mandag den 17. december 2012

'Røde orm' af Frans G. Bengtsson

Med humor og fremdrift fortæller Frans G. Bengtsson om vikingen Røde Orm og hans mange togter ud i verden.
Som ung mand bliver Orm røvet af en flok vikinger, der overfalder hans hjem. Da han formår at slå en af røverne ihjel tager de andre ham med, så han kan ro for den dræbte, og det bliver starten på en lang og farverig færd ud i en verden, hvor man tager, hvad man vil have, dræber uden at tøve og heldet er den bedste allierede man kan få. Røde Orm bliver stærk som en okse og en stor høvding, men har hang til tungsind og en smule hypokondri, når heldet svigter ham. I verden møder han andre religioner, men den ene gud kan jo være lige så god som den anden, når bare byttet er stort, møerne villige og øllet stærkt.
Blodet flyder og nåde er ukendt, men det emmer af fortælleglæde og  mandehørm på den gammeldags måde.

torsdag den 13. december 2012

'Verdens vinter' af Ken Follett

Dette er anden del af Ken Folletts store trilogi om det tyvende århundrede fulgt gennem 5 forskellige familier fra Rusland, USA, England og Tyskland. Vi følger personerne gennem 30'erne og 40'erne; gennem fascisme, nazisme, krig og elendighed. Det er grundlæggende underholdende, spændende og interessant og man hænger gerne på hele vejen og hepper på Carla i Berlin, Woody i USA, Lloyd i London, Volodja i Moskva... Vores hovedpersoner er sønner og døtre af heltene/skurkene fra første bog 'Giganternes fald'. En sætning, der har bidt sig fast i min hukommelse, er Volodjas undren, da han rejser gennem USA: "Hvordan skal vi få folk til at kæmpe for kommunisme, når de er så rige som amerikanerne? De kan jo bare købe alt det, de har brug for?" Min eneste anke er, at bogens socialister overalt optræder som de sande helte, der i modsætning til de fleste andre forstår at styre udenom nazisme, kapitalisme og kommunisme, det bliver lidt for politisk unuanceret og trættende i længden. Men spændingen holder, det historiske stof er velbehandlet, og man føler sig trods alt klogere på en stor del af 2.Verdenskrigs historie efter endt læsning.