onsdag den 24. september 2008

'Tarkovskijs heste' af Pia Tafdrup


Selv om jeg ikke så ofte læser digte, så vil jeg alligevel vove mig ud i en anbefaling af denne digtsamling. Nogen gange kan digte bare noget helt andet end romaner og noveller; skabe en fortættet stemning og ramme særlige følelser. Pia Tafdrup gennemlever i digtform, hvordan hendes far lidt efter lidt forsvinder i demensens tåger, bliver dårligere og dårligere for til sidst at dø. Alligevel er det ikke udelukkende en sørgelig bog. Dertil har hun for mange smukke minder om sin far, minder som gennem tabet måske bliver ekstra nærværende? Det er en meget smuk og bevægende samling digte, der hermed anbefales!

tirsdag den 16. september 2008

Karitas uden titel af Kristin Marja Baldursdottir


Tag med til Island og mød Karitas Jonsdottir, der voksede op i starten af 1900-tallet. Karitas vokser op med mange søskende og en mor, der er fuld af ambitioner på sine børns vegne.
Karitas far er druknet, og så er det moderen, der alene skal opdrage sine 6 børn.
Hun vælger at rejse med hele flokken væk fra den lille bygd til en større by.
For hendes børn skal alle ha en uddannelse - selv om de lever under fattige vilkår.
Hermed sættes bogens handling i gang.


Romanen er fyldt med stærke islandske kvinder, som kæmper for deres eksistens på trods af samfundets modstand, kort sagt: de giver aldrig op!
Karitas står i front ,og vi følger hendes møde med en mystisk kvinde, der opfordrer Karitas til at dyrke sit kunsteriske talent, og Karitas hun ender med 5 år på Kunstakademiet i København.
Karitas vender tilbage til Island og hendes liv fortsætter med mand ( den smukke Sigmar,som altid er på havet og fisker ) børnene, de andre kvinder, naturen, maleriet, melankolien -
ja og hendes evige kamp og valg mellem kunst og kærlighed.


Der er alt , hvad man kan ønske sig i denne roman - og så fylder den ovenikøbet 456 sider!


fredag den 5. september 2008

'Mandelplukkersken' af Simonetta Agnello Hornby


Mandelplukkersken, tjenestepige hos familien Alfalippe er død. Hun var en personlighed, og vi lærer hende posthumt at kende gennem de forskellige borgeres sladren i den lille by. Hvem var hun i virkeligheden? Hvordan gik det til, at hun havde stukket en lille formue til side? Hvilken rolle spillede mafiaen i hendes liv? Og vil det lykkes den grådige Alfalippefamilie at få fat i hendes formue efter hendes død? Som et puslespil sammenstykkes historien om en usædvanlig kvinde, der levede et hårdt liv, men altid gjorde det, hun anså for sin pligt. Det er en god historie, man bliver lige så nysgerrig som borgerne i Roccacolumba, og spændingen bygges op i løbet af fortællingen. Der er en del personer at holde styr på, men det giver et meget godt billede af, hvor forskelligt man kan opfatte den samme person.