fredag den 30. december 2011

'Bogen uden navn' af Anonym

Der sker mærkelige ting i den støvede, lille by Santa Mondega.
En række bizarre mord fører kriminalassistent Miles Jensen til byen og hans interesse i det overnaturlige kommer på overarbejde. Ikke alene dør folk til højre og venstre - måske resultatet af den legendariske massemorder Bourbon Kid - men på byens bibliotek står der også en bog uden titel og skrevet af en anonym forfatter og alle som læser denne bog bliver myrdet.
Samtidig er et par Hubal-munke kommet til byen på jagt efter en  mystisk ædelsten med stor kraft, som er blevet stjålet fra dem. Hertil kommer en lejemorder klædt ud som Elvis, en gangsterboss, en skydegal dusørjæger og ikke mindst et par vampyrer.
Det her er en film i bogform. Mest af alt minder det mig om en Quentin Tarantino-film - fuld af blod, vold, mærkelige mennesker og ikke så lidt bizar humor.

torsdag den 29. december 2011

'Boomerang' af Tatiana de Rosnay

Antoine Rey er for et års tid siden blevet skilt fra Astrid, men han elsker hende stadig. Hun har mødt en anden mand, der har overtaget Antoines plads, hans hus, bil og hund. Han er nu weekendfar til børnene Arno, Lucas og Margaux, og det er ikke altid helt let. Samtidig er hans arkiteketjob med mange besværlige kunder begyndt at kede ham, og han befinder sig i en midtvejskrise.
Hans søster Melanie fylder 40 år, og han har inviteret hende på en overraskelsestur til barndomsparadiset Noirmoutier, hvor de indtil deres mors alt for tidlige død tilbragte alle deres somre. Minder fra fortiden dukker op, og netop som Melanie på hjemvejen vil fortælle Antoine noget vigtigt, skrider bilen ud, og hun kører galt.
Men Antoines interesse for fortiden er vakt. Hvordan døde deres mor? Hvordan var hendes liv egentligt? - Og hvad var det Melanie ville fortælle ham? Han begynder at bore i fortiden og skeletterne står nærmest i kø for at vælte ud af skabet.
Spændende og velfortalt underholdende roman!

torsdag den 15. december 2011

'Mr. Rosenblums liste eller en nyttig vejledning for den der ønsker at blive englænder' af Natasha Solomons

Kort før anden verdenskrig flygter ægteparret Jack og Sadie Rosenblum fra Tyskland til England. Ved ankomsten modtager de en liste over, hvad man gør og ikke gør i England og hvordan man opfører sig og især ikke opfører sig overfor englænderne. For Jack bliver det en guide til, hvordan han hurtigst muligt bliver englænder og han kaster sig med iver ud i projektet. Sadie forstår ikke sin mands begejstring for deres nye hjemland og er tynget af sorg over de familiemedlemmer, som blev tilbage i Tyskland.
Til at starte med skaber parret sig et liv i London og får en lille datter. Men da Jack sætter sig det mål, at blive medlem af en golfklub, løber han ind i problemer, fordi han er jøde. Løsningen for ham bliver at bygge sin egen golfbane, og så flytter familien på landet. Her møder de et lilleby-samfund med helt egne regler og myter - ikke mindst historien om Uldgrisen fra Dorset.
Historien er sød, underfundig og sjov med mere alvorlige undertoner af fordomme, sorg og flygtningens rodløshed. Man kommer til at holde af Jacks ukuelige gåpåmod, der driver historien frem i denne helt igennem hyggelige bog.

tirsdag den 13. december 2011

'Når noget slutter' af Julian Barnes

Tony ser tilbage på sin ungdom og funderer over sit liv. Han var ung i 60'erne og i hans erindringer er det især forholdet til pigen Veronica og vennerne Adrian, Colin og Alex, der fylder meget. Han og Veronica bryder til hans store sorg/ærgelse deres forhold og hun indleder senere et forhold til Adrian. Det får Tony til at sende Adrian et ret ubehageligt brev, men selv om Adrian ½ års tid efter begår selvmord har Tony aldrig rigtig forstået konsekvenserne af sin handling. Først nu 40 år efter, da han modtager et brev fra en advokat, der meddeler ham, at han har arvet lidt penge og nogle genstande fra Veronicas mor, - deriblandt Adrians dagbog - begynder han at undersøge fortiden nærmere og må drage nogle ubehagelige konklusioner...
En bog om skyld og anger, skrevet i en eftertænksom stil, og med mange forviklinger, der først til allersidst afsløres. Romanen vandt Booker-prisen i 2011.

fredag den 9. december 2011

'Kvinde på flugt fra meddelelse' af David Grossman

Ora indlægges under 6 dages krigen som ung pige på et epidemihospital i Jerusalem. Her møder hun sin skæbne i form af to unge mænd Avram og Illan.
35 år efter møder vi igen Ora. Hun er nu en moden kvinde, er lige blevet skilt fra Illan, og hendes yngste søn har meldt sig til en farlig mission i den israelske hær. Fuld af angst for sønnens liv og for måske at skulle modtage den frygteligste meddelelse af dem alle, flygter Ora ud på en lang vandring. Med på vandringen tager hun sin gamle ven Avram, som hun ikke har set længe, og gennem samtaler mellem de to åbenbares lidt efter lidt de dramatiske begivenheder, der engang for længe siden skilte de tre unge ad. Det bliver til en krønnike om levet liv i Israel, om frygten for bomber, om angst for at miste, men også en spændende fortælling om trekantsdramaet mellem Ora, Ilan og Avram.
Det er en stærk og følsom bog, der især handler om krig; om hvordan krig kan ødelægge alt; venskab, kærlighed og livet selv. Men det er også en besværgelse; en måde at holde fast i det levede liv på. Sprogligt kræver den noget af sin læser, men man får meget igen!

fredag den 2. december 2011

'Det gode i dig' af Linda Olsson

Marion bor alene og isoleret på New Zealand. Hendes hverdag går med at filosofere over hverdagen og over brudstykker af barndommen, som dukker op i hendes hukommelse. Først nægter hun at se tingene i øjnene, men mødet med den lille dreng Ika, som hun serverer suppe for, får tingene lidt i perspektiv. Det er en rørende historie om drengen Ika, om Marions egen forfærdelige barndom, om den tragiske adskillelse fra hendes elskede lillebror og om en kærlighed, hun kort finder, men som kommer til at betyde alverdens for Marion. En smuk og følsom roman, der varmt kan anbefales som hyggelig julelæsning.

mandag den 28. november 2011

'Jernhuset' af John Hart

Michael prøver at skabe sig et nyt liv sammen med kæresten Elena, men det går ikke så nemt. Michael er infiltreret i bandekriminalitet og er en koldblodig morder. Resten af banden vil dog ikke slippe ham så nemt og truer ham med at slå hans lillebror, Julian, ihjel, som han ikke har set siden de var på børnehjemmet sammen. Da de ankommer til Julians hjem, en senators hjem fyldt med sikkerhedsvagter, varer det ikke længe før helvede bryder løs. Julian bryder mentalt sammen og de fisker det ene lig efter det andet op af søen. Herfra er der mange tråde, der skal samles og en fortid, der skal gøres op med.


Som de tidligere bøger skuffer John Hart ikke. Han skriver eminent, så man ikke kan stoppe med at læse, før bogen er slut. 'Jernhuset' er spændende hele vejen igennem og har et godt plot. Er man til spændingsromaner, så er denne bestemt et godt bud.

tirsdag den 22. november 2011

'Som dag følger nat' af Yasmina Khadra

Younes er fra en fattig landarbejderfamilie i 1930’ernes Algeriet. Hans familie må opgive jorden og rejse til byen. Her hutler de sig igennem og det ender med at Younes far Issa overgiver drengen til sin bror, der har klaret sig godt, er fransk gift og apoteker.
Nu bliver hans navn Jonas og han lever et rigt liv hos sin farbror og dennes kone Germaine. Senere flytter familien til den mindre by Rio Salado. Younes er 13 og en køn dreng, pigerne kan godt lide ham, men han får også 3 gode venner: Jean Christophe, Fabrice og Simon. Da drengene vokser til koncentreres deres opmærksomhed og kærlighed om to piger; den smukke Emilie og den overlegne Isabelle.
Younes er en almindelig ung mand, der har svært ved at træffe valg og ikke er specielt modig. Han prøver at opføre sig anstændigt, og det koster ham måske hans livs kærlighed. Han undgår længe at tage stilling til arabernes undertrykkelse og deres frihedskamp i 50’erne – indtil han med våbenmagt tvinges til at forholde sig til det der sker omkring ham. Han lever kort sagt mellem to kulturer: den arabiske muslimske og den vestlige kristne. En god bog om en ung mands - og et ungt lands - udvikling.

tirsdag den 15. november 2011

'Da bunden faldt ud af himlen' af Jenny Wingfield

En rigtig god amerikansk underholdningsroman af de brede. Hvor den onde er virkelig ond og de gode virkelig er gode, - eller i det mindste gør deres bedste... Samuel Lake er prædikant, men dette år har han ikke fået en kirke. Han og hustruen Willadee flytter derfor med deres tre børn Noble, Swan og Bienville hjem på forlænget sommerferie hos Willadees forældre. De tre børn opsøges snart af nabodrengen Blade der har det mere end almindeligt svært med en tyranisk sadistisk far. Det lykkes for Blade at redde en hest fra sin far og selv flygte, men faderen planlægger en grusom hævn... Vi møder et stort persongalleri omkring den virkelige hovedperson pigen Swan: Morfar John, der starter sommeren med at begå selvmord, den stærke mormor Calla, og den tavse stolte onkel Toy. God underholdning til en kold vinterdag!

torsdag den 27. oktober 2011

'Højere end alle himle' af Louise Boije af Gennäs

Romanen lægger ud med en lidt forvirrende snakkende nytårsfest ved årtusindeskiftet. De seks venner Jalle, Victor, Stefan, Pella, Liv og Sanna præsenteres og det er lidt uklart, hvem der hører sammen med hvem og hvilke relationer de har til hinanden. - Men fortvivl ikke. På trods af den lidt forvirrende indledning kommer vi i den næste del af bogen tæt på hver enkelt af de seks venner. De tilhører den veluddannede middeloverklasse i Stockholm, er alle i 30'erne og har forskellige problemstillinger at slås med. Romanen følger vennerne i de første år af 00'erne; gennem sorger og bekymringer, gennem venskab og kærlighed.
Det er især en fortælling om nære venskaber og om det at være menneske i en tid med store forandringer. Vennerne påvirkes forskelligt af de store begivenheder i verden; 11. september 2001, mordet på Anna Lindh. Det er en rigtig generationsroman om dem der var i 30'erne i tidsrummet 2000-2009, og beskrivelsen af bylivet i Stockholm er rigtig god.

torsdag den 20. oktober 2011

'Gode naboer' af Ryan David Jahn

Katrina Marino kommer fra arbejde kl. 4 om natten og bliver brutalt overfaldet i hendes lejlighedskompleks. Hun skriger hjerteskærende og kæmper for sit liv. Naboerne hører og ser hende, men der er ingen, der kommer hende til undsætning. De formoder alle, at der er andre, der har ringet efter hjælp og hvorfor så blande sig og være en del af mængden, der blot vil være til besvær? Man hører på skift om naboernes liv, som udfolder sig her midt om natten. Der er manden, som vil begå selvmord; den unge knægt, der passer sin kræftsyge mor; kvinden, som tager sin mand i utroskab alt imens Katrina ligger udenfor i en blodpøl og kæmper sig hen til sin lejlighed for at kunne ringe efter hjælp.


Det er en stærk og tankevækkende historie om menneskers levevis og hvordan man kan være vidne til en grov forbrydelse uden at gribe ind. Spændingen intensiveres ved de konstante sceneskift uden at forvirre læseren. Det er en chokerende roman især med tanke på, at den er bygget over en virkelig hændelse. Som læser sidder man tilbage lettere rystet og tænker: Så gør dog noget!

torsdag den 13. oktober 2011

'Skyd appelsinen' af Mikael Niemi

Den 16-årige utilpassede gymnasieelev, der fortæller historien, har en del problemer at slås med. Både i forhold til piger og hans mor, men især i forhold til skolekammeraterne, som han konsekvent opdeler i idioterne og skiderikkerne. Han prøver at finde sig selv ved at provokere de andre, og en dag sætter han et ret voldeligt digt op på skolens opslagstavle. Han håber naturligvis at HUN vil se det, men digtet afføder en række begivenheder, som han efterhånden mister kontrollen over. Især da den mobbede kammerat Pålle tager tingene lidt for bogstaveligt...
En anbefalelsesværdig - både barsk, selvironisk og eftertænksom - ungdomsbog om mobning og identitet.

tirsdag den 4. oktober 2011

'Den kendte verden' af Edward P. Jones

Da Henry Townsend som 31-årig midt i 1800-tallet dør på sin ejendom i Virginia, efterlader han sig udover sin enke 20 hektar jord og 33 slaver. Det usædvanlige er, at Henry selv er sort. Han blev ca. 20 år tidligere frikøbt af sine forældre og har siden selv slået sig ned som plantage- og slaveejer. Omkring denne begivenhed bygger forfatteren sin fortælling om et samfund i Sydstaterne, der for de implicerede personer rummer hele den verden, de kender. En verden hvor vi bliver præsenteret for et stort persongalleri; slaver, slaveejere, slavepatruljer, frigivne sorte. Hele omdrejningspunktet i romanen er forholdet mellem mennesker i en verden, hvor det almindelige er at kunne eje hinanden. Lidt efter lidt drages man ind i dette univers, hvor alle beskrives på en yderst menneskelig måde. I starten synes jeg nok at bogen kræver lidt tålmodighed af sin læser, men man belønnes hen af vejen. Han skriver på en helt speciel måde, med små blik frem i tiden, der får historien til at fremstå meget autentisk og researchet, men også lidt teksttung.
Romanen vandt Pulitzer-prisen i 2004 og er den første af forfatteren på dansk.

onsdag den 28. september 2011

'Græshoppen og fuglen' af Hanan al-Shaykh

Kamila flytter som 9-årig til Beirut i starten af 1930'erne og bliver tvangsgift med sin afdøde søsters mand. Samtidig har hun en affære med den jævnaldrende Muhammed, som bliver hendes livs kærlighed. Hun lever et liv mellem de to mænd og er derudover en værre spilopmager. Hun lokker sine slægtninge med i biografen og finder på alle mulige tricks for at lokke mad og penge ud af sin fornærede ægtemand. Efter flere års ægteskab forfølger hun kærligheden og bliver endelig skilt og må leve med skam og udstødelse. Det er en gribende historie om en kvindes kamp for kærligheden og bestemt en bog for alle, der holder af kærlighedsromaner og romaner fra mellemøsten.

tirsdag den 20. september 2011

'Vinter i Madrid' af C. J. Sansom

Spændende og medrivende roman om kærlighed, politik, krig, tab og sorg.
Året er 1940. Spanien er fattigt efter borgerkrigen og den engelske ambassadør kæmper for at holde Franco ude af 2. Verdenskrig. Harry Brett sendes til Madrid for at arbejde for efterretningstjenesten. Han skal udspionere en gammel skolekammerat Sandy, der nu driver lyssky forretninger i Madrid, med forbindelse til Francos styre. Til sin forbavselse finder Harry ud af at Sandy nu bor sammen med Barbara. Barbara var kæreste med Harrys gode ven Barnie, der kæmpede mod Franco sammen med de internationale brigader og formodes dræbt ved Slaget ved jarama i 1937.
Det er en velskrevet og underholdende roman. På sin vis en spionroman, men uden forherligelse af 'heltene' i historien. Alle valg har store konsekvenser og kærlighed og tab går hånd i hånd. Spændingen intensiveres undervejs, så bogen bliver virkelig svær at lægge fra sig. Kan anbefales!

tirsdag den 13. september 2011

'Sortehusene' af Vibeke Marx


Kirsten våger over sin mor Agnes på et plejehjem. Kirsten er så vred på sin mor, at hun dårligt kan holde hende i hånden; hun afskyr tanken. Men Agnes er ikke den eneste Kirsten er vred på. Hele den nære familie lever ikke op til forventningerne, men pludselig møder Kirsten en mand, som vender op og ned på hendes liv, men tør hun gribe chancen for at ændre det? Sideløbende fortælles historien om uforløst kærlighed mellem mor og datter, om knoklelivet i social ulighed og om familielivets mange facetter på godt og ondt. Marx har skrevet en meget fin historie med sans for personskildringer og har en sublim evne til at beskrive livets mange udfordringer og efterfølgende konsekvenser på en meget overbevisende måde.

onsdag den 7. september 2011

'Heksenat' af Deborah Harkness

Da historikeren Diana støder på et forhekset manuskript i The Bodleian Library bliver hun hurtigt revet ud af sin sikre tilværelse. Dæmoner, hekse og vampyrer efterstræber alle dokumentet, og snart kan Diana ikke længere ignorere, at hun selv er af hekseæt. Endnu mere indviklet bliver det, da hun støder ind i vampyren Matthew og de indleder et forhold der går imod traditionerne hos begge racer. Diana viser sig at have helt uventet stærke hekseevner og må også grave tilbage i sin egen historie og mordet på hendes forældre.
En lang, men spændende start på endnu en serie om et overnaturligt univers. Magi, kærlighed og kamp mod det onde for alle pengene. Kan klart anbefales til Twilight-fans.

fredag den 2. september 2011

'Kort over vejen hjem' af Kamila Shamsie

Raheen og Karim er vokset op sammen i Karachi i 1980'erne som de bedste venner. De færdiggør hinandens sætninger, ved hvad den anden tænker og hænger sammen som ærtehalm. Men da de er 13 år sker der en ændring i deres forhold. Karim begynder at interessere sig for kort; en interesse som Raheem ikke kan følge. - Den øgede afstand og manglende forståelse mellem de to venner gør ondt, og Raheem søger tilbage i tiden, for at finde svar på sine mange spørgsmål.
Som unge byttede Raheem og Karims forældre forlovede og Raheem både ønsker og ønsker ikke at få klarhed over hvad det var der skete dengang i 1971, hvor Pakistan mistede Østpakistan og hvor etnicitet og tilhørsforhold betød noget andet end senere. Opvoksede som de er i den øverste del af middelklassen er der mange begivenheder, der holdes skjult for de unge, og måske risikerer de at gentage deres forældres historie. Og hvem kan svare på om kærligheden egentlig er størst, når den holder fast eller når den giver slip?
Det er en virkelig velskrevet kærlighedshistorie; fuld af smerte og ubesvarede spørgsmål. Om rodløshed og tilgivelse, om fremmedgjorthed, og om nødvendigheden af at føle sig hjemme et sted.

torsdag den 25. august 2011

'Hotellet på hjørnet af bitter og sød' af Jamie Ford



En fin og velskrevet bog om to børns venskab og kærlighed, og om en måske lidt overset del af den amerikanske historie; interneringen af alle af japansk afstamning under 2. Verdenskrig.
Henry er midt i halvtresserne og har for nylig mistet sin kone. Han kæmper med at finde sig tilrette i sit liv uden Ethel og med at etablere en bedre kontakt til sønnen Marty. Samtidig husker han tilbage. I 1942 mødte han som 12-årig den jævnaldrende pige Keiko. Som de eneste asiatiske børn på en "hvid" skole, fandt de to hurtigt hinanden i et tæt venskab. Keiko var japaner, Henry kinesisk. Men i 1942 var USA's største fjende Japan og alt japansk. Keiko og hendes familie blev tvangsinterneret og selv om børnene forsøgte at holde kontakten med hinanden havde de mange odds imod sig.
Bogen veksler fint mellem de to tidsperioder, der begge er interessante på hver sin måde. Det er en kærlighedshistorie, der også tager temaer op som far-søn-forholdet, etniske grupperinger i det amerikanske samfund og vores behov for at skabe fjendebilleder.

tirsdag den 16. august 2011

'De tre Weissmanns fra Westport' af Cathleen Schine

Hver gang en film eller en bog slår sig op på, at plottet er lånt fra Jane Austen kan jeg ikke lade være med at sukke. Det sætter forventningerne alt for højt samtidig med, at jeg bare er nødt til at finde ud af, om de kan leve op til det. Filmen 'Clueless' lånte plottet fra 'Emma' med sødme og 'Bridget Jones' dagbog' slap også nogenlunde fra at låne fra 'Stolthed og fordom'.
'De tre Weissmanns fra Westport' låner fra 'Fornuft og følelse' uden helt det samme held. Betty må sent i sit liv gennemgå en uventet skilsmisse fra sin mand, og slår sig ned i byen Westport med sine to midaldrende døtre, den lidenskabelige Miranda, der er gået konkurs og den fornuftige Annie, der føler, at hun må redde sin familie fra økonomisk katastrofe. Her møder de diverse helte og skurke, der minder om personer i 'Fornuft og følelse', mens det hele dog ender knapt så forudsigeligt, som plottet lægger op til.
Måske ville jeg slet ikke have opdaget parallellerne mellem de to historier, hvis de ikke var en del af PR'en. Og jeg tror også, jeg ville have nydt bogen mere på dens egne præmisser, for den er faktisk ganske hyggelig og sjov og af og til med lidt Austensk bid. En rigtig hængekøjebog.

'Drømmehjerte' af Cecilia Samartin

En både underholdende og rørende fortælling om kusinerne Nora og Alicia, der vokser op sammen i Cuba. De tilhører den velhavende overklasse og lever et luxusliv, der dog brat ændres, da Castro tager magten i Cuba. Nora flygter med sine forældre til USA, mens Alicia bliver i Cuba. De drømme om frihed og uddannelse til alle, som Alicia og hendes mand har haft, bliver dog relativt hurtigt knust af det kommunistiske styre og gennem Alicias breve til kusinen i USA fortælles om det hårde fattige liv i Cuba, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Nora i USA slås med emigrantens evige længsel efter det mistede og har svært ved at findes sin plads i livet. Situationen i Cuba forværres, og da Alicia bliver syg, beslutter Nora sig for at tage tilbage til Cuba for at hjælpe sin kusine.

Det er en underholdende og bevægende roman, en af dem med lidt dybde i. Man kan næsten ikke andet end blive rørt over Alicias skæbne, og samtidig bliver man lidt klogere på Cubas historie.

tirsdag den 9. august 2011

'Scener fra en landsby' af Amos Oz

Gennem otte fortællinger, der alle foregår i den israelske landsby Tel Ilan, følger vi forskellige af landsbyens indbyggere. Vi får et indblik i tanker og følelser, der ikke ellers gives udtryk for; et blik ind under overfladen, hvor der ofte tænkes og handles irrationelt. Hovedpersonen i en fortælling optræder måske som biperson i den næste, og giver et fint billede af landsbyens liv: Hver enkelt er i centrum i sit eget liv med egne længsler og drømme, men indgår samtidig i en større sammenhæng. En del af historierne ender ret uafsluttet, så det kan være svært at fornemme, hvad der videre vil ske. - F.eks. med ejendomsmægleren, der efterlades i en mørk kælder.. - Eller den ulykkeligt forelskede teenager Kobi. Det er måske nok hverdagsliv, der er omdrejningspunkt for novellerne, men med udgangspunkt i hverdagens dramaer bliver hver eneste historie spændende og interessant. Man får lyst til at begynde forfra igen og måske opdage en ny sammenhæng mellem de forskellige personer. 

fredag den 5. august 2011

'Pindsvinets elegance' af Muriel Barbery



'Pindsvinets elegance' er en fransk bestseller af filosofiprofessor Muriel Barbery. Og fransk og filosofisk er den, men på en fin og letlæst måde.
René er portnerske i et fornemt hus med dyre lejligheder i Paris. Hun lever en skyggetilværelse, hvor hun udadtil lader som om hun er en typisk fransk portnerske, mens hun bag lukkede døre lever et intellektuelt og følelsesladet liv. En dag kommer hun dog til at afsløre sine litterære tilbøjeligheder for en nyindflyttet japansk rigmand, og han trænger sig ind i hendes liv og tilbyder sit venskab.
I en af de andre lejligheder bor den hyperintelligente 12-årige Paloma, der føler sig malplaceret i sin familie og synes verden er afskyelig. Hun har planlagt sit eget selvmord med stor omhu, men også hun bliver ven med japaneren og må genoverveje, om livet er værd at leve.
De tre finder sammen i en uventet alliance af venskab og livslyst, der vender op og ned på tingene.
Det er en tænksom bog med personer, det er lette at holde af.

tirsdag den 2. august 2011

'Arseniktårnet' af Anne B. Ragde



'Arseniktårnet' er en barsk og bitter slægtshistorie. Romanen starter med at Therese bliver ringet op af sin mor Ruby, der glædesstrålende beretter at 'Mormor er død'. Herfra skrælles familiens historie tilbage i tiden - først med Thereses oplevelser med mormor, så Rubys med sin mor, så mormoderen Malie Thalias eget liv. Historien er fuld af bitterhed og uopnåede drømme, som trækker lange fangtråde frem i familiens historie fra generation til generation. Jeg synes, det er en stærk fortælling om de ting, der bæres videre i en familie og de mange måder, man kan ødelægge hinanden på. Og hvis man vender historien om igen så den følger tidens gang fra Malie Thalias barske opvækst frem til Thereses kærlige forhold til sin søn, er det også en historie om, at bryde med fortiden.

lørdag den 30. juli 2011

7 Sydøst' af Hanne Richardt Beck

Vi befinder os ca. 20 år ude i fremtiden, hvor region Nord efter forskellige klimarelaterede ødelæggelser koncentrerer sig om at kontrollere flygtningestrømmen, og via hjernevask holder alle folk på deres pladser. Kun i lavområderne findes stadig selvstændige men undertrykte mennesker, der tager hånd om deres egen situation.
Vi følger to personer i romanen: My, der arbejder som instruktør på en skole i Metropolen og drømmer om at komme til at dele adresse med Dion. Desværre er der visse forhindringer, fordi Mys mor er squatter og bor ulovligt i et af lavområderne..
Den anden hovedperson er politikeren, lægen og flygtningen Samuel, der lidt efter lidt kommer i tvivl om den måde hele region Nord styres på. Han vil gerne gøre noget for lavområderne, men det vinder ikke rigtig gehør hos dem, der bestemmer.
Romanen giver et interessant og skræmmende bud på fremtidens flygtninge- og samfundsforhold. Man kan næsten ikke lade være med at tænke på den verserende debat om både flygtninge og udkantsområder...
Det er en ret politisk bog, - og en af de bedre af slagsen.

mandag den 25. juli 2011

'Fatimas hånd' af Ildefonso Falcones



I 1500-tallets Andalusien fødes Hernando Ruiz ind i en maurisk familie. Han er resultatet af, at hans mor er blevet voldtaget af en kristen præst, og denne splittelse mellem to religioner bliver temaet for hele hans liv. Forhadt af sin stedfar får Hernando en barsk start på livet, og må hele tiden kæmpe for sin eksistens. Samtidig præges hele samfundet af det religøse had, der fører til oprør og overgreb. Konflikterne fører den unge mand langt omkring og fra rigdom til fattigdom og tilbage igen. Historien er barsk og blodig, men samtidig nem at leve sig ind i. Sammen med Hernando og hans families skæbne får man et livagtigt billede af samtidens Spanien. Hvis du kunne lide Ildefonso Falcones første roman 'Havets katedral', bliver du bestemt ikke skuffet her.

fredag den 22. juli 2011

'Niceville' af Kathryn Stockett

En spændende og fascinerende fortælling om Sydstaterne i starten af 60'erne. Om almindelige underkuede menneskers mod og angst, og om den befrielse det kan være at få en stemme.
Den hvide overklassepige Skeeter har lige afsluttet sin universitetsuddannelse og vil gerne arbejde som journalist. Det er ikke så nemt, og på den lokale avis får hun kun tilbud om at redigere rengøringsbrevkassen. Da hun ikke ved meget om det emne, søger hun hjælp hos sin veninde Elisabets tjenestepige Aibileen. Her opstår idéen til noget mere specielt: Skeeter beslutter sig for, at hun vil skive en bog, som skal være de sorte tjenestepigers fortælling om deres liv med rengøring og pasning af de hvides børn.
Det viser sig at blive noget mere problematisk, end hun havde forestillet sig. Ingen tror på hendes projekt, ingen tør udtale sig, alle er bange. Med hjælp fra Aibileen lykkes det hende dog lidt efter lidt at komme i kontakt med flere tjenestepiger og hun får øje på en helt anden verden, som hun intet kendte til.
 Skeeter har egentligt aldrig været borgerrettighedsforkæmper, hun vil bare gerne være forfatter og der går lidt tid før hun indser at hun har stukket hånden i en hvepserede. Jo dybere hun graver jo flere spørgsmål findes der. Hvad skete der f.eks. med hendes egen sorte barnepige? Og er Stuart den rette mand i hendes liv?
Historien fortælles på skift af Skeeter, Aibileen og Aibileens veninde Minny og det virker som et troværdigt billede af hele situationen i Sydstaterne i starten af 60'erne.
Jeg startede på romanen, da jeg kom hjem fra arbejde i går og kunne ikke lægge den fra mig, før jeg var færdig. Bedre anbefaling kan en bog vel ikke få?

mandag den 18. juli 2011

'Mord i zen' af Oliver Bottini

En munk med blodige sår går rundt i det sneklædte landskab. Louise Boní fra Freiburg politi bliver tilkaldt for at se på situationen; der er umiddelbart ikke nogen fare på færde og munken forbliver tavs. Louise fornemmer dog at der er noget galt, men hun har svært ved at overbevise sin chef, som i virkeligheden aller mest har lyst til at suspendere Louise. Hun tager sagen i egen hånd, men det er ikke nemt, når der er klirrende Jägermeister flasker i lommen og egne dæmoner at kæmpe imod. Munken tilhører et buddhistisk kloster, så Louise må have hjælp fra eksperter. Inden hun får set sig om, er hun indblandet i en skudveksling og i en sag om børnehandel.


Bottini har leveret en velskrevet, spændende krimi, hvor der for en gang skyld ikke er alt for blodige detajler. Plottet er godt, personskildringerne er sympatiske og jeg kan ikke vente med at læse mere om Louise Boní.

mandag den 11. juli 2011

'Evermore' af Alyson Noël

Hvis man holder af Twilight serien, så er serien De udødelige af Alyson Noël et helt naturligt sted at fortsætte.


'Evermore' er den første bog i serien, og her møder vi den 17-årige Ever, der har mistet sin familie i et færdselsuheld, men i stedet har fået paranormale evner. Ude af stand til at styre dem bliver hun en outsider i skolen. Men en dag kommer der en ny dreng i klassen, Damen, der er underskøn og mystisk og som vækker Evers interesse.

Stil og stemning i serien minder meget om Stephenie Meyers serie, og man kan også trække mange paraleller mellem Ever og Bella og mellem Damen og Edward.

Jeg anbefaler serien til alle, der godt kan klare endnu en gang udødelig kærlighed, krydret med overnaturlige evner og highschool/teenage intriger.

fredag den 1. juli 2011

'Grumme historier' af Mathilde Walter Clark



Tag ikke fejl af titlen for nok indeholder novellesamlingen grumme historier, men også historier, der bringer et smil på læben. Historier, som får én til at ligge bogen midlertidigt fra sig, fordi de kræver eftertænksomhed. Der er historien om fiskehandlerens kone, som langsomt forvandles til en fisk; historien om den strandede hvide hval, der bliver turistattraktion og senere glemt pga operahuset, som bliver opført over dens minde. Madanmelderen, som i følge eget udsagn, er 'smagskunstner' og som fortæres ganske langsomt op af sin egen selvoptagethed og sin stræben efter sublim mad.


Clarks velskrevne novellesamling kan absolut anbefales til alle, som holder af en skæv historie med plads til efterfølgende tankevirksomhed; for selvfølgelig handler historien om den hvide hval ikke kun om en hval, men er et kritisk synspunkt på vores samfund og hvordan vi lever det. Læs den...

mandag den 27. juni 2011

'God ven af liget' af Andrej Kurkov



Andrej Kurkov udkom første gang på dansk med bogen 'Døden og en pingvin', og det er lige sådan en titel, jeg ikke kan gå udenom! Og jeg blev ikke skuffet - den handlede netop om døden og en pingvin - på en meget underfundig og ukrainsk måde.

Så jeg kastede mig gladeligt ud i 'God ven af liget' og fik endnu en underfundig og ukrainsk oplevelse. Bogens hovedperson Tolja lever et trist liv i Kiev, med en kone der er ham utro, og han beslutter, at livet ikke er værd at leve. Han er dog for fej til at begå selvmord og beslutter i stedet at købe et lejemord på sig selv. Og så er hans liv pludseligt ikke kedeligt længere!

Romanen er uforudsigelig, underlig og sjov - jeg vil anbefale den til fans af Erlend Loe og Magnus Mills.

tirsdag den 21. juni 2011

'Dette burde skrives i nutid' af Helle Helle

Dorte har lejet et hus overfor stationen i Glumsø. Hun skal forestille at læse på universitetet, men hun kan ikke rigtig tage sig sammen. Sjovt nok gør hun sig ikke de store tanker om det. Dagene går bare. Hun tager til København, går lidt rundt, handler lidt, tager hjem igen. Hun tænker tilbage på forskellige forhold til forskellige fyre. Går nærmest lidt fra den ene til den anden, lader sig rive med, uden egen fri vilje (fristes man til at gætte på). Man kan godt blive lidt irriteret på Dorte.
Som en af mine kollegaer sagde, så afhænger ens holdning til denne roman meget af, hvad man forventer af en god bog. Vil man underholdes? Vil man flyttes et andet sted hen? Væk fra den grå hverdag? - I givet fald er det nok ikke lige den her roman, man skal have fat i. Det kunne faktisk være interessant at opleve Helle Helle prøve kræfter med noget lidt andet stof.
Men hvis man selv var ung i 80'erne og kan spejle sig i Dortes rodløse driven omkring, så kan man ikke komme uden om, at Helle Helle tegner nogle meget præcise billeder, der kan genkendes. Og hvis man i øvrigt kan lide hverdagshistorier, skrevet i et enkelt præcist sprog og er klar til at læse mellem linierne, ja så kan romanen helt klart anbefales.

torsdag den 16. juni 2011

Hvornår er det min tur til at skrige? af Karin Heurlin



Hvornår er det min tur til at skrige? Af Karin Heurlin, Peoples Press 2011

Hvordan jonglerer man mellem en 0-årig skrigeballon og en trodsig 2-årig? Det får vi et godt og muntert bud på i denne selvbiografiske roman om livet med to små børn, fire papbørn, en mand der synes at cykling er det mest afslappende i verden og en omverden, der hele tiden spørger, om barnet er sultent – eller beder forældrene om at få hende til at holde op med at skrige. For at citere en deltager i tv-dokumentaren Årgang 0:”Hvor er det let at have et barn – man vidste det bare ikke. Den ene kunne jo sove, mens den anden passede barnet.” Dette må også denne bogs forfatter sande på den hårde måde. En uge efter barn nummer to er født tager manden hende og familien med på cykelture på både 60 og 80 kilometer. En tur til Grøn Koncert er også indlagt, - for det er jo sommerferie, og der må man ikke kede sig. Men Karin lærer at sige både til og fra, og også hun finder en rytme hvor der balanceres mellem børnenes, familiens og egne behov. Den daglige motion foregår – primært om natten – rundt om bordet med et skrigende barn på armen. Og da en halsbyld melder sig er bunden ved at være nået, indtil manden tager over, så Karin får overskud til at bekæmpe infektionen. Det er en humoristisk skildring af livet i en moderne kernefamilie i det mondæne Hellerup; set med en Bogense-piges øjne.

fredag den 10. juni 2011

'Elefantens rejse' af Jose Saramago

I 1500-tallet sendes elefanten Salomon og elefantpasseren Subhro ud på en længere rejse fra Lissabon til Wien, fordi den portugisiske konge har besluttet at forære elefanten til ærkehertugen af Østrig. Elefantgaven kræver en del udstyr, planlægning og soldatereskorte, som vi følger på den lange tur.
Der er ingen andre forfattere, der skriver præcist som Saramago. På en gang ironiserende over menneskenes skæbne, med sin lidt bedrevidende fortællerstemme; funderende over livets tilskikkelser og fantasier, og på den anden side fortællende på en insisterende måde...
Saramago skriver godt, men det er ikke nogen letlæsningsbog. Der er et par ting man skal vænne sig til, f.eks. at alle navneord konsekvent skrives med små bogstaver. Det gør teksten meget kompakt. Den kræver en del koncentration og er ikke så let at skimme sig gennem for læseren; men det er helt sikkert heller ikke meningen, at den skal være det... - En læseoplevelse af de bedre venter den tålmodige!!

tirsdag den 24. maj 2011

'Sorg og camping' af Lone Hørslev

En roman om almindelige menneskers liv i en lille landsby i Vestjylland i 80'erne. Marianne er gift med landsbyens købmand Jørgen. Han er en god og ordentlig mand, men Marianne keder sig og savner et eller andet, som hun selv har svært ved at definere, men som hun på en måde finder hos sin islandske svigerinde Gunnhildur.
Jørgen bekymrer sig om butikkens fremtid; det er svært at konkurrere med de store butikskæder.
Den unge pige Jannie hjælper til i købmandsbutikken, og har sine egne problemer med en svagelig dominerende mor og et forhold til en gift mand. Også Jørgens bror Thomas, der er forfatterspire og føler sig højt hævet over de andre landsbybeboere, og Thomas' kone kommer til orde i bogen, der lægger ud med en efterlysning af den islandske Gunnhildur. Disse fem personer får stemme i bogen, hvor handlingen foregår på en enkelt dag i november 1985.
Det lyder måske lidt banalt og småkedeligt, men det er det langtfra. Romanen har en indtrængende og stemningsfuld tone, og der er masser af stof til eftertanke. Frihed, fangenskab, kedsomhed, utroskab, handling og passivitet er bare nogle af de temaer man efter endt læsning kan fundere videre over. God fornøjelse!

mandag den 16. maj 2011

'Sandheder fra en løgner' af Julia Lahme

Her er bogen til alle stressede kvinder, der forsøger at balancere et arbejdsliv, rollen som mor og det at være hustru i et ægteskab.
Det er lidt en klagesang om, hvor svært det er at være en kvinde, der er opdraget til at være den flinke, dygtige pige og som både skal være succesrig på arbejdsmarkedet, den perfekte mor og til stede for sin mand i et velfungerende ægteskab, (og i øvrigt også lige gå i det rigtige tøj og være vokset de rigtige steder), og om at der bare ikke er timer nok i en dag til at det kan lykkes. Men det er gjort ærligt, troværdigt og sjovt. Det handler også om at tabe kontrollen, og hvorfor det kan være nødvendigt en gang i mellem.

Det er ikke en selvhjælpsbog og Julia Lahme har heller ikke løsningen, men hun taler ærligt om problemerne og man behøver ikke være i hendes situation for at kunne nikke genkendende til mange af hendes dilemmaer og til hendes sandheder og løgne.

torsdag den 5. maj 2011

'Huggerne' af Roy Jacobsen

Timmo er brændehugger og lokal "landsbytosse" i Suomussalmi. Da russerne under vinterkrigen i 1939 angriber Finland, flygter befolkningen og brænder landsbyerne af bag sig. Timmo nægter at flygte, og det lykkes ham at redde et par huse i landsbyen, så han kan blive. Da russerne kommer bliver han sat til at hugge brænde, og det passer ham fint; det er nu en gang det, han er bedst til. Og brænde er der brug for, når det fryser 40 grader...
Han får en flok af de svageste og mest uduelige russiske soldater til hjælp. Og med sin enfoldige tilgang til livet; at det vigtiste er at få sin søvn og holde sig selv og sine omgivelser rene og pæne, får han efterhånden mennesker ud af den lille gruppe mænd, som han bliver leder for. Deres svaghed gør ham stærk. - Men forude venter frenmtiden, - i form af fortiden, - for finnerne vinder området tilbage, og ingen anser Timmo for andet end en landsbytosse - bortset fra at han nu også måske er forræder?
Det er en fin fortalt historie, der er meget at tænke over og den er sprogligt meget flot. Kan anbefales!

tirsdag den 26. april 2011

'Spurvenes sky' af Takashi Matsuoka

I 1861 kommer 3 amerikanske missionærer til Edo i Japan. De får en hård start i det meget fremmede land, men finder beskyttelse hos Fyrst Genji, der kæmper for at Japan skal følge med resten af verdens udvikling.
Men med en tusindårslang historie fuld af krig, rænkespil, ære og hævn er han oppe mod mægtige kræfter.
Romanen er et hæsblæsende eventyr fuld af kærlighed, kamp og historie. Der er geishaer, samuraier, ninjaer, rituelle selvmord, forbudt kærlighed og blodige krige for alle pengene, krydret med lidt overnaturlige evner og skrevet i et poetisk og besnærende sprog.
Jeg lod mig rive fuldstændig med.
Bogen fortsættes i 'Stilhedens tårn'.

mandag den 18. april 2011

'Olive Kitteridge' af Elizabeth Strout


Gennem 13 sammenhængende noveller får vi her et ærligt og rørende portræt af ikke alene Olive Kitteridge, som er bogens hovedperson, men også af den lille by i Maine, hvor hun bor og de andre skæbner i byen.

Olive er pensioneret lærerinde og en lidt kantet og markant personlighed i byen. Hun er gift med Henry, der er godheden selv, og sammen har de sønnen Christopher. Familielivet er præget af modsætningerne mellem Olive og Henry, og deres historie flettes sammen med de andre familiehistorier omkring dem.

Det virkeligt fine ved denne bog er den måde forfatteren afdækker dynamikken i en lille by og dens indbyggeres indbyrdes forhold. Med rafinerede antydninger og ved at skrive mellem linierne kigger hun ind bag facaden i de pæne og knap så pæne hjem.

Det føles altsammen meget velkendt - skærmydslerne, forelskelserne, dødsfald, sygdom, de små affærer naboer imellem - men Elizabeth Strout formår at levendegøre det på en intens, velskrevet og sympatisk måde.

torsdag den 7. april 2011

'Forunderlige skabninger' af Tracy Chevalier


I begyndelsen af 1800-tallet dukker skelletter af sære skabninger op på stranden ved den engelske by Lyme Regis. Den unge Mary Anning har et øje for at finde forsteningerne og ernærer sig ved at sælge dem til turister og lokale. Hun får en nær veninde da Elizabeth Philpot flytter til byen og ligeledes bliver en dygtig fossiljæger.

Da Mary finder et væsen, som ikke ligner noget nulevende dyr, får forskerne øjnene op for hendes fund.

Historien er et spændende indblik i et samfund, der har svært ved at acceptere, at der findes uddøde dyr - for er det mon dyr som gud skabte og senere kasserede, og betyder det, at gud lavede fejl? Og er verden mon ældre end de 6.000 år, man havde regnet sig frem til.

Samtidigt er det et fint portræt af venskabet mellem to kvinder, der er oppe mod en mandsdomineret forskerverden, og alligevel formår at sætte deres mærke på en videnskab i sin vorden.

Romanen er baseret på virkelige personer og flere af Mary Annings fund af bl.a. ichtyosaurus og plesiosaurus findes på naturvidenskabelige museer rundt om i verden.

tirsdag den 5. april 2011

'Hundens ører' af Maria Ernestam

Dette er en roman om Eva, der som 7 årig beslutter sig for at myrde sin mor. Den midaldrende Eva nedskriver i sin nye dagbog historien om de år der ligger mellem den 7 åriges beslutning og den 17 åriges gennemførelse af planen... Det er en på en gang fascinerende, fængende og frygtelig historie. På biblioteket er den placeret i krimiafdelingen, hvor den ikke helt hører hjemme. Selv om hele handlingen kredser om et mord, er det først og fremmest en psykolgisk fortælling om en mors fatale mangel på kærlighed, om den egoisme og selvoptagethed, der ødelægger et barns liv.
Romanen holder spændingen hele vejen igennem. Godt nok ved vi fra starten, at Eva har myrdet sin mor, men først lidt efter lidt afsløres det hvorfor og hvordan. Desuden er der andre brikker til puslespillet om Evas liv, der først falder på plads til sidst og kaster nyt lys over hele historien.

tirsdag den 29. marts 2011

'Primtallenes ensomhed' af Paolo Giordano

Alice og Mattia er to ensomme teenagere med traumer i rygsækken, da de møder hinanden. Hun blev halt for livet i en skiulykke, og han efterlod sin handicappede søster på en bænk i parken. Søsteren blev aldrig fundet igen. Han er et matematikgeni, hun er betragteren bag kameraet, der styrer sin krop via sult. Disse to ensomme unge synes på en måde bestemt for hinanden, men de har svært ved at række ud over de mure, de hver især har bygget op omkring sig. Ingen af dem ønsker at blotte deres sårbarhed, og kan de stole på deres egne følelser? Som primtal står de alene; udelelige med andre end sig selv og én. - Og selv den éne har de problemer med at nå frem til.
Det er en fantastisk god beskrivelse af to mennesker, der måske er bestemt for hinanden, men alligevel ikke kan finde ud af at fungere sammen. En kærlighedshistorie af de sjældne, der måske ikke på traditionel vis ender lykkeligt, men heller ikke decideret ulykkeligt. - Men læs selv før jeg afslører for meget!

fredag den 25. marts 2011

'Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt' af Jonas Jonasson


Allan Karlsson er godt træt af sin tilværelse på plejehjemmet, og på sin 100 års fødselsdag beslutter han at stikke af.

Ude i den virkelige verden løber han ind i nogle lyssky elementer og bliver sendt ud på en skør rejse gennem Sverige.

Mens Allan lader skæbnen føre sig, hører vi om hans omtumlede liv, der, fra han var helt ung, har ført ham på en særlig rejse rundt om jorden og som, uden at han ved det, har påvirket historiske begivenheder og personligheder.

Det bliver til en underfundig og sjov historie set gennem øjnene på en helt særlig gamling, der i sin ubekymrede jagt på en god dram og noget at springe i luften bl.a. kommer til at hjælpe til med udviklingen af atomvåben og at være spion under den kolde krig.

Det er en slags svensk Forrest Gump historie, som får mundvigene til at vende opad!

fredag den 11. marts 2011

'Samme dag næste år' af David Nicholls


Her er en lidt anderledes kærlighedshistorie.

Emma og Dexter møder hinanden på universitetet, og tilbringer natten sammen efter dimissionsfesten. De knytter et bånd, der binder deres historier sammen og i bogen bliver det fortalt via øjebliksbilleder af den samme dag på året i de efterfølgende næsten 20 år.

Det bliver en fortælling om venskab og kærlighed, om identitet og tidens gang.

Den springende handling fungerer godt og gør historien spændende, samtidig med at den tegner et genkendeligt billede den generation, der nu nærmer sig de 40.

torsdag den 3. marts 2011

'Søsteren' af Poppy Adams

Virginia Stone har i mange år boet alene på familiens store landsted i England. Huset er efterhånden forfaldent, de fleste af møblerne solgt og Virginia lidt af en særling, der forsøger at holde fast i dagligdagens rutiner.
Efter 47 års fravær har hendes yngre søster Vivien nu imidlertid meldt sin ankomst, hvilket i høj grad griber forstyrrende ind i Virginias cirkler. Hun tvinges til at tænke tilbage på deres fælles barndom. En barndom med en dominerende egocentrisk lillesøster, en alkoholiseret mor og en fraværende men kærlig far, der brugte al sin tid på at forske i natsværmere. Viviens syn på deres fælles fortid er imidlertid noget anderledes og Virginia kommer i tvivl om sin egen dømmekraft. Hvad skete der f.eks. da moderen faldt ned af trappen og slog sig ihjel? Og var Vivien virkelig så kynisk og egocentrisk, eller forsøgte hun blot at dække over en søster, der manglede en række sociale kompetencer?
Det er forfatterens store fortjeneste i denne bog, at vi som læsere også kommer mere og mere i tvivl om, hvad vi skal tro. Det er Virginia, der fortæller historien, men bør man i virkeligheden ikke altid høre en sag fra to sider, før der fældes dom? Poppy Adams har skrevet et fascinerende og uhyggeligt familiedrama, der både rummer kærlighed, svigt, mord og særlinge. Kan stærkt anbefales!

torsdag den 13. januar 2011

'Den første' af Justin Cronin


I den seneste strøm af vampyr-bøger er her en, der skiller sig ud. Vampyrerne i denne bog er langt fra smukke og forførende, men i stedet en hærgende masse af inficerede dræbere, der næsten udløser en total udslettelse af menneskeheden.

Det hele starter med et militærforsøg, hvor man eksperimenterer med at give dødsdømte fanger en virus, der skal gøre dem til supersoldater, men i stedet forvandler dem til superstærke og blodtørstige dræbere. Det skal selvfølgelig gå galt og det gør det også.

Men et af eksperimenterne er faldet anderledes ud. En lille pige er blevet inficeret, men i stedet for at blive til et blodtørstigt monster, er hun blevet til en mærkelig blanding af menneske og vampyr. Hun tåler sollys, spiser ikke blod, men ældes meget langsomt.

Næsten 100 år senere er menneskeheden reduceret til små klynger, der lever spredt og beskytter sig ved at leve under kunstigt lys.

I denne første del af en trilogi følger vi en lille gruppe menneskers forsøg på at overleve og deres møde med den nu mere end 100 år gamle pige.

På trods af bogens 1019 sider flyder handlingen raskt, og man får et meget spændende billede af et postapokalyptisk samfund og af at leve som byttedyr for en overlegen jæger.

tirsdag den 4. januar 2011

'Hildegard' af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Denne roman tager udgangspunkt i en virkelig person - Hildegard von Bingen - der levede i Tyskland i middelalderen. Man kan vel kalde det en slags litterær biografi. Men først og fremmest er det en smuk fortælling om et anderledes barn; om en pige der ser ting og begivenheder, som andre ikke kan se. Hildegard er på en gang svagelig og ofte syg, men samtidig viljestærk og intelligent. Hun vokser op og bliver sendt med sin kusine i kloster allerede som 10-årig, da hendes specielle evner både skræmmer og forvirrer hendes forældre. Hildegard lærer og udvikles og forfatteren formår at tegne et meget nuanceret billede af et specielt menneske, hvis evner ikke kun er en gave men også ind imellem en belastning for hende.