onsdag den 25. marts 2015

'Digte fra en blondekant' af Karen Zubari


Digte fra en blondekant er en poetisk titel på en fin lille digtsamling fra Lolland.
Her bruges ikke ord som Udkantsdanmark men blondekant!
Karen Zubari er noget så sjældent som tilflytter til Lolland og skriver sin helt egen glæde over livet på Lolland ind i en række meget charmerende digte.
Karen Zubari skriver om landskabet,  menneskene, naturen, men også om den virkelighed , som rammer alle på Lolland.
Tag nu f.eks. det første digt  Tidens kissejav, hvor digteren på en humoristisk og helt speciel måde skriver om alle de ting, der lukker /forsvinder på Lolland: biografen, skolen, fabrikken, men
alligevel er sidste vers som følger:

For mig og så pastoren, vi følger troens kald
Så længe vi står fast blir der aldrig messefald
Man lukker ikke kirken med menigheden i
Så mig og så pastoren vi er enige om at bli.

Som læser smiler jeg bare videre allerede ved næste digt , hvor Karen Zubari skriver om sin Late Night i sin egen flække på Danmarks blondekant.
Andre af hendes digte er mere poetiske som nu digtet om To svaner i flugt.
Overalt i digtene springer hendes optimisme frem og man bliver i virkeligt godt humør og glemmer alt om arbejdsløshed, fattigdom og forfaldne huse.

Her er det nuet og menneskene, der tæller. I  næstsidste digt  skriver Karen Zubari:
Det er her hvor Indkantsdanmark ender
Det er her der er tid til kærlighed
Det er her det land de ikke kender
For de siger der er alt for langt herned
Vi er dem der værner om det grønne liv
Vi har vind og bølgeenergi
Der er fladt, men det gir tanken perspektiv
Hvis man har en smule fantasi.

Læs Digte fra en blondekant og  tag en tur rundt på Lolland og nyd lyset og naturen.



onsdag den 18. marts 2015

'Luftspejling 38' af Kjell Westö

Vi befinder os i Helsingfors i 1938. Advokaten Thune er blevet forladt af sin hustru Gabi, der har indledt et forhold til en af hans barndomsvenner. Desuden har hun udgivet en bog med erotiske noveller og Thune føler sig forrådt på flere planer. Hans engagement i advokatfirmaet er ikke det samme som tidligere, og han overvejer at invitere sin nevø ind som partner.
Heldigvis har han lige ansat en effektiv sekretær Matilda Wiik, som hjælper ham med at klare dagligdagen.
En gang om måneden mødes Thune med en flok gamle venner i onsdagsklubben, hvor mangt og meget diskuteres. En onsdag da klubben mødes på advokatkontoret og Matilda skal stå for forplejningen hører hun en velkendt stemme gennem den åbne dør. En stemme fra fortiden. En stemme der tilhører en mand, som hun har meget ubehagelige minder om. Efter den finske borgerkrig var hun nemlig som 16-årig interneret i en lejr...
Som læser får vi ikke at vide, hvem af de 6 mænd i kontoret, der er kaptajnen, som Matilda kalder den ukendte mand bag stemmen. Hun lægger en plan, som vi heller ikke indvies i, og den psykologiske spænding holder hele vejen gennem bogen, hvor vi skiftevis følger Thune og Matilda.
Meget velskrevet, og fuldt fortjent at forfatteren fik Nordisk Råds Litteraturpris for romanen i 2014.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 5. marts 2015

'Mambo i Chinatown' af Jean Kwok

Velskrevet fængende roman, der byder på en fin beskrivelse af en fattig kinesisk families kamp for tilværelsen i Chinatown, New York. Charlie er opvasker på den restaurant, hvor hendes far laver nudler. Hun er 22 år, og har altid haft lidt problemer med at følge med i skolen. Det har hendes 11-årige lillesøster Lisa til gengæld ikke. De to piger mistede deres mor, da Lisa stadig var helt lille, og Charlie prøver efter bedste evne, at fylde pladsen ud. Lisa samler på jobannoncer til storesøsteren og en dag lykkes det Charlie at få arbejde som receptionist på en danseskole. Deres mor var solodanser ved den kinesiske ballet, men Charlie har aldrig opfattet sig selv som en, der kunne danse. På danseskolen finder hun nærmest ved en tilfældighed ud af, at hun har arvet sin mors talent, og hendes liv ændrer sig dramatisk. Hun må leve et dobbeltliv, fordi hun ikke kan fortælle sin traditionsbundne kinesiske far om sit nye job som danser. Mens Charlie udvikler sig og langsomt får mere og mere selvtillid, bliver Lisa ramt af en mystisk sygdom, som familien med ringe succes forsøger at kurere ved hjælp af traditionel kinesisk medicin.
En fin fortælling om en ung kvindes udvikling, der holdt mig fanget fra start til slut, - og selvfølgelig er der også en indbygget kærlighedshistorie...

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.