onsdag den 14. februar 2018

'Øjne som mine' af Sheena Kamal

Nora har gennem de sidste 15 år frygtet denne dag. Den dag, hvor adoptivforældrene til Noras datter kontakter hende og beder om hjælp. Datteren Bonnie er stukket af hjemmefra, men da det ikke er første gang, gør politiet ikke yderligere. Som tidligere alkoholiker kender Nora til alt om at leve på gaden og gør alt for at finde Bonnie. Hun stoler ikke på autoriteterne og tager sagen i egen hånd. Pinslen fra dengang for 15 år siden, hvor Nora blev voldtaget, tæsket og efterladt i grøften knapt i live, dukker frem igen. Noget tyder på, at bortførelsen af Bonnie hænger sammen med dengang. Eftersøgningen viser et spind af konspirationsteorier, som Nora må manøvrere sig igennem. Med hendes snilde og sans for sandhed og løgne bliver det en hæsblæsende rejse og kamp for at redde en datter, hun aldrig har ønsket sig.

En rigtig pageturner af en roman med en lidt dyster noir stemning. I starten troede jeg, at hovedpersonen var en mand grundet sproget i bogen. Der er spænding, løgne og samme fanden i voldskhed, som vi finder hos Lisbeth Salander. Man skal ikke være sart med blodige beskrivelser, for dem er der en del af.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 6. februar 2018

'Blækhat' af Sissel-Jo Gazan

En fin generationsroman, - omhandlende dem, der var unge i 1980'erne.
Rosa bor alene med sin mor Helle i Århus. I lejligheden ovenpå bor Krudt, der fungerer som en slags far for Rosa. Helle er meget optaget af sin svampeforskning, hun har tidligere boet i kollektiv, og når Rosa spørger, får hun at vide, at hun har tre mulige fædre. Rosa færdes i mange forskellige miljøer via de mennesker, hun kender: Der er bedsteveninden Sevim og hendes tyrkiske venner, bz'eren Tom, som Rosa er forelsket i og Jacob fra KU, som hun kommer sammen. Hun afprøver sig selv i de forskellige miljøer og forsøger at finde ud af, hvor hun selv hører hjemme.
Det er Krudt, der først præsenterer hende for grafitti og streetart, og hun bliver straks grebet af det. Sammen med Sevim begynder hun at registrere alle kunstværker i byen, og senere kaster de sig selv over sporten som udøvende kunstnere - eller hærværksmagere, - alt efter, hvem man spørger.
Kunsteren Blækhat, som bogen har titel efter, kommer først ind i billedet i bogens anden del, hvor Rosa er blevet voksen, har fået en halvkedelig kæreste og arbejder fortsat med at registrere Streetart, - nu får hun bare løn for det.
Det er en bog, der indeholder rigtig mange fine miljøbeskrivelser og tidsbilleder. Samtidig opstår der mange gåder og spørgsmål undervejs, som skaber en vis spændingskurve. Alt samles fint til sidst og bogen giver et meget godt indtryk af, hvordan de små begivenheder og tilfældigheder griber ind i menneskers liv. Velskrevet og underholdende. Kan anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne