Selv om jeg ikke så ofte læser digte, så vil jeg alligevel vove mig ud i en anbefaling af denne digtsamling. Nogen gange kan digte bare noget helt andet end romaner og noveller; skabe en fortættet stemning og ramme særlige følelser. Pia Tafdrup gennemlever i digtform, hvordan hendes far lidt efter lidt forsvinder i demensens tåger, bliver dårligere og dårligere for til sidst at dø. Alligevel er det ikke udelukkende en sørgelig bog. Dertil har hun for mange smukke minder om sin far, minder som gennem tabet måske bliver ekstra nærværende? Det er en meget smuk og bevægende samling digte, der hermed anbefales!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar