tirsdag den 30. september 2014

'Pendlerne' af Simon Fruelund

Så kom endelig bogen, som burde være en gave til alle, der dagligt tager toget - nemlig Pendlerne.
Kalundborg 7.11. Svebølle 7.23. Jyderup 7.30. Mørkøv 7.36. Knabstrup 7.40. Regstrup 7.48...Østerport 9.11. Hvert kapitel sin station og så kører det ind mod endestationen Østerport.Fortælleren har kørt denne strækning mange gange og analyserer med et falkeblik de forskellige passagerer, der står af og på. Det kommer der en ganske morsom bog ud af.
Læs lige her:
Knabstrup 7:40: Hun er gået de næsten tre kilometre fra teglværket i raskt tempo, og alligevel fryser hun....
Lejre 8:29: Hun er 89 og bor på et nedlagt husmandssted ved Kisserup. Det er næsten 50 år siden hun og hendes mand overtog det og indrettede atelier i den gamle hestestald... Nørreport 9:06: Han er 27 og er ved at skrive sit speciale om til en bog. Han er inspireret af en engelsk antropolog, der engang i 50erne genfortalte Hamlet for en vestafrikansk stamme....Bogens Fortæller er solidarisk med sine medpassagerer og fortæller loyalt "deres historie".Det er hverdagsportrætter af almindelige mennesker en almindelig dag i et almindelig tog på strækningen Kalundborg - Østerport.
Starter du med at læse bogen, når du stiger på i Kalundborg,  kan du være færdig, når du stiger ud på Østerport station, en god læsoplevelse rigere!


mandag den 22. september 2014

'Men sko må jeg ha' af Linda Lassen

Snart kommer en ny tv-serie om krigen i 1864 og hvad ville være mere oplagt også at læse en bog om vilkårene i årene efter? Henriette Gubi bliver født i Sønderjylland året 1856. Hun kommer til at mærke, hvad det vil sige at have tabt krigen . Hun evner at fortælle og skrive digte og får trods fattige kår en uddannelse på Zahles i København. Imidlertid er dansk blevet forbudt i skolerne og Henriette ser det som et kald at undervise de danske børn i deres hjem, så hun bliver vandrelærerinde. Sideløbende hører vi historien om Knud, som bor illegalt hjemme, da han nægter at melde sig til preussisk militærtjeneste. Romanen har gode person- og hverdagsskildringer om tiden efter krigen i 1864. Interessant læsning om de barske vilkår for danskerne i et tabt land.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 17. september 2014

'Bønner for de bortførte' af Jennifer Clement

Ladydi er født og opvokset på et bjerg i Mexico, som alle - inklusiv hendes far- på et eller andet tidspunkt flygter fra. Ikke så mærkeligt, når man bor et sted, hvor helikopterpiloterne kaster gift ud over befolkningen, fordi de ikke har modet til at flyve videre til valmuemarkerne. De tilbageværende kvinder og børn graver huller til deres døtre, som de kan skjule sig i, når de store firhjulstrækkere kommer susende på jagt efter unge kvinder, der kan bortføres. De mindste piger klædes ud som drenge, mærkeligt nok bliver der officielt kun født drenge på det bjerg...
Ladydis mor er vred, ulykkelig og tit halvfuld. Måske hænger det sammen med at far er rejst, og at Ladydis bedste veninde Maria i virkeligheden viser sig at være hendes halvsøster? Da Ladydi får chancen, rejser også hun til storbyen. Men livet som ung voksen er ikke alting så nemt; hun oplever både mord, kærlighed og et mexicansk kvindefængsel indefra. Her viser hendes mor sig dog fra den handlekraftige side.
Det er en gribende historie, fortalt i en underfundig humoristisk tone, der tager brodden af det alvorlige emne uden at negligere det. - Om de forfærdelige forhold, som mexicanske piger og kvinder lever under, mens deres mænd for manges vedkommende søger mod det forjættede USA.


fredag den 12. september 2014

'Levende og døde i Winsford' af Håkan Nesser

Den kendte svenske TV-vært Maria har indlogeret sig i et hus på heden i det sydvestlige England tæt på Winsford sammen med sin hund Castor. Hun bruger sin mors pigenavn, og tidligt i bogen står det klart, at hun efter en dramatisk begivenhed nu er på flugt. For ganske kort tid siden var hun på vej til Marokko sammen med sin ægtemand forfatteren og litteraten Martin Holinek. Så hvad er der sket? - Det bevæger vi os langsomt hen imod, samtidig med at vi bid for bid får mere at vide om Martin og Marias ægteskab. Desuden bruger Maria en del tid på at læse Martins dagbogsnotater fra de somre omkring den tid, hvor de mødte hinanden, sidst i 70'erne. Efterhånden føler Maria sig mere og mere utryg; hun finder døde fasaner på sit dørtrin, Castor forsvinder i flere dage, og er der en, der holder øje med hende? Maria må lægge en plan.
Det er en lidt speciel spændingsroman, ikke hæsblæsende, snarere roligt fremadskridende, skabende en mere og mere uhyggelig og intens stemning. Dette understreges især af naturbeskrivelserne og af den kærlighedshistorie, der også bliver plads til. Samtidig er det et fint psykologisk portræt af en kvinde i dyb krise. Der er lidt for mange løse ender til sidst, eller også er der noget, jeg ikke helt har fattet, men alligevel er helhedsindtrykket godt. Læses i tåget diset vejr, med brændeovn, hund og varm te indenfor rækkevidde!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 4. september 2014

'Billie' af Anna Gavalda

Billie og hendes bedste ven Franck er under en vandretur i et øde område styrtet ned fra en klippe. Franck er kommet alvorligt til skade og i løbet af den nat, hvor de venter på hjælp, fortæller Billie deres fælles historie til en lille stjerne.
Deres venskab starter med et skuespil, de i slutningen af folkeskolen skal opføre for resten af klassen. Både Billie og Franck er anderledes end de andre børn. Han er lidt svagelig, tidligt bevidst om sin homoseksualitet, hun er allerede som baby blevet forladt af sin mor og udsat for en del svigt fra sin fars side. Kort sagt, så er de outsidere i klassen, dem de andre ikke vil lege med. Efter samarbejdet om skuespillet, - der bliver en stor succes, - finder de sammen i et venskab, der på trods af op- og nedture giver dem begge nyt mod på livet.
Forfatteren lever sig fint ind i Billies miljø og sprog, hvilket både er bogens styrke og dens svaghed. Vi får et meget nuanceret billede af Billies liv og hendes venskab med Franck, mens sproget i længden kan blive lidt for meget. Nu er bogen ikke så lang, så jeg synes alligevel, at det holder.
Fin lille fortælling med en hyldest til venskab og skæve eksistenser.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 3. september 2014

'Eleanor og Park' af Rainbow Rowell

Eleanor og Park mødes i skolebussen, hvor de tilfældigt kommer til at sidde ved siden af hinanden. I starten forsøger de at ignorere hinanden for at slippe for mobning fra de dominerende elever bagerst i bussen. Men langsomt begynder de at kommunikere, finder ind til hinanden og bliver forelskede.
Eleanor kommer fra en fattig familie, hvor hun ikke er velkommen. Moderen har giftet sig igen, og den nye mand skaber problemer for Eleanor og hendes søskende. At få mad på bordet og tøj på kroppen er ikke en selvfølgelighed.
Park kommer fra en bedre stillet familie, og lukker med undren Eleanor ind i sin egen relative velstand. Han låner hende tegneserier og forærer hende batterier, så hun kan lytte til musik. Hans familie ser dog med undren på den mærkelige pige, der har svært ved at begå sig.
De er begge outsidere på deres egen måde, både i skolen og i deres familier. Park bliver et holdepunkt i Eleanors liv, og da situationen i hendes egen familie rammer kogepunktet, bliver han en redningsplanke.
Romanen er en følsom og stærk kærlighedshistorie. Forholdet mellem Eleanor og Park er beskrevet med stor indsigt og forståelse for et teenageliv fyldt med mobning og konflikter med voksne.
Jeg vil anbefale romanen til alle, både unge og voksne, og især til dem, der var vilde med John Greens bog 'En flænge i himlen'.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne