torsdag den 29. juni 2017

'Kvinderne på slottet' af Jessica Shattuck

Marianne von Lingelfels tilhører det gode borgerskab i Tyskland og er imod det nazistiske styre. Efter et mordforsøg på Hitler bliver hendes mand henrettet. Forinden havde hun lovet sin mand at tage sig af de efterladte kvinder og børn, hvis attentatet gik galt. Hun opsporer efterfølgende kvinderne og tilbyder dem et hjem på sit slot. Ressourcerne er knappe, men kvinderne formår alligevel at sørge for sig selv og børnene. Romanen springer i tid, så man langsomt får fortalt kvindernes skæbner og de hemmeligheder, som de hver især gemmer på. Det er en svær tid for tyskerne, især efter 2. verdenskrigs afslutning.


'Kvinderne på slottet' er en gribende fortælling om overlevelse i en tid, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på. Den handler også om, hvordan man kan tro så meget på 'det rigtige', at man glemmer den menneskelige faktor i ligningen.  Som læser bliver man hurtigt fanget af romanens karakterer og den historiske stemning.


Du kan bestille bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.

mandag den 26. juni 2017

'Generthed og værdighed' af Dag Solstad

Romanens hovedperson er en midaldrende lidt halvkedelig lektor i norsk: Elias Rukla. Omdrejningspunktet er venskabet med den karismatiske Johan Corneliussen og forholdet til den smukke hustru Eva Linde, som Elias har overtaget efter Johan. Og et vigtigt element i bogen er Elias' selvforståelse.
'Nattog til Lissabon' havde lidt den samme type hovedperson. Som dengang, jeg læste den, havde jeg også her lidt svært ved at komme i gang, men nogen gange skal man ikke give op for hurtigt. Både venskabet mellem de to unge mænd og forholdet til hustruen er fint beskrevet, og bogen begynder for alvor at blive interessant, da den leverer en skarp analyse af Evas falmende skønhed, der generer Elias mere end hende. Men i sidste del af bogen blev jeg for alvor grebet, da følgende sætning indleder en refleksion over Elias's opfattelse af sig selv, og den rolle han udfylder i samfundet:
'Derfor blev han dybt såret af, at aviser og fjernsyn åbenbart ikke henvendte sig til ham længere" Elias Rukla opfatter sig selv som et samfundsmenneske, et menneske, der kan lide at holde sig orienteret, sætte sig ind i ting og deltage i samtaler og diskussioner. Men der er ikke længere nogen, der gider at diskutere eller samtale om de vigtige ting. Han går forgæves og venter på en åbning. Han føler sig ikke selv i stand til at sætte gang i samtalen, men han venter forgæves, - til han til sidst nærmest mister sit sprog. Som han argumenterer for sig selv, så kan man få lov til at høre om det, når en kendis, der aldrig har udrettet noget i sit liv, kommer ud for en dagligdags begivenhed. Men når de store forfattere eller andre kulturpersonligheder dør, så kommer der kun en lille notits.
En interessant tankevækkende diskussion og en velskrevet roman!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

mandag den 19. juni 2017

'Børnene i Dimmuvik' af Jón Atli Jónasson

En lille perle fra en islandsk forfatter, der spørger:
Kan ét menneske bære et andet?
Og i så fald hvor længe?

Den kvindelige jeg-person ser ved sin brors Tómas begravelse tilbage på sin barndom og beskriver en periode fra 1930, hvor hun var 12 år. Hun boede sammen med sin bror, sin lillesøster Hugrún og sine forældre i en lille vig, som børnene kaldte for: Dimmuvík - det betyder mørkevig. Og deres barndom i vigen var både mørk og trist. De sulter og lever umiddelbart ret alene med forældre, der ikke magter deres rolle. De har lige mistet et for tidligt født barn, og moderen ligger mest i sengen og er ikke tilstede. Faderen fisker lidt, hvilket er med til at børnene overlever, men det er den konstante tilstedeværelse af sult, der præger fortællingen hele vejen igennem.

Hovedpersonens mantra er: Sørg for, at du altid har nok at tage dig til. Så tankerne ikke begynder at vandre...
Et af børnenes højdepunkter er den lange tur til en gård adskillige kilometer væk for at hente mælk. Det er de to ældste børn, der skiftes til at tage afsted efter mælken. Selv om det er en lang tur, så er der den fordel for mælkehenteren, at hun - eller han - må drikke al den mælk på gården, som hun kan, mens hun er der, hvilket i øjeblikket fylder energidepoterne op. Hjemme igen er der en stiltiende aftale børnene imellem om, at mælkehenteren deler sit glas med mælk mellem de to andre søskende.

Det er en fortælling, der på en meget fin, men også hjerteskærende måde, fortæller om det fattige liv i den lille vig, hvor der ikke var nogen glæde eller meget liv. Børnene ønsker på forskellig vis at gøre en ende på det ikke eksisterende liv med den troende far, der hver søndag læser højt fra den slidte bibel. Eneste lyspunkt under seancen er det tændte vokslys, der bringer lidt lys og varme ind i stuen. Moderen siger aldrig noget, men er der mest som en byrde, der skal tages vare på, men som ikke magter opgaven. Derfor bliver meget overladt til denne ældste søster, der holder øje med de få gryn og mønter, mens hun prøver at tænke sultesmerten væk og hjælpe lillesøsteren, så godt hun kan.

Til sidst i romanen er vi igen tilbage ved broderens begravelse. Ham, der som den eneste blev tilbage og levede sit liv i vigen.

Selv om romanen kun er på 53 sider, har den stof nok til at være en hel roman i sig selv. Læs den og få en fin læseoplevelse samtidig med et indblik i den fattigste del af den islandske befolkning i 1930'erne.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne


fredag den 16. juni 2017

'Melankoliens fysik' af Georgi Gospodinov

Prisbelønnet bulgarsk roman. En virkelig speciel bog, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. Den er vild og reflekterende, stritter i mange retninger og behandler en masse emner i små bidder og fragmenter. Jeg-fortælleren er en mand, der har en særlig evne til at sætte sig ind i andres stemninger og følelser. Han fortæller fx om sin oldemors dilemma, da hun glemmer hans bedstefar ved møllen, - hendes tvivl og overvejelser; skal hun køre tilbage efter barnet, eller vil det være bedre, hvis andre tager sig af ham? - Og om manden, der bliver såret og plejet af en kærlig kvinde, der bilder ham ind at krigen stadig raser udenfor, hvilket sætter ham i en vanskelig situation, da han kommer tilbage til sit hjemland flere måneder efter krigens afslutning...
Fortælleren bor i en kælder. Han samler på ting, der kan dokumentere denne verden, mens han venter på, at den skal gå under. Noget af det, han især samler på, er historier, som folk fortæller ham, og som her fortælles videre.
Et gennemgående tema i romanen er forfatterens beslægtethed med Minotaurus. Han føler, at han er faret vild i sit eget liv og har derfor et behov for at forsvare Minotaurus: Drengen der er født med et tyrehoved, halvt Gud og halvt menneske, som ifølge den græske mytologi spærres inde i en labyrint og holdes i skak med syv jomfruer og syv unge mænd hvert år, indtil han dræbes af helten Therus.
Der findes også kapitler med forskellige udsagn om fødsel, død og melankoli.
Der er i hvert fald nok at fundere over, og det er en bog, man får mest ud af at læse i små bidder, - da der er meget at tænke over og forholde sig til: Små finurlige fortællinger, refleksioner over vigtige emner, forsvarstaler m.m..

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 8. juni 2017

'Dage uden sult' af Delphine de Vigan

Laure er 19 år. Hun er 175 cm. høj og vejer 36 kg, da hun bliver indlagt. Hun fryser hele tiden, - hun er døende. 3 måneders ophold på hospitalet bliver et vendepunkt for hende. Hun er nødt til at tage et valg; vil hun livet eller vil hun døden. Den empatiske læge, der rækker ud efter hende og overtaler hende til at gå i behandling, får en stor betydning for det videre forløb. Det samme gør de andre patienter på afdelingen; nogle har problemer med overvægt, alle har en eller anden form for spiseforstyrrelse. Fx den arabiske kvinde Fatia, der allerede har været indlagt et utal af gange. Og Corinne, som Laure næsten kan bruge som et spejl på sin egen situation. Langsomt og ikke uden væmmelse vender Laure tilbage til livet og affinder sig med de ekstra kilo, der skal til, før hun kan vende tilbage til verden udenfor.
Undervejs fortælles om Laures baggrund som barn af en psykisk syg mor og en voldsomt jaloux far, en barndom mellem to skrøbelige forældre.
Det er en meget velskrevet roman, der på en meget loyal og intens måde går tæt på et skrøbeligt sind. Kan anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne