fredag den 24. januar 2014

'De tørstige' af Søren Toft

14-årige Daniel Stark sendes fra Jylland på besøg hos sin farfar på Sejerø, som han aldrig har mødt før. De to dage han tilbringer hos Theodoren fra Villa Blåvand bliver skelsættende for Daniel, hvis oprindelige intentioner egentlig var at stikke af til Hamborg. I 2006 skal Daniel lancere "World straw", et sugerør som renser vandet for verdens fattige. Op til lanceringen ankommer et filmhold til Sejerø, som skal lave en dokumentar om opfinderen, som nu bor blandt den afdøde Theodorens jagttrofæer. Selv om Theodoren af Villa Blåvand for længst er død spiller han en stor rolle i Daniels og øboernes liv. Hans autoritet, vilde sømandsliv som skørtejæger og tidligere ejer af en tøjfabrik i Indien udgør en stor del af denne roman, som bliver fortalt med humor og med et glimt i øjet. Personskildringerne fremstår lettere groteske, men det er det, der gør denne roman værd at læse. Man ved aldrig, hvor man har Theodoren af Villa Blåvand henne...

tirsdag den 21. januar 2014

'Sort boks' af Jennifer Egan

Den første twitterroman jeg har læst. - Og så er det endda en vellykket en af slagsen. Den er noget så usædvanligt som skrevet i 2. person, formuleret som en række informationer og instrukser til hovedpersonen. Den handler om en yngre kvindelig spion, der undercover skal indlade sig med en Tildelt Partner; en magtfuld mand, som hun skal udspionere. Hendes krop er den sorte boks, hvor al information lagres. Hun kan tage fotografier eller scanne dokumenter ved tryk forskellige steder på sin krop. Og selv om den lille historie fortælles i korte afsnit på max 160 tegn, - og da også udkom som tweets i første omgang, så sidder man faktisk tilbage med følelsen af at have læst en spændende og sammenhængende fortælling bagefter. Hvordan det kan lade sig gøre, aner jeg ikke, men denne forfatter kan noget særligt med både form og sprog. Hendes debutroman 'Tæskeholdet banker på' er helt anderledes omfattende, men bestemt også værd at læse. Denne er til gengæld hurtigt læst, fascinerende i form og udtryk, - og stadig spændende.

fredag den 17. januar 2014

'Nemesis' af Philip Roth

Den unge Bucky Cantor er i sommeren 1944 leder af legepladsen i den jødiske bydel Weequahic i Newark. Hans bedste venner Jack og Dave er i krig i Europa, en krig Bucky ikke kan deltage i pga. sit dårlige syn. Bucky er forelsket i lægens datter Marcia, der arbejder i en sommerlejr udenfor byen oppe i bjergene. Det er en meget varm sommer, og da polioen bryder ud, rammer den hårdt ned blandt børnene i den jødiske bydel. Marcia ønsker at Bucky skal slutte sig til hende i sommerlejren, så han kan slippe væk fra smittefaren. Men Bucky er i tvivl, kan han svigte børnene på legepladsen?
Han må træffe et valg, og som han selv opfatter det, får hans valg store konsekvenser for resten af hans liv. Det er en fremragende roman, der både handler om valg og konsekvenser, men især om at acceptere en tragedie uden nødvendigvis at finde nogen mening i den, - og uden at tragedien behøver at være nogens skyld. Det er det, Bucky ikke kan. For ham må der være en årsag til tragedien, en der har skylden. Og han vender fingeren mod sig selv og mod Gud. Hans behov for skyld, mening og ansvar gør, at han om muligt ødelægger endnu mere omkring sig. Velskrevet og tankevækkende.

torsdag den 16. januar 2014

'Straffen' af Anton DiSclafani

Efter en skandale bliver den 15-årige Thea sendt væk fra sin familie i Florida og på ridekostskole i North Carolina. Tiden er 30'ernes kriseramte USA og skolen er et sted, hvor rige forældre sender deres døtre hen for at få en uddannelse inden de skal giftes væk. Thea, der indtil nu har levet et afsondret liv med sine forældre og sin tvillingebror, må nu finde en plads i en flok piger, der konkurrerer på popularitet, udseende og ridefærdigheder. Thea er heldigvis en kompetent rytter og får også lov til at undervise forstanderparrets døtre i ridning. På den måde kommer hun lidt for tæt på manden, især da hans kone tager ud for at tigge de rige elevers forældre om at donere penge til skolen.
Historien er en klassisk dannelsesroman og en stemningsfuld fortælling om seksuel vækkelse.

tirsdag den 14. januar 2014

'Projekt Rosie' af Graeme Simsion

Don lever et meget struktureret liv, hvor alt er planlagt ned i mindste detalje. Han er genforsker og arbejder på et universitet i Melbourne, hvor hans bedste ven Gene også arbejder. Don ønsker sig en kone og som den logiske og skemalagte mand han er, laver han et spørgeskema, som han vil have kvinder til at udfylde, for at se, hvor godt de passer ind i hans liv. Gene, der ofte hjælper Don med de socialt betingede problemer han roder sig ud i, tilbyder at hjælpe Don med at moderere skemaet og udvælge, de kvinder, Don skal invitere ud.
Så da Rosie dukker op på Dons arbejdsplads og siger, at hun kommer fra Gene, inviterer han hende straks ud. Hun har egentlig bare opsøgt ham for at få svar på et væddemål, men tager alligevel imod invitationen. Hun har nemlig gang i sit eget projekt; hun vil gerne finde sin biologiske far. Inden længe har Don tilbudt hende at hjælpe hende med at indsamle og analysere DNA fra potentielle kandidater. Rosie er så langt fra den kvinde, Don søger, som man kan komme, og mødet med hende kommer til at rykke på mange af hans opfattelser, og får rodet ham ud i helt uventede situationer. Og han må selvfølgelig lære, at kærligheden ikke kan skemalægges.
En hel igennem sjov og hyggelig kærlighedsroman, hvor historien flyder let afsted, som i en god, romantisk film.

torsdag den 2. januar 2014

'Senseis mappe' af Hiromi Kawakami

Fortryllende roman om japanske Tsukiko, der bor alene og arbejder på kontor. Hun ynder at komme på en lokal bar og en dag møder hun én af sine tidligere lærere, Sensei. Uden at lave aftaler mødes de med jævne mellemrum og de udvikler et varmt venskab. Et venskab, der ikke er præget af de dybe samtaler men af nærvær og samhørighed. Man fornemmer tiden ved menuens skiftende karakter, træernes blomstringer og temperaturen.

Trods den store aldersforskel udvikles forholdet mellem de to ensomme sjæle langsomt til et lidenskabeligt kærlighedsforhold i selskabet af utallige flasker sake. Historien udfoldes fint og følsomt i japansk stil, hvor man fornemmer kulturforskellene mellem de to men også den usagte fortrolighed. Smuk, smuk roman, der skal læses -måske sammen med et glas sake...