fredag den 27. juli 2012

'Profeterne i Evighedsfjorden' af Kim Leine

I slutningen af 1700-tallet læser den unge nordmand Morten Falck til præst i København. I stedet for at slå sig ned i en fredelig præstegård i Danmark, vælger han at tage imod et kald i Grønland og rejser i 1787 til Sukkertoppen for at missionere. Magister Falck, der egentlig hellere ville have været læge, bliver mødt af en lille flok omvendte "vilde", de forsumpede og despotiske danske kolonister og af en ubarmhjertig natur.
Inde i landet, ved Evighedsfjorden, har en lille flok indfødte oprettet deres egen mission, hvor de lever efter kristne værdier og Mortens møde med dem, bliver både et lyspunkt og skæbnesvangert.
Romanen emmer af tidens dunster og levevilkår, og bliver et imponerende portræt af en tid og et livssyn, der har præget Grønland langt op i tiden. Morten Falck er en sympatisk hovedperson, en søgende sjæl, der aldrig helt falder til ro i sit liv. Romanen er ulækker, tankevækkende og en af årets bedste bøger.

tirsdag den 24. juli 2012

'Tæskeholdet banker på' af Jennifer Egan

Igennem fortid, nutid og fremtid følger vi en række forskellige personer i New York. Omdrejningspunktet er den succesfulde musikproducer Bennie og hans assistent Sasha. Det er en roman, der lægger vægt på at belyse de afgørende øjeblikke i menneskers liv, selv om de pågældende måske først langt senere finder ud af, hvad der var den vigtige korsvej. Det virker på en måde som en række noveller, bare med en større sammenhængs kraft. Vi møder fx veninderne Rhea og Jocelyn, i en sårbar ungdomstid, med forelskelser og vigtige valg; og senere i bogen mødes de igen som ældre ved en mands dødsleje. Samme mands søn følger vi som barn på safari i Afrika. Det er et velskrevet virvar af vigtige øjeblikke i en lang række menneskers liv. Godt skrevet. Det kan anbefales at læse rimeligt kontinuerligt og alligevel kan det være svært at holde styr på de enkelte personers relationer til hinanden og den påvirkning de uden tvivl udsætter hinanden for. Meget interessant bog; en af de nye spændende amerikanske forfattere, som også Litteratursiden sætter fokus på i efteråret 2012.

torsdag den 19. juli 2012

'Uge 36' af Sofie Sarenbrant

To vennepar er på ferie sammen i den svenske skærgård. Begge kvinder er gravide i uge 36. Den sidste aften forsvinder den ene af kvinderne tilsyneladende sporløst. Herefter tager en række dramatiske begivenheder fat, der alle relaterer til den gravide kvinde. I opklaringsprocessen følger vi både den ledende politimand, den aldrene journalist, ægtemanden samt bedsteveninden. Således kører romanen forskellige spor - også i tid - som vi kender det fra de populære "femi"-krimier. Når man nærmer sig slutningen, kommer en ny person ind i historien. Spændingseffekten holder hele vejen og slutningen er overraskende og med momenter af begivenheder, der har fundet sted i nyere tid. Forfatteren - der er svensk debutant - er fuldt på højde med sine kollegaer Läckberg, Marklund, Steen m.fl.

onsdag den 11. juli 2012

'Stjålen identitet' af Inger Gammelgaard Madsen

Sara Dupont er på ferie med manden til Venedig. De hilser på et dansk venindepar og dagen efter fisker det italienske politik et lig op af floden. Sara er overbevist om, at det var den ene af de danske piger, men de slår det hen og tager tilbage til Danmark. Sara er opsat på at lede efter de danske piger, så hun efterlyser dem på Facebook. Der kommer ingen reaktion på efterlysningen,  til gengæld begynder der at ske mere og mere mærkelige ting. 
Et år senere bliver politiinspektør Roland Bonito kaldt ud til et mord på Psykiatrisk afdeling i Århus og hvor Sara bliver efterlyst som den bortløbne indsatte. Det viser sig hurtigt, at hun er blevet dømt for at slå sin egen søn ihjel, men Bonito kan ikke få sagen til at hænge sammen.

Det er en krimi med et godt flow og spændende fortælling, selv om man sidder tilbage med gåsehud på armene i erkendelsen af, hvor let det er at stjæle en andens identitet.

fredag den 6. juli 2012

'Elfenbenselefanten' af Nerea Riesco

Hvis man godt kan lide Noah Gordons 'Catalaneren' og Ildefonso Falcones' 'Havets katedral', så kan man også roligt give sig i kast med denne mursten af en bog.
Sevilla rammes i 1755 også af det jordskælv, som blev mest kendt for at have raseret Lissabon. Under skælvet løsner en sten fra Katedralens tårn sig og rammer den unge enke, Doña Julia, der tager den med hjem. Hun driver en trykkevirksomhed efter sin afdøde mand, og da hun forelsker sig hovedkuls i en arbejder på trykkeriet med en skummel fortid, viser stenen sig at hænge sammen med hans planer. Han er knyttet til en munkeorden, der i århundreder har gemt på hemmeligheden om et gammelt skakspil, der kan få store politiske konsekvenser.
I tre generationer følger vi familiens vej gennem historien godt krydret med stemningsbilleder og de større historiske begivenheder i Spanien. 

Historien flyder let, og er fuld af lidenskab, humor og et par uventede mord. Helt igennem underholdende.

tirsdag den 3. juli 2012

'Flokdyr: Et storbyeventyr' af Dorte Holm

Romanens hovedpersoner er fire storbymennesker i 30’erne, der har et kontorfælleskab – en matchmaker, en PR-journalist, en grafiker og en computernørd. Scenen er sat – de lever hver deres liv og har kun kontoret som fællesnævner. Under overfladen lurer problemerne og ensomheden. En dag kommer der en ny lejer, Ella, der stadig bor i sin mors hus og kun lejer sig ind, fordi hendes mor synes, hun skal ud og møde andre mennesker. En aften sker der pludselig noget i deres liv, der gør at de uomtvisteligt bliver viklet ind i hinanden. Alle tvinges de ud i nye situationer – privat eller i deres arbejdsliv – der gør, at de bliver nødt til at tage nye beslutninger, ansvar og initiativ. De kommer nærmere hinanden, bliver (måske) klogere på livet, deres relationer – både på kontoret og privat. Der bliver vendt op og ned på forhold, karrierer, boliger og ikke mindst på prioriteringer. En varm og underholdende roman om storbylivets op og nedture.