onsdag den 22. februar 2017

'Naboparret' af Shari Lapena

"Folk er i stand til næsten hvad som helst" står der på omslaget. Og det er de - i hvert fald i denne hæsblæsende pageturner af en spændingsbog, hvor Anne og Marco skal til middag hos deres naboer. De lader deres baby Cora på et halvt år blive alene hjemme, da værtinden har givet udtryk for, at det er en voksenfest. Babyalarmen er tændt og de checker deres barn hver halve time - og alligevel er hun væk, da de kommer hjem om natten. Hvor er hun? Og hvem har taget hende?

Politiet bliver tilkaldt, og en intens efterforskning begynder. Efterhånden er der ingen der ved, hvem de kan stole på. Hvor godt kender man egentlig sine nærmeste? - Og sig selv! Vi kommer dybere og dybere ind i historie og personerne. Det er en bog, der er virkelig svær at lægge fra sig, da personerne på forskellige måder viser sig at være infiltrerede i hinanden og sagen. Der er masser af hemmeligheder og løgne, plot, spænding og drive, der gør denne domestic noir thriller til en succesfuld debut, hvor alle lag afdækkes.

Læs den - før din nabo...

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 16. februar 2017

'Haabet' af Mich Vraa

’Haabet’ er det noget ironiske navn på en slavefregat, der sejler i trekanten mellem Danmark, Afrika og Dansk Vestindien. Den ene vej fyldes båden med slaver og den anden vej med sukker – en handel, der gør både skibsreder og plantageejere rige. Da kongen udsteder forbud mod at hente flere slaver i Afrika og i stedet avle på dem, der allerede er bragt til øerne, fortsætter den kyniske kaptajn på ’Haabet’ sejladsen. Men på en af turene udbryder der oprør ombord med fatale følger for både de hvide og de sorte på skibet.
Romanen indeholder også historien om mulatpigen Maria, der vokser op i Danmark og den unge humanist, Mikkel Eide, der kommer til øerne for at skrive en rapport om slavernes levevilkår. Her møder han planteren Markussen, en mand der virker sympatisk og afklaret med at bruge slaverne som dyr. De skal jo bare være glade for at være blevet bragt til civilisationen, hvor de kan blive behandlet af læger og lære om den sande gud.

Romanen er skrevet som breve, dagbogsnotater og andre dokumenter, der fortæller om de barske vilkår for slaverne, og Danmarks rolle i en del af historien, som bragte stor velstand til Danmark, men som vi næppe kan være stolte af.  Det er fascinerende læsning. 

tirsdag den 14. februar 2017

'Guldægget' af Cynthia D'Aprix Sweeney

Guldægget -arven, som Jack, Melody og Beatrice venter spændt på og sætter sin lid til. Arven bliver frigivet på Melodys 40 års fødselsdag, som med hastige skridt nærmer sig. De 3 søskende har levet over evne på hver deres måde og kan slet ikke vente til den bedste dag i deres liv, hvor de endelig skal have den store arv. Lige indtil den dag, hvor broren Leo kører galt og får et erstatningskrav på halsen. En erstatning som bliver taget fra det famøse Guldæg. Familieidyllen krakelerer og de tre søskende må presse Leo til at betale pengene tilbage, men kan han? Og vil han? Hvilken fremtid har de nu i sigte, når de ikke får arven? Mange ting bliver forandret og en ny tilværelse skal til og hvad gør det ved lykken?

Et rigtigt familiedrama med masser af drømme, intriger og hemmeligheder. Med et bredt persongalleri, så fænges man af historien, hvor alt går galt trods gode hensigter og hvor lykken viser sig på nye måder.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 9. februar 2017

'Vi var fiskere' af Chigozie Obioma.

Benjamin beretter om en barndom i 1990'ernes Nigeria, hvor han tilbringer meget af tiden sammen med sine tre ældre brødre Ikenna, Bojo og Obembe. De fire brødre har et meget tæt forhold til hinanden og Ikenna er som den ældste deres naturlige leder. Deres far har store planer for sine sønner; de skal helst være læger, jurister, piloter og professorer. Men alt falder langsomt fra hinanden, da faren bliver forflyttet til et andet job i en by langt væk og kun kommer hjem hver anden weekend. De halvstore drenge overlades mere til sig selv og begynder at gå på opdagelse i byen.  De går fx ned til den farlige flod - forbudt område, - og fisker. En dag møder de Abulu, - en gal mand der går omkring i nabolaget og udsiger profetier. Den dag fortæller ham dem, at den ældste bror Ikenna vil blive dræbt af en af sine brødre. Den profeti ødelægger deres liv sammen. Ikenna ændrer sig, bliver mistroisk og angst og udvikler et stort had til sine brødre, hvilket bliver fatalt for hele familien.
En meget velskrevet og lidt uhyggelig bog om en familie, der går i opløsning. Der er virkelig noget at tænke over.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne