torsdag den 24. september 2015

'Araberen der var hvid som sne' af Christian Frost

Københavns lufthavn Kastrup. En lille gruppe iklædt fodboldtrøjer går amok med maskinpistoler og dræber over 500 uskyldige rejsende. Falster og makkeren Hede bliver sat på sagen, som i første omgang tror, det er en selvmordsbomber fra en islamistisk terrorbevægelse. Sporene peger dog på, at der nærmere er tale om nynazister samt en kvindelig seriemorder fra Berlin. Alt i alt er det en sprængfarlig cocktail med masser af politiske budskaber. Et kommende valg gør det svært for Falster og Hede at udføre efterforskningen, da politikerne ånder dem i nakken og der er restriktioner fra PET og Säpo.

Spændende og velskrevet krimi, som tager fat på temaer uhyggeligt tæt på dagens Danmark. Fremmedhad, politisk spin og hvordan magten kan tippe så let som ingenting, når en begivenhed sætter sindene i kog og skubber til holdningerne. Krimien er en selvstændig fortsættelse af ' Gud er bare hund stavet bagfra', men der er ingen problemer i at læse denne først. Absolut en læseværdig krimi.

Find den her på Guldborgsund-Bibliotekerne.

onsdag den 16. september 2015

'Datter' af Jane Shemilt

Hvordan ville du have det, hvis din 15-årige datter pludselig forsvandt og det går op for dig, at alting ikke er, som du troede? Den sandhed går op for Jenny, da efterforskningen viser, at mange hemmeligheder og fortielser gennemtærer den ellers velfungerende kernefamilie. Jenny er målløs. Hun har gjort sit bedste for at forfølge sin karriere, men samtidig også være lyttende og forstående overfor sine tre børn og være en god kone.

Romanen har to spor. Det første spor følger dagene op til datterens forsvinden og den umiddelbare tid efter. Det andet spor følger Jennys virkelighed et år efter, hvor datteren stadig ikke er fundet. Tilsammen bliver det en spændende men også eftertænksom roman, hvor fortielser og manglen på nærvær i familien er altafgørende. Læs den, hvis du mangler en god bog, hvor alt ikke er rosenrødt.

Find bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 15. september 2015

'Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår' af Haruki Murakami

Tsukuru Tazaki er jernbaneingeniør og bygger jernbanestationer. Selv tager han imidlertid sjældent nogen steder hen, men holder sig mest til Tokyo. Han har mødt en kvinde, der er lidt ældre end ham selv, som han synes godt om. Hun mener imidlertid, at Tsukuru har nogle ting i sit følelsesliv, som han må få på plads, før deres forhold kan blive mere seriøst. Dette krav får Tsukuru til at tænke tilbage. - I sine ungdomsår var han en del af en meget fasttømret vennegruppe, som betød alt for ham, selv om han anså sig selv for farveløs og kedelig i sammenligning med dem. For 16 år siden brød de pludselig alle fire kontakten til ham og efterlod ham traumatiseret og i chok, uden at give ham en forklaring på deres afvisning. I lang tid derefter følte ham sig som på dødens rand, og selv nu, hvor der er gået 16 år, påvirkes han af fortidens svigt. Også et venskab med en yngre mand, der spiller musik og fortæller en sælsom historie om døden, er gledet ham af hænde. Tilskyndet af Sara beslutter han sig imidlertid for at opsøge sine tidligere venner, for at få en forklaring på deres handlemåde. Svaret ligger på en måde lige for, men kommer alligevel bag på ham. Slutningen er åben, men alligevel afklarende i forhold til hvordan Tsukuru fremover vil vælge at leve sit liv. Anmelderne har været lidt lunkne overfor denne Murakami-bog, men jeg kunne nu godt lide den. Måske fordi den hører til den mere realistiske del af forfatterskabet, og handler om en mands kamp med identitet og selvopfattelse.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne