tirsdag den 27. december 2016

'World War Z' af Max Brooks

Har du nogensinde overvejet, hvordan verden vil se ud efter at menneskeheden har besejret de levende døde? Sikkert ikke – men det har den amerikanske forfatter Max Brooks. Resultatet er bogen World War Z.

Igennem bogens 440 sider kommer vi på en velskrevet og velresearchet tur rundt i det meste af verden, hvor vi igennem interviews med overlevende får et indblik i menneskehedens respons på den største krise nogensinde. Interview for interview fortælles en historie om panik, svigt, viljestyrke og usandsynlige helte – det starter med en spæd krise og nogle uforklarlige hændelser, og ender i en global krig mellem menneskeheden og de levende døde.

I denne bog formår forfatteren både at gøre læseren interesseret i hvert enkelt øjenvidnes individuelle historie, mens han hele tiden har fokus på at skabe en sammenhængende og realistisk rammefortælling. Dette er en bog, der leger med genrerne. Bogen er fiktion, men man får næsten oplevelsen af at læse en historisk skildring af en virkelig hændelse.

World War Z er allerede en moderne klassiker inden for gyser- og apokalypsegenren, men den er værd at læse for alle med gode nerver og interesse for god litteratur.
Som læser skal man ikke lade sig narre af at der for få år siden også udkom en film ved samme navn, udover navnet og zombier har de to værker næsten intet fælles.

torsdag den 22. december 2016

'Hjerneskælv' af Zenia Johnsen

Forfatteren til denne lille smukke bog faldt for 4 år siden ned af en trappe og pådrog sig en alvorlig hjernerystelse. En hjernerystelse af den slags, der ikke lige går væk. I smukke bevægende korte prosastykker - post kort - kommer hun i denne bog med kommentarer til hverdagens oplevelser - efter hjernerystelsen. Med humor og selvironi tager hun sin læser med ind i en verden, hvor det at købe en ny sofa, modtage et telefonopkald fra socialrådgiveren, møde en nabo på gaden eller bevæge sig igennem et snevejr - får en helt ny betydning. De enkelte postkort ledsages af smukke stemningsfulde billeder. Det er en bog, der er svær at beskrive, men den rørte mig dybt, og selv om den er kort, er det ikke lige en bog, man glemmer! Hermed anbefalet!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 9. december 2016

'Hjemfærd' af Yaa Gyasi

En fantastik velskrevet debutroman om to afrikanske halvsøstre og deres efterkommere gennem flere hundrede år. Effia og Esi er begge født i det senere Ghana i sidste del af 1700-tallet. Mens Effia bliver gift med en fremtrædende britisk officer på Cape Coast, bliver Esi taget til fange, solgt som slave og sendt med et slaveskib til Amerika.
I alle de følgende kapitler følger vi skiftevis Esis og Effias efterkommere frem til nutiden. Esis efterkommere lever med slaveri, undertrykkelse, oprør og kamp for lige rettigheder i USA, mens Effias slægt efter slægt oplever kolonisering, missionering og undertrykkelse samt stammekampe i deres eget land. Hvert kapitel fungerer næsten som en selvstændig fortælling med en ny hovedperson, men samtidig er det tydeligt at generationernes samspil har stor betydning for de valg den enkelte tager.
Det er en spændende og til tider meget barsk fortælling om de vilkår som slaverne og deres efterkommere har måttet leve under igennem generationer. Alle personer bliver levende og nærværende for en, og det var en bog, jeg havde svært ved at slippe. Kan anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 30. november 2016

'Dukken der blev væk' af Elena Ferrante

Elena Ferrante skriver fantastisk godt, og i denne nyeste bog på dansk sætter hun fokus på moderskabets skyggesider i en barsk fortælling. Leda er en midaldrende kvinde, hvis to voksne døtre for nylig er flyttet over til deres far i Toronto. Med en hel lang sommer foran sig, beslutter Leda sig for at leje et hus og holde ferie ved stranden. Hun fascineres af den unge kvinde Nina, der kommer på stranden med sin lille datter Elena. Nina virker som den perfekte mor og Leda tænker tilbage på sit eget langtfra perfekte moderskab. En dag taber Elena sin elskede dukke og ved en pludselig indskydelse stopper Leda den i sin egen taske. Et indviklet psykologisk spil tager sin begyndelse. Leda er tydeligvis misundelig på både Nina og på Gino, den unge mand på stranden som beundrer Nina. Men hun ser også sit eget moderskab i et nyt lys og overvejer hvilken rolle hun kan spille i Ninas liv.
En velskrevet lidt uhyggeligt roman om en kvinde, der konfronteres med moderskabets betydning og konsekvenser.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

mandag den 21. november 2016

'Tit er jeg glad' af Jens Christian Grøndahl

I Jens Christian Grøndahls nyeste roman giver han ordet til den 70-årige Ellinor, der lige er blevet enke. Ellinors beretning former sig som et brev til veninden Anna, der har været død i fyrre år. Skæbnen ville det således, at Ellinor på mange måder føler, at hun kom til at leve Annas liv: På en skiferie omkom Anna i en lavine, mens Ellinors mand Henning forsvandt sporløst. Det viste sig siden, at de to havde haft en affære. Senere giftede Ellinor sig med Annas enkemand Georg og blev stedmor for tvillingedrengene Morten og Stefan. Henning og Annas forhold blev holdt hemmeligt for alle.
Nu ser Ellinor tilbage på sit liv og kommenterer også på sin forbindelse til de to stedsønner og deres familier. Et forhold der ikke er uden problemer. Den yngre generations selvoptagethed og jagt på statussymboler, samt de forkælede børnebørn får et hip med på vejen.
Ellinor bærer på endnu en stor hemmelighed, som hun gennem sit brev betror Anna: Hun er resultatet af et kærlighedsforhold mellem en ung pige og en tysk soldat. Den viden har altid tynget og påvirket hendes liv og selvopfattelse..
Velskrevet livsklog lille roman om at acceptere sig selv og slutte fred med sit liv, sine tanker, sin sorg og sit savn.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 4. november 2016

'Forbandede kærlighed' af Colleen Hoover

Medrivende kærlighedsroman om Tate og Miles, der mødes, da Tate flytter ind hos sin bror Corbin og helt bogstaveligt falder over Miles på dørtrinet. Snart indleder de et forhold, som de forsøger at holde skjult. Miles insisterer på, at de kun kan have et seksuelt forhold, og at hun ikke må spørge til hans fortid eller forvente en fremtid sammen med ham. Efterhånden, som forholdet udvikler sig, bliver det sværere og sværere for Tate at holde sine følelser inden for de rammer.
Sideløbende med fortællingen om forholdet mellem Tate og Miles får vi også historien om, hvad der skete for 6 år siden, da Miles var 18 år og dybt forelsket i Rachel..
En velskrevet og medrivende fortælling, der er helt perfekt, hvis man leder efter en rigtig kærlighedshistorie!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 26. oktober 2016

'En dag i Cairo' af Elisabeth Flensted-Jensen

Helga er lige flyttet til Cairo sammen med sin mand, der er udstationeret og arbejder i byen. D. 9. oktober 2011 følger læseren Helga på hendes færd rundt i byen. Om aftenen skal hun holde et middagsselskab og hendes bekymringer for blomsterne, og om kokken nu kommer til tiden, står i stærk kontrast til de uroligheder, der præger byen. Hun bevæger sig rundt som en betragter, en udenforstående, der aldrig har mulighed for helt at blive en del af byens puls, men som prøver at opfange stemninger og deltage så godt som hun kan, uden nogensinde helt at kunne forstå.
Der er fine beskrivelser af en tur på motorcykel, trafikken, mødet med de lokale, forholdet til de mennesker, der hjælper med husholdningen og små anekdoter om deres liv.
Det er en stilfærdig velskrevet bog, et øjebliksbillede, der meget godt viser, hvordan det enkelte menneske lever i sin egen verden og med sine egne bekymringer og tanker, selv om verden omkring hende er ved at gå af lave.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 12. oktober 2016

'Tidens støj' af Julian Barnes

Biografisk roman om den berømte russiske komponist Sjostakovitj. Han levede under kommunismen og følte konsekvenserne af den stærkt, selv om han hele sit liv forsøgte at agere indenfor de muligheder han fik. Gennem sit liv holdt han taler, som han hverken havde skrevet eller læst på forhånd, underskrev papirer, som han ikke havde læst, og fordømte offentligt personer, som han faktisk beundrede. Længe slap han udenom at melde sig ind i partiet, fordi han ikke ville være medlem af et parti, der slog mennesker ihjel, men til sidst gik den ikke længere. Han brugte ironien til at holde en distance til "magten". På flere måder stiller bogen spørgsmålet: Var han en kujon? Mange havde gerne set ham som en martyr, - og mente, at han burde have brugt sin position til at kæmpe for forandringer og frihed, men i virkeligheden var han en mand, der bare ville beskytte sin familie og i øvrigt gerne være i fred med sin musik. Desuden havde han selv oplevet, hvor kort vej der i det sovjetiske samfund var fra anerkendelse til fordømmelse - og omvendt.
Det er en spændende og interessant problematik, bogen rejser, og Julian Barnes skriver godt. Så alt i alt en god læseoplevelse, selv om bogen nogle steder bliver lige lovlig lang og lidt tung i beskrivelserne.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 5. oktober 2016

'En søster i mit hus' af Linda Olsson

Maria og Emma er søskende og har ikke set hinanden i årevis. Ikke siden morens begravelse, hvor Maria ved en indskydelse kom til at invitere Emma hjem til hende i Spanien. Nu kommer Emma og Maria gruer for besøget. Hvad skal det nu til for? -Hun vil helt sikkert bryde Marias stille og indelukkede tilværelse og hvad skal de overhovedet tale om? Da Emma ankommer brydes isen stille og roligt selv om det i starten er meget akavet. Deres snakke bringer dem tilbage til barndommen, hvor de begge har følt sig svigtet, både af moren og af hinanden. Dagene går og de kan ikke længere komme uden om det usagte. Dengang da deres elskede søster døde.

Olsson formår endnu engang at skabe karakterer, der kryber under huden på sin læser. Det er en stilfærdig, men dyb familiefortælling om kærlighed, svigt, smerte og om at flygte fra virkeligheden.

Du kan bestille den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 29. september 2016

'I kamp mod tiden' af Ben Elton

I 2025 er den tidligere elitesoldat Hugh Stanton dybt ramt af sin families død, da han får muligheden for at rejse tilbage i tiden for at ændre én ting, og dermed historiens gang. Selveste Isaac Newton har 300 år tidligere regnet ud, at en tidssløjfe kunne bringe en tidsrejsende fra 2025 til 1914, og efterladt denne viden til lederen af Kronos-selskabet. Hugh får til opgave at forhindre mordet på Ærkehertug Franz Ferdinand, der udløste den første store verdenskrig i forventning om, at det vil føre til en bedre fremtid. Men alt hvad Hugh gør får konsekvenser og det er ikke nemt at være usynlig i en verden, hvor han i bogstaveligste forstand er forud for sin tid.
Jeg ved ikke om tidsrejseteorien holder helt, men den er spændende og godt fortalt, præcist som Ben Eltons første bog 'To brødre'.

torsdag den 22. september 2016

'Øens hemmeligheder' af Kimberley Freeman

Bestsellerforfatteren Nina Jones flytter fra Sydney til et hus på Ember Island, som hun har overtaget efter sin oldemor. Efter en voldsom storm får hun hjælp af Joe til at ordne skaderne på huset. Hun bliver straks tiltrukket af den flotte mand, men Nina har hemmeligheder og det bliver alt for kompliceret, konkluderer hun. Nina får dagene til at gå med at forsøge at skrive sin roman færdig, men hun bliver distraheret af Joe og ikke mindst af de gamle dagbogsnotater, de finder efterladt af oldemoren. Oldemorens historie bliver sideløbende fortalt, som handler om uforløst kærlighed og dunkle fortielser i det tidlige 1900-tal. Det er en spændende og velskrevet familie- og slægtsroman, hvor de to spor elegant flettes sammen. Mange kvinder vil med sikkerhed føle sig godt underholdt af denne roman, hvor jagten på kærligheden er i fokus. Er man vild med Lucinda Riley og Kate Mortons forfatterskab, så er denne en oplagt læseoplevelse.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

fredag den 16. september 2016

'Venskabets pris' af Kjell Askildsen

En ny samling noveller fra en af de store norske novellemestre. Han er efterhånden en ældre mand og disse noveller stammer fra perioden 1998-2004
Novellerne kredser især om seksualitet, drømme, forelskelse, løgne, samt de vanskelige og afgørende relationer mellem mennesker. Desuden leges med virkelighedsopfattelsen og relationen til bestemte steder.
En novelle, der især fascinerede mig var "Det røde hus" Jeg-fortælleren betragter det røde hus, som han regner for ubeboet, da en kvinde pludselig viser sig udenfor huset. Han begynder at forestille sig, hvad han kunne sige til hende, men kan ikke rigtig tage sig sammen til at tage kontakt. Og en dag står hun pludselig foran ham og spørger om hun kan låne..?
I "Den anden drøm" kommer en mand ud af sin opgang og finder ud af, at nabohuset er blevet revet ned. Han bliver så chokeret over forandringen, at han glemmer, hvor han var på vej hen og går hjem igen.
Velskrevne noveller med den sædvanlige snert af humor og selvironi, som er så karakteristisk for Kjell Askildsen
D. 8. oktober kl. 11.00 kan man i øvrigt opleve min kollega Anne læse højt fra Kjell Askildsens forfatterskab på Hovedbiblioteket i Nykøbing F.

Find bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne

tirsdag den 6. september 2016

'Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke' af Morten Vittrup.

Denne imponerende debutroman af Morten Vittrup er en velfortalt røverhistorie om en families løgne og hemmeligheder!
En forårsdag i 1954 skyller argentinske Victor i land på en strand i Malaga i Sydspanien. Han bliver bragt hen til det lokale kloster, hvor den unge Sofia arbejder som frivillig, mens hun overvejer, om hun skal være nonne. Sofia fascineres af Victor og hans mange røverhistorier, - og nonne bliver hun ikke.
Victor og Sofia bliver gift, men på trods af Victors veltalenhed, er der meget han ikke fortæller Sofia. Kun lidt efter lidt får hun hans barske historie om barndommen i Argentina, mødet med Che Guevara, tiden som hvalfanger og turen til Europa. Victor har meget med sig, og de valg, som han og andre familiemedlemmer træffer får konsekvenser, som hele familien må leve med og hver for sig takle, som de nu bedst kan.
De gamle historier kommer også til at præge de næste generationer: Victor og Sofias datter Laura, der drømmer om at blive klassisk musiker og flygter fra barndomshjemmet, lader en misforståelse styre valget af livsledsager, og føjer sine egne løgne til familien. Børnebørnene Marco og Eddie savner deres far, - og forsøger måske at ændre familiemønstret...

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 31. august 2016

'Det forsvundne barn' af Elena Ferrante

Den fjerde og sidste bog i serien om Elena og Lila fra Napoli. Elena bryder med sin mand og indleder et forhold til Nino, som hun altid har været forelsket i. Det bringer hende tilbage til Napoli og Lila. De er nu begge voksne kvinder med børn, men de konkurrerer stadig. På trods af sin uddannelse og succes som forfatter føler Elena sig ofte underlegen og er bestandig på vagt overfor Lila, som hun mistænker for at manipulere med alle omkring sig. Lila klarer sig godt i sit eget firma og har ret stor magt og indflydelse i kvarteret. Elena skiftevis misunder hende og føler sig alligevel intellektuel overlegen. Det er ikke nemt for Elena at være alene med sine døtre og forholdet til Nino er også vanskeligt, da han på trods af alle løfter alligevel ikke vil forlade sin familie. Elena må gang på gang erkende, at hun har brug for Lila i sit liv. Modsat har Lila store forventninger til Elena, som hun ikke er i stand til at leve op til. Og en dag vender en tragedie op og ned på alt.
Forfatteren formår med denne roman at afrunde og afslutte Napoli-serien på en virkelig fin måde. Sjældent ser man et venskab mellem to kvinder beskrevet så hudløst ærligt og fint - på både godt og ondt. Så hvis du ikke har læst den endnu, så gå bare igang, - men start med nr. 1!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 19. august 2016

'Tisvilde strand' af Alberte Winding

Rita er blevet skilt fra sin eksmand John og skal nu til at leve alene med sine tvillinger Lilje og Eigil. Det har været en enig skilsmisse, men Rita har svært ved at skifte mellem ugerne med og uden børn. Inden hun rigtigt når at finde sig selv, møder hun det kunstneriske par Mogens og Henriette, og forelsker sig hovedkuls i Mogens. Men kan hun så samtidig være veninde med sin elskers kone? Og så er jo Sune, som også presser på for at være en del af hendes liv.

Efterhånden som historien fortælles, kommer Rita også tættere på sin mor og hendes fortid samt hendes egen barndom og nære relationer.
Samtidig kører en anden historie med en mand fra Rom. Først virker det distraherende at skulle høre om ham og hans liv, men jo længere historien skrider frem; jo tættere kommer vi på forbindelsen mellem ham og Rita.

Romanen er en kombination af hverdag, drømme, længsler, fortid og nutid. Den er beskrivende, fortællende og fængslende. Et trekantsdrama med indkig i de tætte omgivelsers liv og færden.

Den er fortalt i to spor, der efterhånden føres sammen i et spor. En roman hvor de gamle veje lukkes og nye åbner sig for både hovedpersonen og hendes omgivelser. Den er fortalt i et både enkelt og lyrisk sprog, hvor tingene siges, som de er.

Fin den  her på Guldborgsund Bibliotekerne


'Den ukendte soldat' af Väinö Linna

Den finske forfatter Väinö Linna (1920-1992) deltog i perioden 1941-1944 i den finsk-sovjetiske krig kendt som fortsættelseskrigen. Under krigen nedskrev han noter om hans og hans delings oplevelser, og i 1954 resulterede det i udgivelsen af et af hans hovedværker ’Den ukendte soldat’. Det er en meget interessant bog, der beskriver krigen i al dens gru og væmmelse. Bogens formål skulle efter sigende bl.a. være at beskrive krigen som den virkelig var, og fjerne det heroiserede billede af den finske soldat som nobel og lydig – og det lykkes ganske godt! Det beskrives bl.a. hvordan sovjetiske krigsfanger skydes umotiveret i ryggen, døde soldater plyndres, og der bruges et ganske heftigt sprog – også over for de overordnede.
Man føler virkelig man, kommer til at kende Koskela, Rokka, Hietanen, Vanhala, og hvad de finske soldater ellers hedder, og da Koskela falder mod slutningen af bogen, er det næsten som at miste en gammel ven. Så har man altså gjort et eller andet rigtigt som forfatter!
Sproget virker måske lidt gammeldags, og i starten kan det være svært at holde styr på de forskellige delinger og finske navne, men når man først er kommet i gang, så er den bestemt værd at læse – den er faktisk rigtig god - hvis man er til krigsromaner vel at mærke.

Find den her hos Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 18. august 2016

'Opkald fra en engel' af Guillaume Musso

I lufthavnen i New York støder en mand og en kvinde ind i hinanden og får byttet rundt på deres mobiltelefoner. Da de opdager, hvad der er sket, er hun i Paris og han i San Francisco. De falder begge for fristelsen til at snage lidt i den andens liv, og finder frem til nogle overraskende oplysninger. Som alle andre har også disse to mennesker nogle hemmeligheder, som de gerne vil holde for sig selv: Madeline, der nu er blomsterhandler i Paris, har en fortid som politibetjent i England og Jonathan har engang været en berømt kok...
Da Jonathan finder et billede på Madelines telefon af et menneske, som han genkender, tager handlingen for alvor fart. Det viser sig, at Jonathan og Madeline har samme interesse i en gammel kriminalsag fra London...
Denne roman er lidt af en page-turner. Jeg kunne ikke lægge den fra mig, så jeg læste den i et stræk. Den er letlæst og underholdende og lægger ud nærmest som en komedie, men handlingen udvikler sig hurtigt til lidt af en thriller og ender i filmisk høj fart og action. - De sidste 30-40 sider bliver det måske lidt for meget, men jeg følte mig alligevel godt underholdt!
Forfatteren er meget læst i Frankrig, men dette er hans første bog på dansk.


mandag den 8. august 2016

'Den afskyelige' af Charlotte Weitze

En velskrevet sort fremtidsroman! Heidi arbejder på hospitalet. Hun vil gerne være i nærheden af sin søster Angelica, der er indlagt efter at have overlevet landets sidste skisportsulykke. Der er gået syv år, men hvad der egentligt skete den nat, hvor Angelica krøb ud af vinduet for at mødes med Pelle, er stadig uklart.
På hospitalet møder Heidi Kenneth, som hun forelsker sig i. Kenneth er 2½ meter høj, har kraftig hårvækst og lider under de klimaforandringer, der får isen til at smelte og verden til at blive varmere. Han er optaget af, hvad der kan gøres, og mener at de gammeldags økologer havde fat i noget af det rigtige. Heidi flytter sammen med Kenneth og bliver draget ind i hans verden af CO2-regnskab og bæredygtighed, - men hvor meget kan det enkelte menneske egentlig gøre og hvor langt kan man gå i sin fanatisme uden at miste alt? Heidi har det svært, - ikke kun fordi hun må undvære kaffe og kød. Forholdet til veninden Mette slår revner og desuden vil hun gerne have et barn. Men et barn koster dyrt på CO2-regnskabet og Kenneth taler ikke gerne om sin familie. Han har sine egne grunde til ikke at ville være far...
Romanen er både velskrevet, sort og humoristisk. Meget præcist sætter forfatteren fingeren på et ømt punkt: Hvorfor gør mennesker hele tiden det forkerte, når vi godt ved, at det er forkert? - Ja det lyder næsten religiøst, men det fungerer rigtig godt her!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 27. juli 2016

'Svaner bliver ikke skilt' af Audur Ava Ólafsdóttir

Det er nytårsaften, og Marias mand gennem 11 år har netop meddelt hende, at han vil forlade hende for at bo sammen med en anden mand. Maria forstår ingenting: Floke er hendes bedste ven, manden i hendes liv. Hvordan har hun kunnet undgå at opdage, at han i virkeligheden er homoseksuel? Tvillingerne Bjørn og Bergtora, som de kæmpede så hårdt for at få, er kun 2½ år og nu forlader Floke dem alle.
Samtidig bliver Maria kontaktet af sin biologiske far, som hun aldrig har haft kontakt med.
Maria er i en slags choktilstand, og hun taler med sin underbo dværgen Perla om hele situationen. Perla er psykolog og arbejder samtidig som ghostwriter for en krimiforfatter. Men hun ønsker at skrive sine egne ting og arbejder i øjeblikket på noget, hvor hun i høj grad lader sig inspirere af Marias liv og hen mod slutningen bliver Perla nærmest et med bogens forfatter...
Maria er lidt af et overskudsmenneske. Den måde, hun er sammen med sine børn på, er fx meget fint beskrevet. Men også Marias lidt naive syn på ægtemanden, der nu lidt efter lidt krakelerer, giver et fint indblik i hendes liv. En velskrevet roman, der kan anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 14. juli 2016

'Kirsebærlandet' af Dörte Hansen

Vi er i slutningen af 2. verdenskrig. Den 5-årige Vera flygter fra Østpreussen sammen med sin mor og får husly lidt udenfor Hamburg på en forfalden gård. Her bor den ældre Ida sammen med sin krigsskadede søn Knud. De to kvinder kan absolut ikke enes og det bliver ikke bedre, da Veras mor gifter sig med Knud. Stridigheden får sit endeligt, da Ida hænger sig på loftet. Kort tid efter forlader Veras mor gården og efterlader Vera hos Knud. 60 år senere søger Veras niece Anne tilflugt på gården, da hun bliver forladt af sin mand. Historien ser umiddelbart ud til at gentage sig, men kvinderne opdager en indbyrdes forståelse. Det er en familiefortælling om at flygte fra sit liv og prøve at finde sig til rette i et nyt. Romanen har et alsidigt persongalleri, som nænsomt flettes ind med historier fra by- og landlivet, hvilket giver fortællingen dybde og humor.

Find den her på Guldborgsund-Bibliotekerne.

mandag den 27. juni 2016

'Fodboldenglen' af Hans-Jørgen Nielsen

Der spilles EM i fodbold, og jeg har brugt tiden på at læse denne klassiker fra 1979. Det er en bog, der ud over fodbold tager fat på rigtig mange temaer. Frans, der er blevet skilt fra Katrin og har det rigtig skidt, skriver på en tilståelse til sin søn Alexander. For at nå ind til historiens kerne må han starte sin fortælling på Amager, hvor han voksede op og var bedste ven med Franke. Deres venskab drejede sig meget om fodbold, men da Frans vælger at gå på gymnasiet og Franke forfølger den store drøm om at blive professionel fodboldspiller i udlandet skilles deres veje.
Sideløbende med barndomsfortællingen kommer Frans med en slags analyse af sit liv; en form for forklaring, hvor han langsomt nærmer sig alt det, der er gået galt. Det er både en personlig historie om svigt, bedrag og værdier - eller mangel på samme (!), men også en analyse af, hvad der skete med venstrefløjen, da den i løbet af 60'erne og 70'erne bevægede sig væk fra sit udgangspunkt i arbejderklassen og ind på universiteterne. Frans hænger både fast i en gammeldags forestilling om, hvad det vil sige at være en mand og samtidig føler han sig splittet mellem den arbejderklasse, han voksede op iblandt og det billede af arbejderklassen som hans venner på den intellektuelle venstrefløj fremmaner.
Det er meget velskrevet og interessant, så meget et tidsbillede, at man fanges ind af bogen på trods af den forvirrede og noget usympatiske hovedperson, der ender med at blive skyld i en tragedie.

mandag den 20. juni 2016

De forklædte piger fra Kabul af Jenny Nordberg

Ved du,hvad Bacha Posh  betyder? Direkte oversat  bliver det til ”klædt som  dreng”
Jeg  havde aldrig hørt om det før, jeg læste De forklædte piger fra Kabul.
En helt anden og skræmmende verden åbnede sig for mig.
Den svenske journalist: Jenny Nordberg var i Afghanistan for at  at undersøge de afghanske kvinders liv og dagligdag.I forskellige interview med det kvindelige parlamentsmedlem Azita, går det op for hende, at hendes yngste barn i virkeligheden var en pige , selv om  hun var klædt som en dreng.
Var det et tilfælde, eller hvordan hang det lige sammen.?
Det var ikke et enestående tilfælde, men almindeligt kendt i landet, men samtidig  noget mange vidste, men ikke talte om. Men hvorfor var det lige at nogle familier klædte en af deres piger ud som dreng - i hvert fald frem til puberteten? Det er præcis det, som bogen handler om.
Et eller andet sted er det jo totalt grænseoverskridende på denne måde at ændre på sit barns kønsidentitet. Pigerne, som blev udvalgt til det, var umiddelbart glade for det, problemer opstod først for alvor, når de skulle tilbage til kvinderollen ved starten af puberteten . Jenny Nordberg bliver vidende til mange tragedier og traumatiske skæbner. Afghanistan er jo et land, hvor kvinders rettigheder i vestlig forstand er ikke eksisterende. Det er derfor attraktivt at være dreng, at kunne spille fodbold,at kunne færdes frit ,få småjobs,  og i det hele taget opleve livet uden for det lukkede hjem.Den egentlige årsag til bacha posh var dog en helt anden. Fik et ægtepar "kun" piger, var det lig med at være udstødt , men klædte man den yngste pige i børneflokken ud som dreng, var overtroen, at det hjalp familien med at få den endelig ønskede dreng!! Alle i omgangskredsen vidste det - og familien kunne så for en tid undgå en masse hentydninger til den "manglende" søn.
Samtidig finder forfatteren også ud af, at fænomenet blev brugt som  led i den lange kamp for kvindens rettigheder....selv om de pågældende piger oftest blev tvunget til at vende tilbage som pige ved indgangen til puberteten.
Helt fantastisk er det at få at vide, at det har eksisteret i århundreder i Afghanistan og lignende kulturer.
Læs bogen og du vil opleve  gribende historier og skæbner, som du ikke troede eksisterede, for som Jenny Nordberg skriver, var det først i 2010 at bacha posh kunne googles!









tirsdag den 14. juni 2016

'Bare en dag' af Gayle Forman

Fin ungdomsbog om Allyson, - en pæn amerikansk pige, der på den obligatoriske europarejse efter highschool, møder den karismatiske hollandske gadeskuespiller Willem til en forestilling i London. Helt imod hvad hun ellers ville have gjort, tager hun impulsivt med ham til Paris og tilbringer en dag der sammen med ham. Den dag kommer til at ændre rigtig meget for hende. Tilbage i USA og startet på college har hun svært ved at glemme Willem.
Allysons mor er dominerende, kontrollerende og ambitiøs på sin datters vegne. Men Allysons karakterer rasler ned, og noget må gøres. Hun må selv træffe nogle valg for sin fremtid, - og finde ud af hvad der egentlig skete i Paris..
Det lyder måske lidt klicheagtigt, men det er faktisk en velskrevet ungdomsbog, der går ind i problematikken omkring selvstændighed, identitet, uddannelsesvalg, forelskelse og venskaber på en meget fin måde.

onsdag den 8. juni 2016

'Det syvende mord' af Paul Cleave

Joe møder hver dag på sit job som rengøringsassistent på politigården i Christchurch. Ved at lade som om han er retarderet, kan han bevæge sig frit på sin arbejdsplads, og får ubemærket adgang til efterforskningen af en seriemorder, der hærger i byen. Ganske nyttigt, da Joe selv er denne seriemorder. Men da han bliver tilskrevet et mord, han ikke har begået, starter han sin egen efterforskning. Så melder endnu en morder sig på banen og Joe bliver revet ud af sine rutiner og må kæmpe for sit liv. 
En virkelig grum historie, skrevet med en afvæbnende humor, der gør Joe sympatisk selv om han er psykopat og myrder til højre og venstre. Han lever især i forholdet til sin urimelige mor, og venskabet med sine to guldfisk. 
Morderisk god underholdning.

mandag den 6. juni 2016

'Lavlandet' af Jhumpa Lahiri

De to indiske brødre Subhash og Udayan har et meget nært forhold til hinanden. De er født i 1940'ernes Calcutta og udadtil ligner de hinanden meget, men i virkeligheden er de ret forskellige. Subhash er den ambitiøse og pligtopfyldende storebror, mens Udayan er mere grænsesøgende og charmerende. Som ung i 1960'erne slutter Udayan sig til den maoistiske oprørsbevægelse og prioriterer sit politiske arbejde fremfor sine studier. Subhash rejser derimod til USA for at videreuddanne sig og skabe en akademisk karriere.
Udayans beslutninger får vidtrækkende konsekvenser for hele familien i flere generationer, og tvinger også Subhash til at træffe nogle valg, der får stor betydning for hans liv.
En fascinerende og velskrevet roman om kærlighed, sorg, savn, løgne, svigt og fortielser i en familie, der aldrig bliver hel igen efter et smerteligt tab.

fredag den 3. juni 2016

'De usynlige byer' af Italo Clavino

Kejseren Kublai Khan tilkalder den opdagelsesrejsende Marco Polo for at skaffe sig viden om de byer, der findes rundt omkring i hans vidtstrakte rige. Og Marco Polo fortæller. Om de underfundige byer, de sammenhængende byer, de skjulte byer, byerne og de døde, byerne og himlen... Hvert afsnit fører læseren ind i et nyt fantasirige, et nyt billede på et lille udsnit af en tid og en by. Og de enkelte kort afsnit beretter ikke kun om byer men i overført betydning om menneskelivet på alle planer...
En bog man sikkert kan analysere på rigtig længe, hvis man har lyst til det. Eller lade sig underholde og inspirere af, hvis man fx er arkitekt eller byplanlægger. Men for mig blev det lidt for filosofisk, lidt for dybt og i længden lidt for kedeligt.

'De usynlige byer' af Italo Calvino. Tiderne Skifter 1998, 143 sider.

onsdag den 1. juni 2016

'Drengen fra Godhavn' af Ole Tornbjerg

Kalle havde det som en gigantisk tyr med sylespidse horn,der nærmede sig,og han kunne ikke røre sig.Bang tøvede et øjeblik foran ham. Så kom slaget. Eller rettere slagene. Bang klapsede ham kraftigt lige under ørerne med begge hænder samtidig. Kalle greb ud efter stolen for ikke at falde.En kraftig 
hyletone vibrererede inde midt i kraniet.
Hvad er det lige,der sker?.
Jamen det er Kalle ,13 år, der pludselig fjernes fra sin mor og sit hjem og nu 
befinder sig på børnehjemmet. Et børnehjem, hvor "uvorne"unger fik ophold
under strenge, disciplinære og voldelige former. Kalle er meget sammen med Røde og Bent, som også er fjernet hjemmefra, og som kommer fra samme sørgelige familiebaggrund. På drengehjemmet møder de stort set kun personale, der er grove imod dem, og ikke holdere sig tilbage med slag og trusler. Her er Svinet, Hidsig-Svend og så er der Søe-Hansen, som straffer hårdt, når nogen tisser i sengen. Var der for mange flugtforsøg og uroligheder blev børnene tvunget til at tage medicin.
I en sådan verden har Kalle, Røde og Bent ingen muligheder for at forbedre sig, og gang på gang
bliver deres tillid mødt med svigt.
Kalle prøver at få at vide, hvorfor han er der og hvorfor han ikke kan komme hjem.
Hver gang han han bare gjort en lille ting forkert,straffes han og han kommer ikke på hjemmebesøg.
Fremragende er forfatterens beskrivelse af sovesalen, med rækker af senge fyldt med ulykkelige og
og ofte hulkende børn og et rum, der bare stinker.
Da Kalle til sidst kommer væk fra Godhavn, følger vi ham som ung og voksen, hvor hans liv ikke
bliver specielt nemt!
Bogen er en roman bygget på virkelige hændelser.Glæd dig til at læse bogen og kom og hør Ole Tornbjerg fortælle, når han til efteråret kommer til biblioteket. Synes du, det er for meget lige nu at læse 327 sider, er der både kommet en dokumentarfilm og spillefilm, som beskriver "Godhavndrengenes" skæbne:









torsdag den 19. maj 2016

'Film, frygt og propaganda' af Paul Fischer

Hvad gør man når man som Nordkoreas leder  Kim Jong-il   var vild med film og godt var klar over, at det ikke var de mest avancerede film, hans land kunne producere?
Ja så  planlægger og gennemfører  man da bare en kidnapning  af Sydkoreas mest betydningsfulde filmfolk nemlig det daværende ægtepar: instruktøren: Shin Shan-ok og skuespilleren: Choi Eun-hee.
Kidnapningen  lykkedes og i 8 år for Chois  vedkommende interneret og holdt til fange i Nordkorea.
Selvfølgelig uden mulighed for kommunikation til omverdenen , men udsat for tortur og den specielle form
for politisk hjernevask ( genopdragelse), som finder sted i Nordkorea.
Paul  Fischer har skrevet en vildt spændende og oplysende beretning om  kidnapningen, Chois og Shins
år i Nordkorea og deres endelig flugt fra landet.  Gang på gang tog jeg mig til hovedet og tænkte: det kan da bare ikke passse!
Den fysiske tortur som Shins udsættes for er modbydelig og den psykiske ”genopdragelse”  er komplet uforståelig. Nordkoreas daværende leder opførte sig som et stort  barn, når  han holdt  sine hyppige fester med konkurrencer som til en børnefødselsdag. Præmien kunne være glædespiger, nøje udvalgt af Kim Jong-il blandt de smukkeste nordkoreanske piger.
Choi var tit med til disse fester, men  levede ellers det meste af tiden i store isolerede villaer,- omgivet af vogtere, som var på dag og nat. Hun kunne naturligvis ikke være fortrolig med nogen, så kom straffen øjeblikkelig.
Omvendt var der straks likvidering af vogterne og deres familier, hvis de sløssede med deres arbejde.
Et fuldkommen umuligt liv!
Shin og Choi  kom til at producere en række propagandafilm, og fik høj status i Nordkorea, men stadig under total overvågning. Det lykkes dem til sidst at flygte under en filmfestival i Wien i 1986.
Paul Fischer har skrevet bogen på baggrund af en række kilder, heriblandt filmparrets erindringer.

Tilbage står så spørgsmålet: Er det nu en sand beretning fra et af verdens mest lukkede lande?
Et land hvor lederen  forsat holder sine indbyggere i et jerngreb.
Læs bogen og bliv klogere på en verden,som du ikke troede eksisterede!

Har du lyst, kan du deltage i debatten af bogen i fagbogklubben 
på Litteratursiden.dk


tirsdag den 17. maj 2016

'Noget om Grace' af Anthony Doerr

Denne bogs hovedperson David Winkler er lidt af en enspænder. Han er bosat i Anchorage i Alaska, hvor han arbejder som hydrolog. Men nok så vigtigt for fortællingen, så er han et menneske, der flere gange drømmer om begivenheder, før de virkelig sker. Fx drømmer han som barn om en mand, der bliver kørt ihjel af en bus, ligesom han også drømmer om mødet med Sandy, som han forelsker sig i. Sandy er gift med Herman, men da hun bliver gravid med Davids barn rejser de sammen til Cleveland for at starte på en frisk. Deres datter bliver født, men Davids drømme begynder igen at plage ham: Han drømmer, at han ikke er i stand til at redde sin lille pige fra drunknedøden. Da storm og oversvømmelse annonceres går David i panik: Han flygter fra sin hverdag og forlader sin lille familie i et desperat forsøg på at ændre den fremtid, han har set ind i.
Ved et tilfælde havner han på en caribisk ø, hvor han dybt ulykkelig og ensom forsøger at råde bod på sine handlinger og leve videre med uvisheden; overlevede hans datter?
Årene går og endnu et barn kommer ind i hans liv. Igen drømmer han en uhyggelig drøm, men denne gang kan han ikke flygte. Har han den styrke, der skal til for at ændre på fremtiden? Og styrken til at se fortiden i øjnene?
Det er en meget velskrevet roman om stor sorg og stor ensomhed, men også en fortælling om de mange valg vi træffer, - og hvordan hver enkelt lille ting, vi foretager os, kan få store konsekvenser.

onsdag den 11. maj 2016

'Skæbne og hævn' af Lauren Groff

Denne bog reklamerer med at være Barack Obamas yndlingsbog i 2015. Da jeg havde læst de første par sider, må jeg indrømme, at jeg ikke havde høje tanker om hans litterære smag. Sproget virkede næsten klicheagtigt. Efter at have læst resten af bogen hælder jeg mest til den teori, at det er med vilje, - som en ironiseren over resten af bogens indhold. - Som iøvrigt også er sprogligt bedre.
Første del af romanen hedder "Skæbne". Her hører vi om Lotto, - en ung velhavende hvid mand i USA og hans ægteskab med Mathilde., - alt fortalt set fra Lottos synspunkt. De to møder hinanden og gifter sig som 22-årige efter kun 14 dages stormende forelskelse, ganske kort tid før deres eksamen. Lottos mor bryder sig ikke om ægteskabet og stopper for pengestrømmen, så de to unge må klare sig selv. Lotto forsøger sig uden det store held som skuespiller, mens Mathilde tager arbejde i et galleri for at forsørge dem begge. Først da Lotto begynder at skrive skuespil, får han - godt hjulpet af Mathilde - succes, - og de to kan rykke op af samfundets rangstige.
I anden del af bogen "Hævn" får vi Mathildes version af ægteskabet. - Og det er faktisk først her romanen for alvor begynder at blive interessant, - lidt for sent synes jeg umiddelbart. - Mathilde afslører så mange hemmeligheder, at det er lige på kanten af at kunne hænge sammen med første del af bogen.
Ambitiøs og interessant roman, der leger med virkeligheden. For hvor godt kender man det menneske man er gift med? I dette tilfælde ikke specielt godt.. - Men Lotto og Mathilde har alligevel langt hen af vejen et lykkeligt ægteskab, selv om de drives frem af vidt forskellige forudsætninger og ambitioner.

fredag den 29. april 2016

'Skæbnegudinden fra Salon d'Amour' af Anna Jansson

Angelika ejer Salon d'Amour, hvor hun foruden at klippe folks hår, forsøger at bringe folk sammen ved hjælp af et finurligt system. I tegnsystemet markeres kunderne ud fra, hvilken kategori de tilhører; humor, baggrund, interesser eller om ægtefællen er død og lign. Selv de mest skæve og umage personer matches med assistance fra medarbejderen Ricky. Angelikas mand døde 7 år tidligere og siden har hun ikke selv følt kærligheden. Ricky sender en flaskepost af sted med et råb om kærlighed og Angelika starter et nært venskab med den ældre "søfareren". Imidlertid møder hun en hemmelighedsfuld mand, som straks betager Angelika, men straks smuldrer hendes trygge tilværelse. Hendes hus bliver huskapret, da en yngre mand påstår han har købt huset og flytter ind. Hvordan kunne det ske?

Romanen er en humoristisk og herlig fortælling med forskellige skæbner, som krydrer historien. Stemningen i bogen er lun med masser af kærlighed og venskaber, men også med en vis spænding. Der er nogen, der ikke har rent mel i posen i det idylliske Sverige, for hvem har kapret Angelikas hus?


mandag den 18. april 2016

Dukkebarn af Carin Gerhardsen

"Dukkebarn" er andet bind i Hammarby-serien, der er en af de rigtig gode svenske krimiserier.

Der begås et mord på en ung pige på færgeoverfarten fra Sverige til Finland, samtidig med at politibetjent Petra Westman finder en baby i et buskads under en løbetur.

Kriminalkommissær Sjöberg får næsten samtidig de to umiddelbart forskellige familietragedier, der skal opklares. Derfor må han sætte Petra i spidsen for den ene opklaring, mens han selv tager sig af den anden. Undervejs krydser de to sager hinanden, samtidig med at Petra har sin egen private efterforskning i gang af en helt tredje og meget prækær sag. Og som opklaringerne skrider frem, kommer der endnu en sag, der kan få meget fatale følger, hvis ikke politiet handler hurtigt.

Det er en meget intens krimiserie med et levende sprog. En pageturner der holder læseren fanget i spændingen, samtidig med at alle trådende samles undervejs i opklaringsprocesserne. De forskellige sager holdes dygtigt adskilt, indtil de flettes sammen jo længere man kommer hen i fortællingen.

Første del af Hammarby-serien hedder "Pandekagehuset", og der er pt. syv bøger i serien, hvor af den nyeste: "Tykkere end vand" er udkommet i februar 2016.

tirsdag den 12. april 2016

'Jacob de Zoets tusind efterår' af David Mitchell

Det er længe siden, at en roman har holdt mig oppe den halve nat, - men det gjorde denne. Virkelig spændende og velskrevet farverig historisk roman om den hollandske sekretær Jacob de Zoet, der i 1799 ankommer til handelsstationen Dejima i Nagasaki havn. Dejima er præget af svindel og korruption, og Jacob skal forsøge at få styr på de sidste års regnskaber, men det er ikke let at vide, hvem han kan stole på. Samtidig fascineres han af den smukke men vansirrede jordemoder Onita Aibagawa, der er elev hos den hollandske læge Marinus. Men hvordan skal han komme til at lære hende at kende, når japanere og europæere holdes strengt adskilt?
Højt oppe i de japanske bjerge ligger et gammelt skjult kloster, der gemmer på en grufuld hemmelighed. Hertil føres Onita for at afbetale på sin fars gæld ved hans død. Klosterets hemmelighed når via en gammel plantesamlerske til Nagasaki, hvor mere end et menneske er klar til at ofre alt for at befri Onita. Men klosterets leder abbed Enomoto har spioner overalt og hans magt er stor....
Meget velskrevet flot og spædende historisk roman, der kan anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 7. april 2016

'Serenade' af Zülfü Livaneli



Ved en af vinterens bogcafeer på biblioteket fik jeg anbefalet Serenade - og jeg gik straks i gang med at læse den - og begejstringen kan ingen ende tage!
Vi befinder os i nutidens Tyrkiet, hvor vi mødes med Maya ansat ved universitetet i Istanbul, Maxmillian tidligere professor ved samme universitet,
og Nadia, Maxmillians  unge kæreste for længe siden.
Maxmillian besøger Istanbul nu som 87-årig og guides rundt af Maya. Det er en gåde, hvorfor den gamle,  jødiske professor fra USA er vendt tilbage.
Maya og Maxmillian får gradvis en fortrolighed, som får historien til at folde sig ud.
Vi bliver ført tilbage til anden verdenskrig, hvor Maxmillian som jøde er på flugt til Tyrkiet og bliver for nogle år ansat ved universitetet  i Istanbul. Han bliver forelsket i Nadia, som også er af jødisk afstamning. Nadia bliver som jøde interneret og ført bort, og læseren holdes bogen igennem i en åndeløs spænding, for ser de nogen sinde hinanden igen?
Maya bliver Maxmillians fortrolige og lover at køre ham  ud til havet .Hun bliver siddende i bilen, mens han går ned til vandet, og et kort øjeblik efter står den gamle mand midt i vinterkulden og spiller en smuk og gribende serenade, mens han vemodig stirrer ud over havet. Hvorfor?
Maxmillian bliver syg og rejser tilbage til USA.
Her slutter bogen ikke, men læs selv romanen og du vil opleve en kærlighedshistorie, som fuldt ud
slår "Titanic"  og tag Mayas ord med på vejen: For kun de mennesker, hvis historie bliver fortalt, kan leve videre.





torsdag den 31. marts 2016

'Thorvaldsens testamente' af Søren Markers

Den desillusionerede og udkørte forlagsredaktør Albert Børgesen får til opgave at afvise en ny roman fra forfatteren Holger Brockdorf, der engang skrev en bestseller, men nu ikke længere sælger. Brockdorf lader sig dog ikke sådan afvise og Børgesen synes egentligt godt om romanen om billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. På Thorvaldsens museum møder han konservatoren Sara, og da der bliver gjort et spændende fund i museets kælder bliver også Børgesen trukket med ind i mysteriet om en forsvundet statue og om Thorvaldsens testamente.
Børgesen og Sara danner et umage makkerpar, og kulissen for deres eventyr er så herlig dansk, at de spændingsscener, der i en amerikansk spændingsbog ville foregå i sportsvogne og jetfly, her kommer til at foregå i en jolle med påhængsmotor og på en havetraktor. Det synes jeg er charmerende.
I det hele taget er det det underfundige og finurlige, der gør bogen værd at læse, selv om spændingsplottet hænger fint sammen. Børgesen er en sympatisk, lidt fordrukken antihelt, som jeg sagtens kunne se dukke op i endnu en roman.

onsdag den 30. marts 2016

'Violinisten' af Mechtild Borrmann

I 1948 bliver den verdensberømte russiske violinist Grenko arresteret, fordi han har søgt om rejsetilladelse til en koncert i Wien. Man mistænker ham for landsforræderi og sender ham i arbejdslejr. Officielt får hustruen Ilja at vide, at Grenko er flygtet til Wien. Ilja og børnene bliver forvist og frataget deres borgerrettigheder. 60 år senere forsøger barnebarnet Sascha at finde ud af, hvad der skete dengang. Alle andre slægtninge er omkommet ved mystiske omstændigheder og hvor er Grenkos værdifulde Stradivarius blevet af? Sascha møder mange forhindringer på sin vej, men det stopper ham ikke i jagten på sandheden.

Medrivende og spændende historie, hvor især beskrivelserne af livet i arbejdslejrene går rent ind. Historien bliver fortalt gennem Grenko, Ilja og Sascha, som giver et godt billede af levevilkårene under Stalins diktatur. Saschas historie bliver lidt letkøbt, men den får historien til at hænge sammen. Anbefales for romanens gribende fortælling om arbejdslejrene.


tirsdag den 29. marts 2016

'Orkansæsonen og stilheden' af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Præsten Monica tager en tur til Guatemala midt i orkansæsonen, hvor hun besøger en gammel bekendt. Hun træffer også børnehjemspigen Nory, og deres korte samtale får betydning for dem begge.
Hjemme i Danmark arbejder Monicas veninde forsvarsadvokaten Beate sig langsomt ud af en stor sorg. Hun forsøger bl.a. at genoptage sin hobby: Jagt med bue og pil.
Vennerne Marcus og Benjamin er ude på et skråplan: De bliver stadig mere og mere involveret i narkomiljøet og en dag klapper fælden.
Omkring disse personer - og endnu flere, udspiller romanens handling sig. Det er en roman om de valg mennesker træffer, den måde vi påvirker hinanden på, og hvordan vi på kryds og tværs griber ind i hinandens liv.
Der tages fat i både små og store spørgsmål gennem så forskellige emner som tro, sorg, kærlighed, tab og tilgivelse. Det er sjældent at se en roman gøre det, - og lykkes så flot med det, som det sker her! En meget velskrevet fortælling og meget befriende at høre en anden stemme end dem, forfattere plejer at bruge. Hvornår har en bog fx sidst haft en præst og en bueskytte som hovedpersoner?
Kan varmt anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 10. marts 2016

'Uden dig er der intet os' af Suki Kim


 Igennem et halvt år skal Suki Kim lære unge mænd fra den nordkoreanske elite at tale engelsk. Det bliver en noget vanskeligere opgave, end hun på nogen måde havde forestillet sig. Gang på gang sættes hun overfor dilemmaer, hvor hun skal tage stilling til, hvor meget af den virkelige verden, hun skal - og tør - vise disse indoktrinerede unge, der så gerne vil lære. Men går det an at fortælle dem verden udenfor det lukkede Nordkorea - eller vil det skade mere end gavne disse                                  mænd?
Alt dette fortæller forfatteren i denne bog, der er blevet til via hendes dagbogsnotater fra hendes ophold i landet. Hun bor og arbejder på et campuslignende område, som ingen - selv ikke lærerne - må forlade uden særlig tilladelse. Det bliver derfor et lukket system; ligesom resten af Nordkorea; hvor kun det som styret ønsker, bliver fortalt. Og så alligevel ikke, for hun forsøger på sin egen måde at fortælle de unge mænd brudstykker fra verden udenfor.
Det er en barsk fortælling; dog mindre barsk end mange af de andre fortællinger, der er kommet om Nordkorea i de senere år. Primært fordi Suki Kim lever blandt de privilligerede - og alligevel må hun eksempelvis have egne madrationer med, for at få det, hun har brug for. Bogens force ligger i det indblik vi får, i et lukket system som de færreste har adgang til.

tirsdag den 8. marts 2016

'Den gyldne søn' af Shilpi Somaya Gowdi

Anil Patel er den ældste søn i landsbyens ledende familie. Det lægger et vist pres på ham, men han er dygtig i skolen, og hans far støtter op om hans ønske om at læse til læge. Da Anil søger og får et ophold som reservelæge ved et stort hospital i Dallas i USA, begynder et nyt liv for ham, og ikke alt bliver så nemt, som han har håbet på: Det er svært at komme udefra og falde til i en anderledes kultur.
Livet ændrer sig også for hans legekammerat Leena fra landsbyen, dog ikke i positiv retning. Hendes forældre er fattige, og hun har ikke andre muligheder end at gifte sig med den ægtemand, hendes forældre har fundet til hende. Men livet i hendes nye familie er hårdt; hun bliver behandlet som en tjenestepige og får tæsk af både manden, svigermoderen og svigerinden.
Bogen følger i de to hovedpersoner to vidt forskellige skæbner. De to indiske unge har meget forskellige vilkår og kæmper hver især for at finde deres plads i samfundet.
Det er en lettilgængelig og underholdende roman, der dog kan mere end at underholde. Vi får et fint indblik i indisk kultur og i kulturmødet mellem det indiske og det amerikanske.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

mandag den 29. februar 2016

'The Circle' af Dave Eggers

Mae Holland bliver ansat i firmaet The Circle, der har overtaget en stor del af kommunikationsmarkedet i verden. Her bliver hun gradvist sat ind i firmaet vision og politik om åbenhed og deling, og giver tilladelse til mere og mere overvågning af hendes liv og ikke mindst privatliv. Bag kulissen forsøger en gruppe at få standset firmaets fremdrift, og Mae bliver også en brik i deres spil.
Jeg læser denne roman som en dystopi og som samfundskritik over en ikke alt for fjern fremtid. Mae er billedet på den unge forbruger, der bliver fanget ind af hele tiden at skulle dokumentere sit liv i tekst og billede. Bogen formår at fremstille det forlokkende ved et fuldstændigt åbent samfund, hvor alle kan overvåge alle, og der derfor ikke kan ske kriminalitet, overgreb og lyssky handlinger, mens man udemærket godt ved, hvor let den åbenhed kan misbruges. Som roman er den ganske stillestående, mens spændingen ligger i, at man langsomt føler sig forsøgt hjernevasket til at tro på The Circles vision.
Det her er litteratur, der burde bruges i skolernes store klasser, som udgangspunkt for en debat om brug og misbrug af sociale medier.

fredag den 26. februar 2016

'Ulvekvinten' af Trisse Gejl

Trisse Gejl har med "Ulvekvinten" skruet en interessant historie sammen. Ulvekvinten er i musikkens verden den falske tone og det er dén Zoe holder så meget af; for når man leder efter det falske, så lyder den alligevel ren sammen med alle de andre toner. Det prøver Zoe at forklare sin 9-årige søn Frederik, som blot sidder og lytter. Frederiks bedste ven er kammeraten på nettet, hvor de sammen går i krig. Beate er Zoes gode veninde, som netop er blevet forladt af sin mand. Hun finder trøst hos Zoe, som prøver at opmuntre Beate. Historien bliver fortalt gennem Frederik og Beate og gradvist fornemmer man som læser, at der er noget helt galt. Langsomt bryder Zoes verden sammen og hun får en depression. Veninden prøver at få Zoe på rette kurs og Frederik takler sin mor så godt han kan -det går jo væk lige om lidt og så bliver hun normal igen.

Det er en stærk og hjerteskærende roman om familieforhold og kærlighed. Især Frederiks stemme går lige ind og man føler svigt, omsorg, men også stor kærlighed til sin mor. Magtesløsheden over at se et menneske forsvinde er fænomenalt skrevet. Det er ikke en bog, man bliver glad af, men den har bestemt gjort et stort indtryk. Anbefales til alle, som holder af en velskrevet familiehistorie, hvor en lykkelig slutning ikke er en nødvendighed.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 11. februar 2016

'Brændte sjæle' af Inger Wolf

Anton Jørgensen meldes savnet og i hans lejlighed finder politiet et afskåret øre samt flere kasser euforiserende svampe. Badeværelset er nyrenoveret og under fliserne finder politiet noget, der kunne minde om et blodbad. Men hvor er liget henne? Psykiater Christian Falk bliver tilkaldt og skal assistere politiet i opklaringen. Sideløbende med opklaringen arbejder Falk med et forskningprojekt i at kortlægge seriemorderes hjerner. Han opdager, at én af kontrolpersonerne har opgivet falsk identitet og sætter ind for at finde svindleren og motivet. De to sager bliver viklet godt ind i hinanden og Falk bliver fascineret af Antons formål med svampene. På utraditionel vis får Falk adgang til Antons sind, men også til sine egne fortrængte minder.

Inger Wolf er velskrevet med sine korte sætninger og krimien virker godt researchet. Personligt manglede jeg sympati med hovedpersonen og det ødelagde helhedsindtrykket lidt, men alt i alt en spændende krimi, hvor plottet hænger sammen. 'Brændte sjæle' skulle være første del i en ny serie med Christian Falk som hovedperson.

Find den her på Guldborgsund-Bibliotekerne

onsdag den 10. februar 2016

'Dræsinen' af Carl-Henning Wijkmark

Nu vil jeg fortælle om en eventyrlig roman. En roman om en dræsine, 3 aber og en jesuitterpræst, som hedder Moulin.
Året er 1914 og stedet er Congofloden.Her sidder Moulin og falder i staver og er led og ked af sit job som, præst for alle jernbanearbejderne og har mest lyst til at flygte, men så sker der noget! Mærkelige øjne stirrer gentagne gange ned fra træerne.Det viser sig at være aber, som nærmest er menneskelignende. Moulin vågner op og får den ide at flygte med aberne tvær over Atlanten til Amerika for at løse gåden om menneskets tilblivelse.
Han vil leve sammen med dem og observere dem.
For stammer mennesket fra aberne eller fra et eller andet mellemstadie eller er det bare fra Adam og Eva.? Han stjæler nu Dræsinen, et meget specielt fartøj konstrueret af en lokal ingeniør. Dræsinen kan både bruges til vands og til lands. I dræsinen sidder aberne ( Paul,Jakob og Mathilde ) og så går det der ud af.
Første stop er Sct. Helena, øen hvor Napoleon endte sine dage. Her opholder de sig et stykke tid, hvorefter de tager videre. møder bl.a. en tysk ubåd og finder ud af, at en verdenskrig er brudt ud.
Aberne bliver bedre og bedre til at arbejde for og med præsten, dog forbliver de stumme!
Mange eventyr og oplevelser senere ender  de i Sydamerika og her er der hjælp at hente fra en finsk rigmand og det er også her, at Mathilde føder "barnet".

Løser præsten så gåden om menneskets oprindelse? Nej det gør han ikke, for så havde vi læsere nok fået det at vide andre steder fra.

Tag med på denne eventyrlige og dramatiske rejse og mærk dig følgende:
På samme tid som romanen udspiller sig skrev Conan Doyle : Den forsvundne verden, på samme tid blev et ældgammelt menneskelignede kranium og en abelignende kæbe fundet, på samme tid levede en jesuitterpræst ved navn Chardin som forskede i menneskets oprindelse og satte spørgsmål ved biblens forklaringer.

fredag den 5. februar 2016

'Ensomheden i Lydia Ernemans liv' af Rune Christiansen

Lydia Erneman er vokset op som enebarn på en lille gård i Sverige. Efter uddannelsen til dyrlæge og nogle arbejdsår i Skåne, flytter hun til Norge, hvor hun får arbejde i en bygd ude på landet. Herfra følger vi hende gennem dagligdagen i arbejdet som dyrlæge. Hun møder forskellige mennesker, der får betydning for hende; en dreng med en hund, en gammel dame og Edwin, der bliver ved med at rumstere i baghovedet. Også forholdet til faderen, der efter moderens død bor alene på gården i Sverige optager hende. - Lydia føler sig både forpligtet overfor ham, men også irriteret på ham. - Og alligevel forbliver hun på en eller anden måde ensom. - Men ensomhed skal i denne roman ikke nødvendigvis forstås som noget negativt. Lydia har bare på mange måder nok i sit eget selskab, og de flygtige midlertidige forbindelser hun skaber til de mennesker, hun møder.
Romanen er velskrevet og smuk, ind imellem næsten lyrisk i sin beskrivelse af Lydias enkle hverdagsliv. Det er noget de gør virkelig godt i Norge; beskriver livet på landet uden udelukkende at fokusere negativt, - dejligt!
Selv om forfatteren har en del romaner bag sig, så er denne bog den første, der er oversat til dansk. - Og det må nogen da gerne lave om på!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 29. januar 2016

'Frøken Narvik' af Thorstein Thomsen.

Denne slægtsroman tager sin begyndelse i norske Narvik, hvor Anne bliver født i starten af 1920'erne. Hun vokser op hos sine bedsteforældre, sin mor og moderens små søskende. Som ung kvinde møder hun under besættelsen Christian, der er tysk soldat af dansk familie. De to forelsker sig, men slutningen af krigen skiller dem ad, da Christian bliver flyttet til Østfronten og ender i Gulag. Hjemme i Norge finder Anne ud af, at hun er gravid og efter krigen beslutter hun sig for at flytte til Danmark for at beskytte sit barn mod den lokale sladder.
Anne regner Christian for død, og da han i starten af 1950'erne endelig slipper ud af de russiske lejre, har Annes liv ændret sig meget.
Igennem bogens handling følges skiftevis Anne og Christians skæbner og deres veje krydses igen og igen.
Første del af bogen er rigtig god; gedigen underholdende slægtsroman. Sidste del holder desværre ikke helt standarden. Fx. sker der et mord, som ingen rigtig sidenhen forholder sig til. - Som læser sidder man tilbage med en lidt tom følelse, når bogen slutter... Ærgerligt, når den nu ellers lagde så godt ud.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 20. januar 2016

'Oceanet hvor grusvejen endte' af Neil Gaiman

P.g.a en begravelse befinder jeg-fortælleren sig pludselig i det område, hvor han tilbragte sin barndom. Imens bilen ruller ned mod det store gamle hus for enden af grusvejen, hvor Lettie Hempstock boede, husker han det hele: De voldsomme begivenheder, der skete, da han var 7 år gammel og en opalminearbejder begik selvmord for enden af vejen. Hvordan han selv vågnede den næste morgen med en mønt på tværs i halsen. Hvordan han sammen med Lettie trådte ind i en anden verden, og måtte kæmpe mod den ondskabsfulde intrigante barnepige Ursula Monkton...
Det er lidt svært at forklare den komplicerede handling, men hvis man kan slippe fantasien løs og acceptere alle mulige facetter af kampen mellem det gode og det onde, tilsat en del overnaturlige begivenheder, så er det en fascinerende eventyrlig fortælling for voksne, om at have brug for de højere magter og noget, der er større end den almindelige hverdag.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne