'God ven af liget' af Andrej Kurkov

Andrej Kurkov udkom første gang på dansk med bogen 'Døden og en pingvin', og det er lige sådan en titel, jeg ikke kan gå udenom! Og jeg blev ikke skuffet - den handlede netop om døden og en pingvin - på en meget underfundig og ukrainsk måde.

Så jeg kastede mig gladeligt ud i 'God ven af liget' og fik endnu en underfundig og ukrainsk oplevelse. Bogens hovedperson Tolja lever et trist liv i Kiev, med en kone der er ham utro, og han beslutter, at livet ikke er værd at leve. Han er dog for fej til at begå selvmord og beslutter i stedet at købe et lejemord på sig selv. Og så er hans liv pludseligt ikke kedeligt længere!

Romanen er uforudsigelig, underlig og sjov - jeg vil anbefale den til fans af Erlend Loe og Magnus Mills.

'Dette burde skrives i nutid' af Helle Helle

Dorte har lejet et hus overfor stationen i Glumsø. Hun skal forestille at læse på universitetet, men hun kan ikke rigtig tage sig sammen. Sjovt nok gør hun sig ikke de store tanker om det. Dagene går bare. Hun tager til København, går lidt rundt, handler lidt, tager hjem igen. Hun tænker tilbage på forskellige forhold til forskellige fyre. Går nærmest lidt fra den ene til den anden, lader sig rive med, uden egen fri vilje (fristes man til at gætte på). Man kan godt blive lidt irriteret på Dorte.
Som en af mine kollegaer sagde, så afhænger ens holdning til denne roman meget af, hvad man forventer af en god bog. Vil man underholdes? Vil man flyttes et andet sted hen? Væk fra den grå hverdag? - I givet fald er det nok ikke lige den her roman, man skal have fat i. Det kunne faktisk være interessant at opleve Helle Helle prøve kræfter med noget lidt andet stof.
Men hvis man selv var ung i 80'erne og kan spejle sig i Dortes rodløse driven omkring, så kan man ikke komme uden om, at Helle Helle tegner nogle meget præcise billeder, der kan genkendes. Og hvis man i øvrigt kan lide hverdagshistorier, skrevet i et enkelt præcist sprog og er klar til at læse mellem linierne, ja så kan romanen helt klart anbefales.

Hvornår er det min tur til at skrige? af Karin Heurlin

Hvornår er det min tur til at skrige? Af Karin Heurlin, Peoples Press 2011

Hvordan jonglerer man mellem en 0-årig skrigeballon og en trodsig 2-årig? Det får vi et godt og muntert bud på i denne selvbiografiske roman om livet med to små børn, fire papbørn, en mand der synes at cykling er det mest afslappende i verden og en omverden, der hele tiden spørger, om barnet er sultent – eller beder forældrene om at få hende til at holde op med at skrige. For at citere en deltager i tv-dokumentaren Årgang 0:”Hvor er det let at have et barn – man vidste det bare ikke. Den ene kunne jo sove, mens den anden passede barnet.” Dette må også denne bogs forfatter sande på den hårde måde. En uge efter barn nummer to er født tager manden hende og familien med på cykelture på både 60 og 80 kilometer. En tur til Grøn Koncert er også indlagt, - for det er jo sommerferie, og der må man ikke kede sig. Men Karin lærer at sige både til og fra, og også hun finder en rytme hvor der balanceres mellem børnenes, familiens og egne behov. Den daglige motion foregår – primært om natten – rundt om bordet med et skrigende barn på armen. Og da en halsbyld melder sig er bunden ved at være nået, indtil manden tager over, så Karin får overskud til at bekæmpe infektionen. Det er en humoristisk skildring af livet i en moderne kernefamilie i det mondæne Hellerup; set med en Bogense-piges øjne.

'Elefantens rejse' af Jose Saramago

I 1500-tallet sendes elefanten Salomon og elefantpasseren Subhro ud på en længere rejse fra Lissabon til Wien, fordi den portugisiske konge har besluttet at forære elefanten til ærkehertugen af Østrig. Elefantgaven kræver en del udstyr, planlægning og soldatereskorte, som vi følger på den lange tur.
Der er ingen andre forfattere, der skriver præcist som Saramago. På en gang ironiserende over menneskenes skæbne, med sin lidt bedrevidende fortællerstemme; funderende over livets tilskikkelser og fantasier, og på den anden side fortællende på en insisterende måde...
Saramago skriver godt, men det er ikke nogen letlæsningsbog. Der er et par ting man skal vænne sig til, f.eks. at alle navneord konsekvent skrives med små bogstaver. Det gør teksten meget kompakt. Den kræver en del koncentration og er ikke så let at skimme sig gennem for læseren; men det er helt sikkert heller ikke meningen, at den skal være det... - En læseoplevelse af de bedre venter den tålmodige!!