torsdag den 25. august 2011

'Hotellet på hjørnet af bitter og sød' af Jamie Ford



En fin og velskrevet bog om to børns venskab og kærlighed, og om en måske lidt overset del af den amerikanske historie; interneringen af alle af japansk afstamning under 2. Verdenskrig.
Henry er midt i halvtresserne og har for nylig mistet sin kone. Han kæmper med at finde sig tilrette i sit liv uden Ethel og med at etablere en bedre kontakt til sønnen Marty. Samtidig husker han tilbage. I 1942 mødte han som 12-årig den jævnaldrende pige Keiko. Som de eneste asiatiske børn på en "hvid" skole, fandt de to hurtigt hinanden i et tæt venskab. Keiko var japaner, Henry kinesisk. Men i 1942 var USA's største fjende Japan og alt japansk. Keiko og hendes familie blev tvangsinterneret og selv om børnene forsøgte at holde kontakten med hinanden havde de mange odds imod sig.
Bogen veksler fint mellem de to tidsperioder, der begge er interessante på hver sin måde. Det er en kærlighedshistorie, der også tager temaer op som far-søn-forholdet, etniske grupperinger i det amerikanske samfund og vores behov for at skabe fjendebilleder.

tirsdag den 16. august 2011

'De tre Weissmanns fra Westport' af Cathleen Schine

Hver gang en film eller en bog slår sig op på, at plottet er lånt fra Jane Austen kan jeg ikke lade være med at sukke. Det sætter forventningerne alt for højt samtidig med, at jeg bare er nødt til at finde ud af, om de kan leve op til det. Filmen 'Clueless' lånte plottet fra 'Emma' med sødme og 'Bridget Jones' dagbog' slap også nogenlunde fra at låne fra 'Stolthed og fordom'.
'De tre Weissmanns fra Westport' låner fra 'Fornuft og følelse' uden helt det samme held. Betty må sent i sit liv gennemgå en uventet skilsmisse fra sin mand, og slår sig ned i byen Westport med sine to midaldrende døtre, den lidenskabelige Miranda, der er gået konkurs og den fornuftige Annie, der føler, at hun må redde sin familie fra økonomisk katastrofe. Her møder de diverse helte og skurke, der minder om personer i 'Fornuft og følelse', mens det hele dog ender knapt så forudsigeligt, som plottet lægger op til.
Måske ville jeg slet ikke have opdaget parallellerne mellem de to historier, hvis de ikke var en del af PR'en. Og jeg tror også, jeg ville have nydt bogen mere på dens egne præmisser, for den er faktisk ganske hyggelig og sjov og af og til med lidt Austensk bid. En rigtig hængekøjebog.

'Drømmehjerte' af Cecilia Samartin

En både underholdende og rørende fortælling om kusinerne Nora og Alicia, der vokser op sammen i Cuba. De tilhører den velhavende overklasse og lever et luxusliv, der dog brat ændres, da Castro tager magten i Cuba. Nora flygter med sine forældre til USA, mens Alicia bliver i Cuba. De drømme om frihed og uddannelse til alle, som Alicia og hendes mand har haft, bliver dog relativt hurtigt knust af det kommunistiske styre og gennem Alicias breve til kusinen i USA fortælles om det hårde fattige liv i Cuba, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Nora i USA slås med emigrantens evige længsel efter det mistede og har svært ved at findes sin plads i livet. Situationen i Cuba forværres, og da Alicia bliver syg, beslutter Nora sig for at tage tilbage til Cuba for at hjælpe sin kusine.

Det er en underholdende og bevægende roman, en af dem med lidt dybde i. Man kan næsten ikke andet end blive rørt over Alicias skæbne, og samtidig bliver man lidt klogere på Cubas historie.

tirsdag den 9. august 2011

'Scener fra en landsby' af Amos Oz

Gennem otte fortællinger, der alle foregår i den israelske landsby Tel Ilan, følger vi forskellige af landsbyens indbyggere. Vi får et indblik i tanker og følelser, der ikke ellers gives udtryk for; et blik ind under overfladen, hvor der ofte tænkes og handles irrationelt. Hovedpersonen i en fortælling optræder måske som biperson i den næste, og giver et fint billede af landsbyens liv: Hver enkelt er i centrum i sit eget liv med egne længsler og drømme, men indgår samtidig i en større sammenhæng. En del af historierne ender ret uafsluttet, så det kan være svært at fornemme, hvad der videre vil ske. - F.eks. med ejendomsmægleren, der efterlades i en mørk kælder.. - Eller den ulykkeligt forelskede teenager Kobi. Det er måske nok hverdagsliv, der er omdrejningspunkt for novellerne, men med udgangspunkt i hverdagens dramaer bliver hver eneste historie spændende og interessant. Man får lyst til at begynde forfra igen og måske opdage en ny sammenhæng mellem de forskellige personer. 

fredag den 5. august 2011

'Pindsvinets elegance' af Muriel Barbery



'Pindsvinets elegance' er en fransk bestseller af filosofiprofessor Muriel Barbery. Og fransk og filosofisk er den, men på en fin og letlæst måde.
René er portnerske i et fornemt hus med dyre lejligheder i Paris. Hun lever en skyggetilværelse, hvor hun udadtil lader som om hun er en typisk fransk portnerske, mens hun bag lukkede døre lever et intellektuelt og følelsesladet liv. En dag kommer hun dog til at afsløre sine litterære tilbøjeligheder for en nyindflyttet japansk rigmand, og han trænger sig ind i hendes liv og tilbyder sit venskab.
I en af de andre lejligheder bor den hyperintelligente 12-årige Paloma, der føler sig malplaceret i sin familie og synes verden er afskyelig. Hun har planlagt sit eget selvmord med stor omhu, men også hun bliver ven med japaneren og må genoverveje, om livet er værd at leve.
De tre finder sammen i en uventet alliance af venskab og livslyst, der vender op og ned på tingene.
Det er en tænksom bog med personer, det er lette at holde af.

tirsdag den 2. august 2011

'Arseniktårnet' af Anne B. Ragde



'Arseniktårnet' er en barsk og bitter slægtshistorie. Romanen starter med at Therese bliver ringet op af sin mor Ruby, der glædesstrålende beretter at 'Mormor er død'. Herfra skrælles familiens historie tilbage i tiden - først med Thereses oplevelser med mormor, så Rubys med sin mor, så mormoderen Malie Thalias eget liv. Historien er fuld af bitterhed og uopnåede drømme, som trækker lange fangtråde frem i familiens historie fra generation til generation. Jeg synes, det er en stærk fortælling om de ting, der bæres videre i en familie og de mange måder, man kan ødelægge hinanden på. Og hvis man vender historien om igen så den følger tidens gang fra Malie Thalias barske opvækst frem til Thereses kærlige forhold til sin søn, er det også en historie om, at bryde med fortiden.