tirsdag den 30. juni 2015

'Et hus i Toscana' af Frances Mayes

Når nu min ferie snart går til det skønne Toscana, ja så faldt jeg i samme anledning over en lidt ældre bog af den amerikanske forfatter Frances Mayes: Et hus i Toscana.

"Jeg er ved at købe hus i et fremmed land.Et hus med det smukke navn Bramasole. Det er højt, kvadratisk og abrikosfarvet med bleggrønne skodder, gammelt tegltag og smedejernsbalkon.
Balkonen vender mod sydøst med udsigt til en dyb dal og derefter til den toscanske del af Appenninerne....og når det regner , eller lyset skifter, bliver husets facade gylden, sienna- og okkerfarvet...."
Så  smukt kan det skrives.

I bogen  følger vi hovedpersonen ( forfatteren selv )fra hun tilfældig falder over det gamle hus - køber det og istandsætter det.
Nu er alt ikke idyl, når et gammelt faldefærdigt hus skal gøres beboeligt efter at ha sovet i mange år. Mure falder sammen, balkoner vakler og håndværkere som ikke kommer. Og så  er der talrige italienske hellig-og fridage, som får en vis indflydelse på restaureringen!
Vi får  en malerisk beskrivelse af en jul midt blandt murbrokker og støv i det gamle hus, som skulle ha stået færdigt, men håndværkerne skulle lige noget andet.
Som læser kommer vi hurtigt ind i den sydlandske atmosfære, og kan mærke varmen, nyde synet af de smukke blomster og glæde os over husets egne oliven.

Frances Mayes udlever sin drøm. Hun fylder sin bog med mange betragtninger over sit eget liv, med lokalhistorien, italienerne og det smukke landskab omkring Cortona, hvor huset ligger.
Hun skriver om bøger, venner og familien, der indtager huset, holder bryllup der, ja alle føler sig besat af husets charme og atmosfære. Når  hun så også krydrer sin bog med opskrifter over dejlige italienske retter, så er alt bare, som det skal være.

Bogen er også filmatiseret. Så tag lige og se filmen, læs bogen og overvej at holde næste ferie i Toscana. Eller som der står et sted: "livet er fuld af chancer, du skal bare gribe en af dem"

mandag den 22. juni 2015

'Den svævende tankbestyrer' af Bent Vinn Nielsen

Magnus er tankbestyrer på en tankstation i Nordjylland. Han har tre damer ansat, og det er faktisk en for meget. Men han kan ikke rigtig få sig selv til at fyre en af dem. Og måske er det ligemeget, tanken lukker sandsynligvis snart; der er ikke så meget handel. Rigmanden Theo har slået sig ned over for tanken på langturschaufførpladsen. Han betaler med uganda-dollars og drikker rigelig med rødvin. Magnus får for vane at sætte sig sammen med ham en times tid hver dag. Han filosoferer over sit liv. Måske fordi hans bror Evert lige er død. Evert, der levede livet, var socialist og kunne noget med damerne, som Magnus aldrig rigtig forstod. Lidt efter lidt oprulles Magnus' livshistorie og selv en almindelig tankbestyrer bliver interessant, når man ser nærmere efter og får indblik i alle de små og store oplevelser, der har præget hans liv.
Bent Vinn Nielsen må være en af de bedste mindst hypede forfattere i Danmark. Han skriver virkelig godt. Med en underfundig selvironisk underspillet tone kommer vi helt ind under huden på Magnus og får et fint billede af de vilkår, han har levet sit liv under. En bog der får en til at tænke nærmere over alle de potentielle spændende historier, der findes lige for næsen af os, som vi aldrig får øje på.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 10. juni 2015

'Lila' af Marilynne Robinson



Dejligt at kunne skrive om en helt vidunderlig bog. Det er Lila af den amerikanske forfatter Marilynne Robinson.
Romanen knytter sig til de to forgående: Gilead og Hjemme, men kan læses selvstændig.
Hvad er det så der foregår i Lila? Jo vi møder den hjemløse Lila, den gamle præst John Ames og hans ven Boughton og ikke mindst Doll.Lila blev som lille samlet op af den hjemløse kvinde Doll, som lever i en gruppe af  omstrejfende landarbejdere.I bogen møder vi Lila som voksen, hun kommer fattig og forhutlet til byen Gilead i det forblæste Iowa. - og nu begynder historien. En smuk kærlighedshistorie  om Lila og den gamle præst. To helt forskellige mennesker finder langsomt hinanden. Lila den hjemløse, som har oplevet så grusomme ting, og præsten, der har haft så store sorger. Det er i grove træk handlingen, men nok så væsentlig er sproget og de helt enkle virkemidler, som forfatteren benytter sig af.
Lila skal føde deres barn og mange tanker blandet op med hendes hårde fortid - sættes sammen på en meget følsom og rørende måde. Samtidig følger vi den gamle præsts bekymringer og store omsorg for sin unge kone og hans  angst for, at hun pludselig drager videre på sin evige flugt fra sig selv.

Læs her fra slutningen af romanen:
Det  er sådan det er. Lila skal føde et barn ind i en verden, hvor en vind kunne rejse sig og rive ham ud af hendes arme, som om der slet ingen styrke var i dem. Ynk os, ja men vi er modige, ilden omslutter sig selv inden i os. Den fred kunne også kun være forundring.
Og lige nu stod der pelargonier i vinduerne, og en gammel mand sad ved køkkenbordet og sang et vers for sit lille barn......







mandag den 1. juni 2015

'Pigerne fra Englandsbåden' af Lone Theils

Journalisten Nora Sand fanges ind i en kriminalsag, da hun køber en gammel kuffert hos en marskandiser i en lille engelsk by, og i den finder en stak billeder af unge piger. Et af billederne forestiller to piger på Englandsbåden, og Nora genkender dem fra en sag om to danske piger, der forsvandt i 1985. På kufferten står også navnet på en seriemorder, der sidder fængslet for drab på en række kvinder, og Nora begynder at grave i historien. I Danmark søger hun efter pigernes historie og i England efter beviser på, at de også var ofre for seriemorderen. Modvilligt går det engelske politi ind i sagen, og Nora får hjælp af sin danske Politi-ven Andreas. Sagen bliver mere og mere indviklet og Noras nysgerrighed bringer hende i virkelige vanskeligheder.
Jeg er ikke en ivrig krimilæser, men denne historie er tilstrækkeligt jordnær til at virke realistisk, og Nora er en meget sympatisk og handlekraftig hovedperson. Spændingen bliver langsomt bygget op og krydret med hverdagsliv og lidt kærlighed, så man hele vejen igennem er godt underholdt.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.