mandag den 23. januar 2012

'Tilbage til Faithful Place' af Tana French

Bogens hovedperson Frank Mackey er en irsk politimand, der arbejder i undercover-afdelingen i Dublin. For 22 år siden forlod Frank sit barndomshjem for at rejse til London sammen med sin daværende kæreste Rosie Daly. Rosie dukkede imidlertid aldrig op på det aftalte mødested, og Frank rejste alene afsted og har ikke siden været tilbage hos familien, som han afskyer. Kun den yngste søster Jackie har han kontakt med.
Nu er en kuffert imidlertid blevet fundet i Franks gamle nabolag og Jackie kontakter ham. Det viser sig, at kufferten tilhører hans gamle ungdomskæreste, og kort tid efter finder man også liget af Rosie under en sten i kælderen i et nedrivningsparat hus. Frank må nu revidere sin opfattelse af, hvad der skete dengang for 22 år siden. I alle årene har han troet, at Rosie forlod ham og simpelthen flygtede hjemmefra alene. Nu viser det sig, at hun faktisk blev myrdet, - men af hvem? Frank må gå i gang med sine undersøgelser i det gamle nabolag, mellem de gamle venner... Hvem vidste, at Rosie og han planlagde at løbe bort sammen? - Og hvem havde grund til at prøve at forhindre det?
Endnu en spændende velskrevet krimi fra Tana French.

fredag den 13. januar 2012

'Fordrivelsen' af Astrid Saalbach

Andreas er forretningsmand, har kone og to børn og styr på sit liv. Så meget styr på det, at han føler behov for at udfordre nogle grænser. På en skiferie med familien kommer han ud for en ulykke, bliver lagt i coma og vågner op med en hjerneskade og en forandret personlighed. De sidste måneder før ulykken er slettet fra hans hukommelse, men desværre for ham finder hans smukke kone ud af, hvad han har haft gang i. Ulykken forandrer alt for Andreas; både hans personlighed og virkelighedsopfattelse. Lidt efter lidt lægger hans omgivelser afstand til ham, både familien og forretningsvennerne har svært ved at tackle den nye Andreas. Han fordrives kort sagt fra sit tidligere liv og tvinges til at søge nye veje.
Det er en intens og smertefuld psykolgisk fortælling om livets sårbarhed.

mandag den 9. januar 2012

’Familiehistorier’ af Kate Atkinson

Privatdetektiven Jackson Brodie trækkes ind i tre familiehistorier, der domineres af mennesker, der er gået tabt.
En far har mistet sin elskede datter i et voldeligt og blodigt overfald og leder efter morderen efter politiet har henlagt sagen.
To søstre leder efter sandheden om, hvad der skete med deres lillesøster, da hun forsvandt som helt lille.
En kvinde leder efter sin søsters barn, som hun svigtede efter at søsteren blev dømt for øksemord på sin mand.
Efterhånden som Jackson graver sig ned i opklaringen viser det sig, at historierne hænger sammen på kryds og tværs, og at sagerne ikke er så ligefremme, som man skulle tro.
Jackson Brodie er en meget sympatisk hovedperson, der slås med sin fortid hos politiet og et forlist ægteskab, og bogen er skrevet med humor og menneskekendskab. Personerne er levende og troværdige og plottet er spændende.
En underholdende og anderledes krimi, der handler mere om mennesker og hvad der sker med dem, når et liv rives væk.

fredag den 6. januar 2012

'En engel bag øret' af Sally Altschuler

Forfatteren Sally Altschuler, - der på trods af navnet, er en mand, - fortæller i denne roman den fascinerende historie om sin store jødiske families liv i zartidens Rusland. Vi følger tipoldefar Berel gennem mødet med en bjørn, og gennem et liv, hvor den vigtigste samtalepartner er hesten Hillel. De mange jødiske skikke og traditioner beskrives levende, lige som den historiske ramme for romanen; en lille russisk by i 1800-tallet. Omkring Berel finder vi et virvar af familiemedlemmer, som bogens slægtstavle heldigvis kan hjælpe læseren med at holde styr på. Lidt efter lidt sker der et opbrud i familien, de yngre generationer søger ud og væk; nogle drages mod oprør og revolution, andre mod fremmede lande. Vi følger familiens historie frem til 1912, hvor forfatterens farfar og farmor ankommer til København.
Det er en roman om en svunden tid; om jødisk kultur og familiesammenhold i "gamle dage". En tid hvor jøder nok oplevede forfølgelse og diskrimination, men trods alt ikke i det omfang, som de senere generationer skulle komme ud for.