mandag den 25. februar 2019

'Smaragdsliberen' af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy er vendt tilbage til livet efter et hjertestop. Men han har svært ved at koncentrere sig om at leve det efter en stærk nærdøds oplevelse. Han mødes og spiller skak med sin gamle ven smykkehandleren Youssef, som han voksede op sammen med i Nazareth. Dengang betød det ikke så meget, at en af dem var jøde og den anden muslim. Men verden omkring de to ældre mænd har ændret sig.
Pierres datter Zara er kunsthistoriker og er netop rejst til Georgien, hvor hun skal undersøge nogle hulemalerier. Zara ser sig selv som ateist, men da en flok islamister kidnapper hende, får hun til sin egen overraskelse brug for Gud - og velsignes af en helt særlig oplevelse.
Det er en fin roman. Der er meget detaljerede interessante beskrivelser af Pierres arbejde med at slibe en kæmpe smaragd og far-datter forholdet er fint beskrevet ligesom venskabet mellem de to ældre mænd. Måske kunne man godt være kommet lidt dybere i det religiøse tema og de dilemmaer hovedpersonerne oplever, men det var en god læseoplevelse, som jeg kun kan anbefale!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 14. februar 2019

'Upstate' af James Wood

Alan er taget til USA sammen med sin datter Helen for at besøge sin anden datter Vanessa. De har fået en henvendelse fra Vanessas lidt yngre kæreste Josh, der er bekymret for Vanessas tilstand. Vanessa underviser i filosofi og har et helt andet sind end sin søster Helen, der er lys, effektiv og lidt flagrende i sin måde at være på. Vanessa bliver lettere deprimeret og tager sig alting mere nært. I løbet af turen gør Alan sig mange tanker. Om forskellen på de to døtre, om sit ansvar som far, om skilsmissen fra pigernes mor og hendes efterfølgende død. Men også hans forretninger, der ikke går helt som planlagt og den gamle mor på plejehjemmet er genstand for hans bekymringer.
Under opholdet i USA får han et større indblik i Vanessas liv og kommer frem til en beslutning om, hvad han må gøre.
Det er en vældig god roman om en fars bekymring for sin datter, om hans kærlighed til hende og den stolthed, han også føler, samtidig med at han kæmper for at finde en måde at hjælpe hende på. Den er skrevet i et langsomt fremadskridende fint sprog, som giver plads til refleksion.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne