen. Hun er vellidt blandt godsets gæster og kommer i snak med flere af dem - hvilket var ret uhørt på den tid.

Bangsbo bliver hendes hjem - mere end det hjem hun kommer fra, og hun suger til sig af alt det nye der sker, selv om arbejdsopgaverne ind imellem kan være trivielle og kedelige. Hun er en personlighed blandt personligheder - hun forfølger sine drømme og forsøger at føre dem ud i livet.

Det er en fortælling, der giver læseren indblik i både tjenestefolkenes verden, men også i overklassens - set gennem tjenestefolkene. Der er meget arbejde og lidt fritid, men der er også oplevelser at se frem til: høstgilde julen og ikke mindst festerne for de - ofte overnattende - gæster og mange andre. Der er kortspil og sladder, intriger og hemmeligheder og så er der overtroen og godsets spøgelse...

Det er kort sagt en meget levende fortælling om livet på et gods som det formede sig blandt herskab og tjenestefolk. Historien bygger på forfatterens oldemors historie.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 27. juli 2017

'Som alle de andre' af Birgitte Rasmussen

"Forholdet er også i fare for at blive udryddet til fordel for rene behov. Altså fuck og flygt. Lidt ligesom Nak & Æd, bare med mennesker."

Citatet er hentet fra bogen, hvor Karen og Søren har været gift i mere end 20 år. De har to børn og lever kernefamilielevet og er lykkelige sammen. Men pludselig bliver Søren taget i at have en affære med en yngre model, og Karen skal nu til at finde sig selv i den nye rolle som enlig mor. Det er en fremmed verden for hende, men heldigvis har hun sin veninde siden barndommen, Iben, der altid står klar med en hjælpende hånd.

Udover at skulle kapere den snarlige eks-mands nye kæreste(r), skal hun nu også selv til at navigere rundt på datingmarkedet, hvor fokus er flyttet til onlineverdenen med apps, smileys og beskeder fra mænd, hun ikke ved hvem er. Karen udvikler sig og finder ud af at klare sig igennem - både i sin nye 7/7-tilværelse, hvor børnene i højere og højere grad tilkendegiver deres ønsker. Og de er ikke altid helt forenelige med Karens egne. Men også i den, for hende, nye verden med kærester, og hvad det medfører.

Men hvad så med Søren? Gang på gang vender hun tilbage til ham, og måske var det ikke bare Sørens skyld, at der kom utroskab på banen. Hvad kunne hun selv have gjort anderledes - og hvad kan hun gøre fremadrettet, så det ikke sker igen?

Fortællingen er meget levende beskrevet; vi kommer helt ind under huden på familien. Der er mange dialoger, hvilket gør bogen meget nem at læse. En roman hvor man hurtigt er inde i bogen og lever med i handlingen. Denne hverdagsfortælling henvender sig til mange, da den også  handler meget om relationer - til venner, forældre og børn.

Mette Honoré og Birgitte Rasmussen har sammen skrevet denne roman, som man kan se lidt mere om her: Som alle de andre

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 26. juli 2017

'Påfugleøen' af Thomas Hettche

I centrum af begivenhederne i denne roman står dværgen Marie, der er født i år 1800. Sammen med sin bror Christian, der også er dværg, hentes hun som barn til Påfugleøen udenfor Berlin, og her kommer hun til at leve hele sit liv som slotsfrøken.
Op gennem 1800-tallet påvirkes og ændres Påfugleøen alt efter tidens strømninger. Påfugleøen indtages af mærkelige fremmedartede dyr og planter og Linné anlægger en kunstfærdig park. Marie forelsker sig i hofgartnerens nevø Gustav, men deres forhold er naturligvis en umulighed. Marie er vidende og begavet, men hæmmet af sin dværgvækst. Hun er tæt knyttet til sin bror, der i perioder formår at skabe sig et liv udenfor øens rammer, men dog møder sin skæbne der.
Bogen sætter fokus på vores forestilling om skønhed og groteskhed, vores længsel efter og fascination af det eksotiske.
Selve fortællingen om Maries usædvanlige liv er fascinerende, så hvis man kan forlige sig med de lidt lange plante- og naturbeskrivelser, så er det en smuk og velskrevet historisk roman af den lidt mere seriøse slags.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

mandag den 17. juli 2017

'Vi ses deroppe' af Pierre Lemaitre

Frankrig, november 1918. I de franske skyttegrave er hæren delt i to grupperinger: Officererne, der ønsker at markere sig og vinde hæder i krigens sidste dage og overfor dem, de menige soldater, der ikke er meget for at kaste sig ud i nye kampe i en krig, der er lige ved at finde sin afslutning. I denne atmosfære sker en forbrydelse, som ændrer livet for bogens to hovedpersoner, de to menige soldater Albert og Edouard. Nærmest ved et mirakel overlever de begge krigens sidste dage, og voldsomme begivenheder knytter dem til hinanden i et modstræbende venskab.
I efterkrigstidens Paris hutler de sig igennem tilværelsen. Albert kæmper for at forsørge dem begge, samtidig med at han må skjule Edouards sande identitet og holde på et væld af hemmeligheder. Edouard skjuler sit ødelagte ansigt, er dybt deprimeret og afhængig af morfin. Men så får han en idé til et storslået svindelnummer, der både kan sikre deres hævn over samfundet og gøre dem rige. Albert er ikke meget for det, men går til sidst ind på Edouards planer.
Meget velskrevet roman, der fuld af spænding og intriger beskriver et ulige venskab mellem to mænd, og deres kamp for overlevelse og hævn i 1920'ernes Paris.

Find den her på Guldborgsundbibliotekerne.

tirsdag den 11. juli 2017

'Den søde tilgivelse' af Lori Nelson Spielman

Tv-vært Hannah Fahr har sit eget talkshow og er vældig populær. Udsendelserne tager ofte udgangspunkt i folks egne personlige fortællinger. Hannah modtager en pakke med tilgivelsessten fra sin tidligere ærkefjende fra skolen, Fiona Fowles. Meningen er, at den ene sten skal sendes retur som tilgivelse og den anden sten skal sendes til en person, man selv ønsker tilgivelse fra. Det er blevet en landeplage. Hannah har ikke sendt sin sten tilbage, da hun trods så mange år efter, endnu ikke har tilgivet. Fiona gjorde livet surt for hende og Hannah mener, hun var skyld i sine forældres skilsmisse. Før Hannah får set sig om, så skal Hannah deltage i sit eget show med Fiona som gæst. Som teenager brød Hannah med sin mor og grunden er aldrig kommet frem i lyset. Dén hemmelighed vil Hannah gerne bevare, men hvordan gør man det, når spørgsmålene fyr om ørerne på hende? Samtidig vil hendes borgmesterkæreste, der stiller op til senatet, ikke have for meget røre omkring privatlivet og råder hende til ikke at deltage. Hun beslutter at tage en forsoningssnak med sin mor og på turen derop, møder hun den charmerende RJ, som hun ikke kan slå ud af hovedet. Karrieren og kærligheden kørte bare derudaf, men nu er der pludselig mange ting, Hannah skal holde styr på og tage stilling til.

En kærlig og velskrevet roman, der underholder hele vejen igennem og hvor store følelser er på spil. Den beskriver meget fint, hvordan ens handlinger kan have fatale konsekvenser for andre mennesker. Skelnen mellem sandhed og løgn udgør emnerne i denne romantiske fortælling. Rigtig god sommerferielæsning.

torsdag den 29. juni 2017

'Kvinderne på slottet' af Jessica Shattuck

Marianne von Lingelfels tilhører det gode borgerskab i Tyskland og er imod det nazistiske styre. Efter et mordforsøg på Hitler bliver hendes mand henrettet. Forinden havde hun lovet sin mand at tage sig af de efterladte kvinder og børn, hvis attentatet gik galt. Hun opsporer efterfølgende kvinderne og tilbyder dem et hjem på sit slot. Ressourcerne er knappe, men kvinderne formår alligevel at sørge for sig selv og børnene. Romanen springer i tid, så man langsomt får fortalt kvindernes skæbner og de hemmeligheder, som de hver især gemmer på. Det er en svær tid for tyskerne, især efter 2. verdenskrigs afslutning.


'Kvinderne på slottet' er en gribende fortælling om overlevelse i en tid, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på. Den handler også om, hvordan man kan tro så meget på 'det rigtige', at man glemmer den menneskelige faktor i ligningen.  Som læser bliver man hurtigt fanget af romanens karakterer og den historiske stemning.


Du kan bestille bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.

mandag den 26. juni 2017

'Generthed og værdighed' af Dag Solstad

Romanens hovedperson er en midaldrende lidt halvkedelig lektor i norsk: Elias Rukla. Omdrejningspunktet er venskabet med den karismatiske Johan Corneliussen og forholdet til den smukke hustru Eva Linde, som Elias har overtaget efter Johan. Og et vigtigt element i bogen er Elias' selvforståelse.
'Nattog til Lissabon' havde lidt den samme type hovedperson. Som dengang, jeg læste den, havde jeg også her lidt svært ved at komme i gang, men nogen gange skal man ikke give op for hurtigt. Både venskabet mellem de to unge mænd og forholdet til hustruen er fint beskrevet, og bogen begynder for alvor at blive interessant, da den leverer en skarp analyse af Evas falmende skønhed, der generer Elias mere end hende. Men i sidste del af bogen blev jeg for alvor grebet, da følgende sætning indleder en refleksion over Elias's opfattelse af sig selv, og den rolle han udfylder i samfundet:
'Derfor blev han dybt såret af, at aviser og fjernsyn åbenbart ikke henvendte sig til ham længere" Elias Rukla opfatter sig selv som et samfundsmenneske, et menneske, der kan lide at holde sig orienteret, sætte sig ind i ting og deltage i samtaler og diskussioner. Men der er ikke længere nogen, der gider at diskutere eller samtale om de vigtige ting. Han går forgæves og venter på en åbning. Han føler sig ikke selv i stand til at sætte gang i samtalen, men han venter forgæves, - til han til sidst nærmest mister sit sprog. Som han argumenterer for sig selv, så kan man få lov til at høre om det, når en kendis, der aldrig har udrettet noget i sit liv, kommer ud for en dagligdags begivenhed. Men når de store forfattere eller andre kulturpersonligheder dør, så kommer der kun en lille notits.
En interessant tankevækkende diskussion og en velskrevet roman!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

mandag den 19. juni 2017

'Børnene i Dimmuvik' af Jón Atli Jónasson

En lille perle fra en islandsk forfatter, der spørger:
Kan ét menneske bære et andet?
Og i så fald hvor længe?

Den kvindelige jeg-person ser ved sin brors Tómas begravelse tilbage på sin barndom og beskriver en periode fra 1930, hvor hun var 12 år. Hun boede sammen med sin bror, sin lillesøster Hugrún og sine forældre i en lille vig, som børnene kaldte for: Dimmuvík - det betyder mørkevig. Og deres barndom i vigen var både mørk og trist. De sulter og lever umiddelbart ret alene med forældre, der ikke magter deres rolle. De har lige mistet et for tidligt født barn, og moderen ligger mest i sengen og er ikke tilstede. Faderen fisker lidt, hvilket er med til at børnene overlever, men det er den konstante tilstedeværelse af sult, der præger fortællingen hele vejen igennem.

Hovedpersonens mantra er: Sørg for, at du altid har nok at tage dig til. Så tankerne ikke begynder at vandre...
Et af børnenes højdepunkter er den lange tur til en gård adskillige kilometer væk for at hente mælk. Det er de to ældste børn, der skiftes til at tage afsted efter mælken. Selv om det er en lang tur, så er der den fordel for mælkehenteren, at hun - eller han - må drikke al den mælk på gården, som hun kan, mens hun er der, hvilket i øjeblikket fylder energidepoterne op. Hjemme igen er der en stiltiende aftale børnene imellem om, at mælkehenteren deler sit glas med mælk mellem de to andre søskende.

Det er en fortælling, der på en meget fin, men også hjerteskærende måde, fortæller om det fattige liv i den lille vig, hvor der ikke var nogen glæde eller meget liv. Børnene ønsker på forskellig vis at gøre en ende på det ikke eksisterende liv med den troende far, der hver søndag læser højt fra den slidte bibel. Eneste lyspunkt under seancen er det tændte vokslys, der bringer lidt lys og varme ind i stuen. Moderen siger aldrig noget, men er der mest som en byrde, der skal tages vare på, men som ikke magter opgaven. Derfor bliver meget overladt til denne ældste søster, der holder øje med de få gryn og mønter, mens hun prøver at tænke sultesmerten væk og hjælpe lillesøsteren, så godt hun kan.

Til sidst i romanen er vi igen tilbage ved broderens begravelse. Ham, der som den eneste blev tilbage og levede sit liv i vigen.

Selv om romanen kun er på 53 sider, har den stof nok til at være en hel roman i sig selv. Læs den og få en fin læseoplevelse samtidig med et indblik i den fattigste del af den islandske befolkning i 1930'erne.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne


fredag den 16. juni 2017

'Melankoliens fysik' af Georgi Gospodinov

Prisbelønnet bulgarsk roman. En virkelig speciel bog, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. Den er vild og reflekterende, stritter i mange retninger og behandler en masse emner i små bidder og fragmenter. Jeg-fortælleren er en mand, der har en særlig evne til at sætte sig ind i andres stemninger og følelser. Han fortæller fx om sin oldemors dilemma, da hun glemmer hans bedstefar ved møllen, - hendes tvivl og overvejelser; skal hun køre tilbage efter barnet, eller vil det være bedre, hvis andre tager sig af ham? - Og om manden, der bliver såret og plejet af en kærlig kvinde, der bilder ham ind at krigen stadig raser udenfor, hvilket sætter ham i en vanskelig situation, da han kommer tilbage til sit hjemland flere måneder efter krigens afslutning...
Fortælleren bor i en kælder. Han samler på ting, der kan dokumentere denne verden, mens han venter på, at den skal gå under. Noget af det, han især samler på, er historier, som folk fortæller ham, og som her fortælles videre.
Et gennemgående tema i romanen er forfatterens beslægtethed med Minotaurus. Han føler, at han er faret vild i sit eget liv og har derfor et behov for at forsvare Minotaurus: Drengen der er født med et tyrehoved, halvt Gud og halvt menneske, som ifølge den græske mytologi spærres inde i en labyrint og holdes i skak med syv jomfruer og syv unge mænd hvert år, indtil han dræbes af helten Therus.
Der findes også kapitler med forskellige udsagn om fødsel, død og melankoli.
Der er i hvert fald nok at fundere over, og det er en bog, man får mest ud af at læse i små bidder, - da der er meget at tænke over og forholde sig til: Små finurlige fortællinger, refleksioner over vigtige emner, forsvarstaler m.m..

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 8. juni 2017

'Dage uden sult' af Delphine de Vigan

Laure er 19 år. Hun er 175 cm. høj og vejer 36 kg, da hun bliver indlagt. Hun fryser hele tiden, - hun er døende. 3 måneders ophold på hospitalet bliver et vendepunkt for hende. Hun er nødt til at tage et valg; vil hun livet eller vil hun døden. Den empatiske læge, der rækker ud efter hende og overtaler hende til at gå i behandling, får en stor betydning for det videre forløb. Det samme gør de andre patienter på afdelingen; nogle har problemer med overvægt, alle har en eller anden form for spiseforstyrrelse. Fx den arabiske kvinde Fatia, der allerede har været indlagt et utal af gange. Og Corinne, som Laure næsten kan bruge som et spejl på sin egen situation. Langsomt og ikke uden væmmelse vender Laure tilbage til livet og affinder sig med de ekstra kilo, der skal til, før hun kan vende tilbage til verden udenfor.
Undervejs fortælles om Laures baggrund som barn af en psykisk syg mor og en voldsomt jaloux far, en barndom mellem to skrøbelige forældre.
Det er en meget velskrevet roman, der på en meget loyal og intens måde går tæt på et skrøbeligt sind. Kan anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 11. maj 2017

'Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage: Carls bog' af Naja Marie Aidt

For to år siden mistede Naja Marie Aidt sin næstældste søn Carl. Under en psykose sprang han ud af vinduet fra fjerde sal og blev dræbt. Det er svært at beskrive denne bog, men den virker på mig som en dyb smerte, et skrig af sorg. Den ramte mig lige i hjertet.
Naja Marie Aidt beskriver minutterne op til den fatale telefonopringning om Carls ulykke. Man fornemmer hvor svær den beskrivelse er, idet den hele tiden afbrydes og genoptages. Forsigtigt famler forfatteren sig vej gennem erindringens mørke til hun i slutningen af bogen kan sætte ord på hele forløbet.
Afbrydelserne rummer kærlige minder fra Carls barndom, fragmenter af samtaler med Carl om døden, citater fra andre tænkere og forfattere, der har skrevet om døden. Men også beskrivelser af sammenholdet i familien, magtesløsheden, vreden, intetheden, - kort sagt den dybe sorg. - Og et lille glimt af håb; i den tanke at man har fået noget af den døde, en kærlighed, som man stadig skylder at give tilbage.
Det er svært rigtig at yde denne bog retfærdighed, fordi den er et dybt personligt dokument, hvor Naja Marie Aidt netop gør det; giver tilbage. Enhver, der er ramt af sorg, vil kunne genkende dele af sig selv i denne bog.
Hermed anbefalet.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

tirsdag den 2. maj 2017

'Snigmorderens lærling' af Robin Hobb

Drengen Fitz er den uægte søn af De Seks Hertugdømmers kronprins Chivalry. Som seksårig kommer han til slottet i Bukkenborg, men hans far har frasagt sig tronen, og drengen møder ham aldrig. I stedet vokser han op i staldene hos Burrich, der var hans fars trofaste tjener. En bastard kan udgøre en potentiel trussel, og Fitz må tidligt sande, at der findes mange farer og politiske rænker ved hoffet. For at knytte ham tættere til den kongelige familie, beslutter hans farfar den gamle kong Shrewd, at Fitz i al hemmelighed skal oplæres som snigmorder. Men Fitz har også andre talenter end de tillærte. Han har en speciel evne til at sanse gennem dyr, men det er noget, han må skjule, da det ikke er en evne, der er i høj kurs. Der findes en anden evne, der vurderes noget højere: Evnen til at række ind i andres sind og manipulere med dem.
Alt imens Fitz vokser op kæmper hans farbror prins Verity for at forsvare De Seks Hertugdømmer imod rødskibspiraterne, der hærger landets kyster og efterlader de stakkels ofre som en slags levende døde. Og inden han selv ved af det, må også Fitz bruge alle sine evner for at hjælpe sin farbror og sine venner.
Det er en spændende middelalderfantasy med sans for de små detaljer og med vægt på de mange intriger ved hoffet. Helt klassisk er der fokus på et rige, der trues udefra af stærke kræfter, mens interne stridigheder og skjulte magtkampe udgør en lige så stor trussel. Romanen er første bind af en trilogi, der kom allerede i 1990'erne, godt at den endelig er oversat til dansk.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

tirsdag den 18. april 2017

'Bag lukkede døre" af B.A. Paris

Kom med bag de lukkede døre hos det nygifte - og meget perfekte - ægtepar Jack og Grace. De bor i et lækkert hus med en skøn have, er altid enige med hinanden, de ser godt ud, tager på skønne ferier, og Jack er den perfekte advokat - han forsvarer kvinder, der har været udsat for hustruvold, og han har aldrig tabt en sag. De har tilsyneladende alt, hvad man kan ønske sig.


Vennerne er misundelige, for hvordan kan det hele være så perfekt? Og hvorfor er der metalskodder for vinduerne? Specielt en af kvinderne i vennekredsen, Esther, undrer sig over at man aldrig kan komme til at tale med Grace alene. Det er altid Jack, der tager telefonen, og han er altid ved hendes side - både ude og hjemme. Og udover parmiddagene besøger de nærmest kun Graces udviklingshæmmede søster. Er de så glade for hinanden, at de ikke kan være væk fra hinanden - eller mon der ligger noget andet bag?

Sandheden viser sig at være meget værre, end man kan forestille sig. Kapitel for kapitel kommer vi ind bag de lukkede døre hos ægteparret Angel. Fortællervinklen er Graces, og kapitlerne skifter mellem før og nu; dvs. fra før ægteskabet blev indgået og nu i ægteskabet. Historien er utrolig, men samtidig uhyggelig realistisk. Især hvis man, som Grace, er lidt naiv og hurtigt lader sig bedåre og forkæle. Det er nemlig Jack, der tager sig af stort set alt op til brylluppet - både at finde deres drømmehus, som de har beskrevet i fællesskab, bryllupsrejsen og meget andet. Faktisk meget mere end hun i sin vildeste fantasi kunne forestille sig. For hvem er det egentlig, hun har giftet sig med?

Historien skrider frem og afdækkes lag for lag, og den holder spændingen hele vejen igennem. Det er en rigtig page-turner, som man ikke kan lægge fra sig, før sidste side er læst.

tirsdag den 4. april 2017

'En lille god gerning' af Lucy Dillon

Hvad kan du gøre for at gøre verden til et bedre sted at være?

Undertitlen på romanen siger meget om indholdet i denne feeel-good roman, der er skrevet af engelske Lucy Dillon. Det er en roman om venskab, omsorg og hemmeligheder.

Libby og hendes mand Jason er flyttet fra London til Jasons hjemby for at overtage familiehotellet efter hans fars død. Men det er nu ikke hele sandheden. De lægger ud med en større ombygning af hotellet, så det kan komme til at matche moderne butikshoteller. Det er Jasons mor mildest talt ikke begejstret for.

En dag bliver en kvinde kørt ned tæt på deres hotel. Hun mister sin hukommelse og har ingen identitetspapirer, telefon eller lignende på sig, og ingen ved derfor hvem hun er. Libby besøger hende på hospitalet og tilbyder hende at komme med hjem og bo på hotellet.

Det viser sig, at denne næstekærlige handling efterhånden sætter gang i en kæde af begivenheder, der kommer til at få indflydelse og ændre flere menneskers liv - også Libbys, Jasons og hans famlies liv, hotellets skæbne, en hunds skæbne og meget andet.

Det er en altopslugende roman, hvor man er inde i handlingen efter få sider. Og den udvikler sig til næsten at blive en spændingsroman, for hvad sker der, når - og hvis - kvinden (der ikke engang ved, hvad hun hedder) begynder at få sin hukommelse tilbage?

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 31. marts 2017

'Løgnerens hus' af Katrine Nørregaard

Tre kvinder skiftes til at få ordet: Ida, der er gymnasieelev, Idas mor Louise og Idas mormor Karen. De tre kvinder har netop mistet deres morfar, far og mand Kristian. Han har efterladt dem et sommerhus, som de ikke anede eksisterede.
Der er en del konflikter i familien. Louise har aldrig tilgivet sin far, at han forlod familien, - og hun har heller ikke tilgivet sin mor, at hun efter mange år tog Kristian tilbage, da han bankede på døren igen. - Ida forsøger at glatte ud, hun vil gerne at de alle skal være gode venner, men det er ikke så nemt.
De beslutter sig for at tage en uge op i sommerhuset for at rydde op og få talt tingene igennem. Og her finder de lidt efter lidt ud af, at sommerhuset måske var en mindre del af familiens mange hemmeligheder og løgne.
Det er på mange måder en velskrevet roman. Måske ville den have stået lidt stærkere, hvis forfatteren havde holdt sig til Idas synsvinkel. Louise kommer til at fremstå ret klynkende og selvoptaget og Karen virker heller ikke helt troværdig. Nogle af konflikterne virker ikke så velovervejede. Men det er den unge forfatters debutroman, og der er helt sikkert et talent, så jeg vil alligevel glæde mig til at læse det næste, hun finder på.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 16. marts 2017

'Der er noget som ikke stemmer' af Martina Haag


Petra er frustreret ... ked af det ... og såret -dybt såret. Hun tager op i Sveriges fjelde for at finde sig selv, få fred og for at skrive om hele hændelsen. I 3 uger skal hun være hyttevært for de besøgende, som vandrer i fjeldene. Det kommer alligevel bag på hende, hvordan ensomheden rammer hende midt i den storslåede natur og hvor svært det er at holde tankerne samlet. Efterhånden får hun hul på historien og skriver ord for ord, hvordan hun er blevet svigtet. Petra troede, de var lykkelige. Én stor lykkelig familie. Men hun tog grueligt fejl. Hun kæmpede, men Anders var fortabt -fortabt i kollegaen Klara. I over et år uden Petras vidende, levede de på en løgn før hun fandt ud af bedraget og tågen kom, så hun ikke anede, hvordan hun fik dagene til at gå. Nu sidder hun så i Sveriges fjelde og forsøger at få hold på sig selv.


Det er en stærk og velskrevet roman om utroskab, svigt og om at få en hverdag til at fungere, selv om man er følelsesmæssigt helt fra den. Alvoren bliver brudt af anekdoterne fra de rejsende og så er der den blanke sø, som Petra er blevet frarådet at gå ned til...


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 15. marts 2017

'Det hvide mørke. En moderne slægtsgåde' af Eva Maria Fredensborg

Emma overhører en samtale mellem sine forældre og opdager, at hendes farfar ikke er hendes biologiske farfar. Hun tager afsted til Sønderjylland for at finde ud af mere om sin familie, men det viser sig at blive lidt af en opgave. Hun forventer at finde en syg gammel mand. Men Harald Eskildsen er ikke syg. Han er netop blevet varetægtsfængslet for drab, og nu nægter han at tale med nogen. Heller ikke med sit barnebarn, som han for første gang møder i fængslet.
Emma har mange spørgsmål, som hun kæmper for at få svar på. Hvorfor forsvandt Harald ud af hendes fars liv? Hvad skete der i virkeligheden den nat, da Haralds bedste ven Niels Peter forsvandt? Og kan det at få horeunger være genetisk bestemt?
Det er ikke en traditionel slægtsroman, og forfatteren har også valgt en lidt utraditionel opbygning af fortællingen, som får den til at virke meget autentisk. Emma er forfatter og i bogen får man hendes overvejelser omkring den bog (denne bog) som hun er ved at skrive om sine oplevelser i Sønderjylland. Det betyder, at der springes ret meget i tid. Men det er altid angivet, hvornår det pågældende kapitel finder sted, og der er brugt forskellige skrifttyper, ligesom der skiftes mellem første og tredje person.
Der er plads til overraskelser undervejs, og alt i alt er det en interessant og spændende historie, selv om jeg havde lidt svært ved at vænne mig til formen.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 9. marts 2017

'Desertørerne 1' af Kim Blæsbjerg

Kim Blæsbjerg lægger med denne roman op til en stor nutidig danmarksfortælling. I centrum af begivenhederne står Mark. Han er opvokset i en lettere dysfunktionel familie i Lemvig, men har læst i København og arbejder nu som jurist for det store internationale firma Kappel-Bruhn, der handler med tøj og lædervarer. Desuden har han gennem sin kæreste Lea et personligt forhold til selve familien Kappel-Bruhn. Christian og Julie, der ejer firmaet, har fem børn: Malene, der er chef for firmaets kinesiske afdeling, tvillingerne Simon og Lea, Sofie og efternøleren Sebastian. Mark har høje ambitioner og vil gerne til tops, men han slås stadig med forholdet til sine forældre, sin barndom og sin lillebror. De kredse, han nu kommer i hos Kappel-Bruhn-familien, er helt anderledes, end noget han før har prøvet, men han er god til at klare sig. I forskellige kapitler hører vi også om Simon, der skulle have været udsendt som soldat i Afghanistan, men sprang fra i sidste øjeblik. Han kommer nu alligevel til Afghanistan, men som frivillig for en amerikansk NGO. Også Malene i Kina og Marks kæreste Lea, der studerer og andre af familiens medlemmer får ordet, og giver hvert deres bidrag til billedet af forholdene i en magtfuld familie. En familie, der på overfladen virker harmonisk og dannet, men som ikke altid kan leve op til billedet af sig selv.
Det er en familiehistorie om forretninger, forventninger og skuffelser og fra et helt andet miljø end det, der normalt skrives romaner om i Danmark, hvilket i sig selv er spændende. Den danske overklasse, hvor investeringer, networking, forholdet til pressen og de uudtalte forventninger til arvingerne er i centrum. Jeg kommer til at tænke på Per Flys film Arven. Ind imellem bliver romanen måske lidt lang, og jeg bliver lidt i tvivl om, hvad det er forfatteren vil fortælle, men det har han så mulighed for at gøre mere klart i de næste to bind.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 22. februar 2017

'Naboparret' af Shari Lapena

"Folk er i stand til næsten hvad som helst" står der på omslaget. Og det er de - i hvert fald i denne hæsblæsende pageturner af en spændingsbog, hvor Anne og Marco skal til middag hos deres naboer. De lader deres baby Cora på et halvt år blive alene hjemme, da værtinden har givet udtryk for, at det er en voksenfest. Babyalarmen er tændt og de checker deres barn hver halve time - og alligevel er hun væk, da de kommer hjem om natten. Hvor er hun? Og hvem har taget hende?

Politiet bliver tilkaldt, og en intens efterforskning begynder. Efterhånden er der ingen der ved, hvem de kan stole på. Hvor godt kender man egentlig sine nærmeste? - Og sig selv! Vi kommer dybere og dybere ind i historie og personerne. Det er en bog, der er virkelig svær at lægge fra sig, da personerne på forskellige måder viser sig at være infiltrerede i hinanden og sagen. Der er masser af hemmeligheder og løgne, plot, spænding og drive, der gør denne domestic noir thriller til en succesfuld debut, hvor alle lag afdækkes.

Læs den - før din nabo...

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 16. februar 2017

'Haabet' af Mich Vraa

’Haabet’ er det noget ironiske navn på en slavefregat, der sejler i trekanten mellem Danmark, Afrika og Dansk Vestindien. Den ene vej fyldes båden med slaver og den anden vej med sukker – en handel, der gør både skibsreder og plantageejere rige. Da kongen udsteder forbud mod at hente flere slaver i Afrika og i stedet avle på dem, der allerede er bragt til øerne, fortsætter den kyniske kaptajn på ’Haabet’ sejladsen. Men på en af turene udbryder der oprør ombord med fatale følger for både de hvide og de sorte på skibet.
Romanen indeholder også historien om mulatpigen Maria, der vokser op i Danmark og den unge humanist, Mikkel Eide, der kommer til øerne for at skrive en rapport om slavernes levevilkår. Her møder han planteren Markussen, en mand der virker sympatisk og afklaret med at bruge slaverne som dyr. De skal jo bare være glade for at være blevet bragt til civilisationen, hvor de kan blive behandlet af læger og lære om den sande gud.

Romanen er skrevet som breve, dagbogsnotater og andre dokumenter, der fortæller om de barske vilkår for slaverne, og Danmarks rolle i en del af historien, som bragte stor velstand til Danmark, men som vi næppe kan være stolte af.  Det er fascinerende læsning. 

tirsdag den 14. februar 2017

'Guldægget' af Cynthia D'Aprix Sweeney

Guldægget -arven, som Jack, Melody og Beatrice venter spændt på og sætter sin lid til. Arven bliver frigivet på Melodys 40 års fødselsdag, som med hastige skridt nærmer sig. De 3 søskende har levet over evne på hver deres måde og kan slet ikke vente til den bedste dag i deres liv, hvor de endelig skal have den store arv. Lige indtil den dag, hvor broren Leo kører galt og får et erstatningskrav på halsen. En erstatning som bliver taget fra det famøse Guldæg. Familieidyllen krakelerer og de tre søskende må presse Leo til at betale pengene tilbage, men kan han? Og vil han? Hvilken fremtid har de nu i sigte, når de ikke får arven? Mange ting bliver forandret og en ny tilværelse skal til og hvad gør det ved lykken?

Et rigtigt familiedrama med masser af drømme, intriger og hemmeligheder. Med et bredt persongalleri, så fænges man af historien, hvor alt går galt trods gode hensigter og hvor lykken viser sig på nye måder.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 9. februar 2017

'Vi var fiskere' af Chigozie Obioma.

Benjamin beretter om en barndom i 1990'ernes Nigeria, hvor han tilbringer meget af tiden sammen med sine tre ældre brødre Ikenna, Bojo og Obembe. De fire brødre har et meget tæt forhold til hinanden og Ikenna er som den ældste deres naturlige leder. Deres far har store planer for sine sønner; de skal helst være læger, jurister, piloter og professorer. Men alt falder langsomt fra hinanden, da faren bliver forflyttet til et andet job i en by langt væk og kun kommer hjem hver anden weekend. De halvstore drenge overlades mere til sig selv og begynder at gå på opdagelse i byen.  De går fx ned til den farlige flod - forbudt område, - og fisker. En dag møder de Abulu, - en gal mand der går omkring i nabolaget og udsiger profetier. Den dag fortæller ham dem, at den ældste bror Ikenna vil blive dræbt af en af sine brødre. Den profeti ødelægger deres liv sammen. Ikenna ændrer sig, bliver mistroisk og angst og udvikler et stort had til sine brødre, hvilket bliver fatalt for hele familien.
En meget velskrevet og lidt uhyggelig bog om en familie, der går i opløsning. Der er virkelig noget at tænke over.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne


tirsdag den 10. januar 2017

'Der vokser et træ i Mostamägg' af Britt Karin Larsen

Britt Karin Larsen starter her en serie om Skovfinnerne, der levede i de ugæstfrie skove i grænselandet mellem Norge og Sverige. Vi følger personerne fra midten af 1800-tallet, og det er især kvinderne, der er i fokus.

Vi møder bl.a. den unge Lina, der er stukket af fra sin plads sammen med sit lille barn. Hun er en af dem, der strejfer rundt i skoven og prøver at opretholde livet for sig selv og sit barn med det lidt, der er til rådighed. Da hun møder Taneli - der er en form for eneboer, om hvem man siger, at han har dræbt et menneske - slår hun sig ned sammen med ham. Han drikker ikke, modsat mange andre af de mænd, der befolker skovene, og han tager imod både hende og barnet. Mere kræver hun ikke, og sammen skaber de sig en slags tålt tilværelse i skovene. De får også et barn sammen, lille Taneli, og senere endnu et, som Lina opkalder efter Tanelis mor Anna, som hun aldrig har mødt.

Vi følger flere af skovfinnerne og deres hårde liv, og nogle af personernes historier flettes sammen i fortællingen om det barske liv, som skovfinnerne levede. Historien er meget poetisk fortalt, og der bruges gammeldags ord og sætninger, som at "livet skal bjerges", kvinderne "lader sig besove" og mændende "tager for sig" af bryster og brændevin. Der yppes kiv og man er ilde faren, og hele det beskrivende sprog er sammen med til, at man lever sig ind i både tidsånden og det uvejsomme landskab, som skovene var, hvor naturen og især overtroen spiller en væsentlig rolle i alles daglige gøren og laden.

Bogen er den første af ialt syv bind, og der er lagt op til ligeså barske og læseværdige fortællinger om skovfinnerne i de følgende bind. Man får samtidig lyst til at læse mere om de historiske skovfinner og deres barske levevilkår.

Titlen leder tanken hen på  "Der vokser et træ i Brooklyn", der også handler om et minoritetfolk.

Find den her på Guldborgsund-Bibliotekerne


lørdag den 7. januar 2017

'Brev fra fortiden' af Kimberley Freeman

Lauren arbejder på en café og er stærkt tiltrukket af arkitekten Thomas, som arbejder på renoveringen af det gamle Evergreen Spa Hotel. Lauren er nysgerrig og sammen går de rundt på det gamle hotel. I en gammel rejsegrammofon finder Lauren nogle gamle passionerede kærlighedsbreve, som emmer af forbudt kærlighed. Hun bliver betaget af brevene og sætter sig for at finde ud af, hvem de elskende var. Herfra udspringer to løbende historier. En nutidig som omhandler Laurens historiske detektivarbejde, hendes blomstrende kærlighedsliv med Thomas og en søgen på svar efter hendes elskede brors alt for tidlige død. Den anden historie udspiller sig i 1926, hvor den smukke og dristige tjenestepige forelsker sig i en stenrig gæst og indlader sig på en umulig kærlighedsaffære.

Drama og romantik er der masser af i denne roman, som læsere af familie-  og kærlighedshistorier helt sikkert vil finde underholdende. Historien og plottet minder en del om Freemans tidligere roman 'Øens hemmeligheder', så var man betaget af denne, vil denne også være et hit.

Du kan bestille bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.