torsdag den 30. juli 2015

'Loretta' af Mirjam Bastian

Loretta bor og arbejder i London. Hun er en kvinde med mange lig i lasten; hvor mange finder vi som læsere kun gradvist ud af. En dag modtager hun en bog med posten, som i tekst og tegninger afslører alle hendes barndoms hemmeligheder, og hun er overbevist om, at det må være hendes bror Carl, der har sendt hende den. Bogen får hende til at rejse til Danmark, hvor hun ellers ikke har været i mange år, og hvor hendes elskede mormor Hayden ligger syg.
Tom tog for mange år siden den samme tur; fra London til København sammen med sin mor og sine søskende. Hans far var død og farfaren i Danmark havde tilbudt familien sin støtte. Tom flakker rundt og prøver lidt af hvert. Som en rød tråd gennem hans liv går omsorgen for moren og de fire søskende.
Da Tom og Loretta mødes - på en ret usædvanlig måde - føler de sig stærkt tiltrukket af hinanden. - Men kan Loretta overvinde fortidens dæmoner, og kan Tom afsløre, hvor godt han i virkeligheden kender hende?
Det er en bog med meget gods i. Der går lidt tid, inden der åbnes op for nogle af fortidens hemmeligheder, men det er værd at vente på..

Find den her på Guldborgsundbibliotekerne.

torsdag den 23. juli 2015

'Svøm med dem som drukner' af Lars Mytting

Edvard vokser op hos sin bedstefar på en gård i Norge efter hans forældre omkom, da han var lille. De lever afsondret som følge af, at bedstefaren var på tyskernes side under krigen. Men da han dør kommer noget af familiehistorien frem i lyset og Edvard står med valget mellem at blive på fjeldet i det velkendte bondeliv eller at rejse ud og prøve at finde ud af, hvad der gemmer sig i slægtens historie. Edvards forældre døde under mystiske omstændigheder i 1971 i Frankrig og i tre dage derefter var den treårige Edvard forsvundet. Han dukkede op langt derfra uden at kunne huske noget.
Edvard tager afsted for at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete og sporene fører ham først til Shetlandsøerne, hvor bedstefarens bror måske lever og hvor Edvard støder på en spændende kvinde. Hun har en plads i historien, der også viser sig at gemme på en forsvundet skat.
Romanen er slægtsroman, spændingsbog og kærlighedshistorie i ét, og dertil velskrevet, uforudsigelig og helstøbt.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 15. juli 2015

'Alt det lys vi ikke ser' af Anthony Doerr

Marie-Laure bor med sin far i Paris. Som seksårig bliver hun blind og hendes far laver en miniaturekopi af nabolaget, så hun kan lære at finde vej ved at føle, tælle og lytte. Om dagen tager hun med ham på arbejde på naturhistorisk museum og føler sig vej ind i en hel anden verden. Da 2. verdenskrig begynder må de sammen flygte til Saint-Malo ved kysten, hvor de får husly hos en onkel. Med sig har faren en uvurderlig skat fra museet.
I Tyskland vokser den forældreløse Werner op med en særlig evne for radioteknik, og uden andre muligheder for at slippe for et liv i de lokale miner end at søge ind på en Hitlerjugend-skole og blive soldat.
Mens Marie-Laure må lære at klare sig i en ny, besat by, kæmper Werner for at holde sig i live i en krig, hvor menneskeliv ikke er meget værd.
Fortællingen snor og vrider sig til de to hovedpersoner mødes.
Romanen er fyldt med et vidunderligt galleri af mennesker, som bærer historien frem og giver den en særlig magi. Vi møder den agorafobiske onkel, der sender forbudte programmer ud fra sin radiosender, de lokale damer i Saint-Malo, der smugler beskedder fra modstandsbevægelsen i nybagt brød, Werners stærke søster, der ikke kan tilgive ham, at han går med i Hitlerjugend, Marie-Laures far, der gør sin datter stærk, trods hendes handicap og den syge ss-mand, der jagter den skat, som er rejst med til Saint-Malo. Det hele er skrevet med en lyrisk og sanselig detaljerigdom.
En virkelig smuk læseoplevelse, der vandt pulitzerprisen i 2015.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 10. juli 2015

'Sandheden om Harry Quebert-sagen' af Joël Dicker

Efter at have skrevet en bragende succes af en roman, er den unge forfatter Marcus Goldman blevet ramt af skriveblokering og søger hjælp hos sin gamle mentor Harry Quebert. Men det bliver dog Marcus, der må hjælpe Harry, da der bliver fundet et kvindelig i hans have. Liget viser sig at være den 15-årige lokale pige Nola, der forsvandt 33 år tidligere. Harry bliver hurtigt den hovedmistænkte og anholdt, da det kommer frem, at han har haft et kærlighedsforhold til Nola. Marcus kaster sig ud i at forsøge at opklare sagen; sikker på, at Harry virkeligt elskede Nola og ikke kunne have dræbt hende. Den lokale by reagerer med forargelse overfor Harrys forhold til den langt yngre kvinde, og er ikke villige til at hjælpe Marcus, men der viser sig alligevel adskillige andre mulige mistænkte. Nola har nemlig også været i kontakt med en lokal rigmand og er blevet kørt af dennes skumle chauffør til hemmelige møder. Desuden er hendes familie flyttet til byen under mærkelige omstændigheder og Nola har tit vist sig med blå mærker efter skænderier i hjemmet. Og som om det ikke var nok, så er Nola sidst blevet set, dækket af blod, på flugt fra en mand i skoven, men vidnet er også blevet dræbt.
Marcus øjner chancen for at skrive alletiders bog med det råmateriale og i jagten på sandheden, bringer han sig selv i livsfare.
Der er nok af forgreninger i historien og plottet til at man holdes fanget, selv om historien godt kan gå lidt i stå undervejs. Til sidst sætter den dog farten i vejret, indtil man næsten ikke længere kan finde ud af, hvad der er sandhed og løgn.
Det hele bliver krydret med lidt kærlighed og et par gode grin, og alt i alt bliver det til god underholdning.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 8. juli 2015

'Historien om A.J. Fikrys liv' af Gabrielle Zevin

A.J. Fikry ejer en lille boghandel på øen Alice Island. Efter hans kones død er han blevet gnaven og livstræt. Han isolerer sig og drikker for meget. Det eneste af værdi, han har tilbage, en meget sjælden Edgar Allen Poe bog, bliver stjålet og med den hans økonomiske frihed.
Men en dag finder han en lille pige efterladt i boghandlen, og hun bliver hans chance for et nyt liv. Pigens mor bliver fundet druknet, og da hun har overladt datteren Maya med en seddel om, at hun gerne vil have, at boghandleren tager hende til sig, får A.J. muligheden for at adoptere pigen.
Usikker på boghandlerens evner som far, begynder byens kvinder at dukke op i boghandlen for at hjælpe, og pludselig går også forretningen bedre. Maya, der er en fremmelig lille læsehest, hjælper til ved gladeligt at uddele bøger til byens børn, som deres forældre så må betale for.
Også den venlige betjent, der har hjulpet A.J. med både tyveriet og fundet af Maya, begynder at besøge boghandlen, og får øjnene op for glæden ved at læse. Nu hvor A.J.'s liv er blevet åbnet for kærlighed og venner, får han også øjnene op for en kvinde, der kan finde plads i hans hjerte.
Men tyveriet af bogen og hvorfor Maya er blevet efterladt i netop A.J.s boghandel spøger stadig...

Romanen er en charmerende historie fyldt med kærlighed til bøger. En oplagt lille ferie-perle til alle slags bogelskere.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne


mandag den 6. juli 2015

'Den med Richard Lange' af Emma Elisabeth Nielsen

Drengen Eigil vil ikke hedde Eigil, for det hedder hans far også og han forlod moren inden han blev født og så gik hans mor i sort og det gør hun stadig en gang imellem og så tager hun kufferten midt om natten og triller ud på gaden, men hun skal nok komme tilbage igen. Richard Lange var postbudet, der kom med brevet fra faren, hvori der stod, at han havde forladt den højgravide mor og storebroren Julian, der ofte sidder og vugger frem og tilbage og lægger sine kabaler. Nu kommer Richard Lange med sin rive flere gange om ugen og river og klipper og beskærer og slår græs, så der snart ikke er mere græs på plænen, men drivhuset er morens og det er dødt og det skal han holde nallerne fra. Eigil vandrer tit rundt for sig selv og prøver at finde ud af hvordan moren kan komme sig over sit knuste hjerte og tager bussen ind til byen og får job hos boghandleren og får 9 kroner i timen for det koster det at tage bussen.

'Den med Richard Lange' er en herlig og rammende bog om en dreng, der bliver mobbet i skolen og som er den, der binder den lille familie sammen. Drengens tanker og følelser bliver meget fint beskrevet og det skærer langt ind i hjertet på læseren. Historien bliver fortalt i et barnligt sprog med masser af underlæggende humor, som ellers er en trist omgang set fra en voksens synspunkt.