torsdag den 22. august 2013

'Snebarnet' af Eowyn Ivey

Mød Mabel og Jack i Alaska for meget længe siden. De er flyttet til Alaska og lever det hårde  liv som nybyggere i den smukke, men barske natur. En stor sorg følger dem overalt og bliver afgørende for deres liv i vildmarken. De har mistet deres eneste barn ved fødslen, men så sker der noget, da de en dag laver en snepige i den nyfaldne sne.  Ganske langsomt  går et gammelt russisk eventyr i opfyldelse og  bogens handling går for alvor i gang, og en vidunderlig historie kan begynde.
Pigen Faina dukker op i skovbrynet , men forsvinder for så snart at dukke op igen. Faina bliver en del af deres liv, spiser hos dem snakker med dem, men går altid igen  - Hun lever sit eget liv i skoven hendes forældre er døde, men klarer sig på mærkværdig vis i den kolde vinter. Snebarnet bliver voksen og så tager historien en ny drejning!! Bogen er fyldt med  flotte naturbeskrivelser af dyr og planter. Læs denne magiske fortælling, som du selv hurtig føler dig som en del af. Husk så lige at eventyr både kan være sørgelige og det helt modsatte - Valget er dit eget, når du efter endt læsning lukker Snebarnet ned.

onsdag den 21. august 2013

'Redningsbåden' af Charlotte Rogan

Da vi i starten af bogen præsenteres for Grace, er hun 22 år, har været gift i 10 uger, enke i 6 uger, og står anklaget for mord med krav om dødsstraf. Grace fortæller herefter selv sin historie: Hun er lige blevet gift med den velhavende Henry, lykken er gjort, og de er på vej tilbage til USA i 1914, da deres skib forliser. Grace reddes ned i en af de sidste redningsbåde, der er overfyldt og styres af sømanden Hardie. I de 21 dage der går, inden de skibsbrudne reddes, udspiller sig flere dramaer. Kvinderne i båden intrigerer og kampen for overlevelse begynder. Hvem holder med hvem og hvem har magten? Hannah og Mrs. Grant tager styringen fra Hardie, men hvor langt vil de gå for at beholde kontrollen, og hvem holder Grace egentligt med, - om nogen udover sig selv?
Grace fremstilles ikke selv som nogen helgen. Bogen forsøger sig med at tegne psykologiske portrætter af mennesker under ekstremt pres. Det er et interessant tema, men hovedpersonen er ikke helt spændende nok, til at det for alvor fanger. Hun virker lidt for stereotyp som den fattige unge pige, der kynisk forsøger at indfange den rige unge mand, der ellers er engageret til anden side. Selve de moralske overvejelser og diskussioner ombord på båden giver dog masser af stof til overvejelser og diskussion. Er det fx mere mord at smide en mand ud fra en overfyldt redningsbåd, end det er at undlade at samle et lille barn op fra havet, når man har muligheden?

torsdag den 8. august 2013

'Brun mands byrde' af Hassan Preisler

Det er svært at opsummere handlingen i Hassan Preislers selvbiografiske debutroman. Ikke fordi der ikke sker noget, men fordi der sker en hel masse.

Bogens titel er en omskrivning af Rudyard Kiplings digt 'Hvid mands byrde' fra 1899.

Grundlæggende er fortællingen delt i tre spor. Det ene har med hovedpersonens herkomst og opvækst at gøre – Hassan Preisler er halvt pakistaner og opvokset i Bern, Berlin og Bagsværd. Det andet spor handler om Preislers arbejde i ”integrationsindustrien”, hvor han kombinerer sin skuespillerbaggrund med integration og grænseoverskridende arbejde. Romanens tredje spor beskæftiger sig med forholdet til hustruen May og datteren Sonia.

Som fortællingen skrider frem, går det selvfølgelig ikke an at holde de tre spor adskilt. Eksempelvis er det vanskeligt at adskille Preislers pakistanske og danske identiteter fra arbejdet med integration.

Tempoet i 'Brun mands byrde' er højt, og fortællingen krydsklipper hele tiden mellem de tre handlingsforløb. Derfor er romanen ikke inddelt i kapitler med overskrifter. I stedet er den delt op i en masse små afsnit, typisk ikke længere end et par sider, som afløser hinanden igennem fortællingen.

Kunne man lide Dan Tùrells 'Vangede billeder', vil man sandsynligvis også synes om 'Brun mands byrde'.

tirsdag den 6. august 2013

'Hvor blev du af Bernadette' af Maria Semple

Kort før jul forsvinder Bernadette sporløst. Hun efterlader sig sin mand og sin 15-årige datter Bee. Denne roman består af Bees betragtninger og undersøgelser af, hvad der er blevet af hendes mor. Forskelligt bevismateriale fremlægges og belyser Bernadettes sidste måneder derhjemme.
Arkitekten Bernadette bor sammen med mand og datter i et gammelt forfaldent hus i Seattle. Hendes mand har en høj stilling hos Microsoft, men deres hjem lever absolut ikke op til den standard, som naboer og forældre i Bees klasse gerne ser. Bernadette er nemlig ikke helt som de andre mødre og har svært ved at indrette sig efter lokalsamfundets normer. En række absurde episoder gør, at selv Bernadettes mand på et tidspunkt mener, at hun i bogstavelig forstand er klar til en indlæggelse.
 Det er en morsom og humoristisk bog, og samtidig en grotesk historie om tilpasning og normalitet i et amerikansk middelklassesamfund. Kan godt anbefales!