fredag den 27. marts 2009

Kaldet af Hanne Ørstavik


Hovedpersonen i Kaldet er forfatter, og hun vil så gerne skrive en roman om sin farmor.Farmoren havde et spændende og anderledes , men også svært liv. Det lyder jo som om, der er stof nok til en god roman - men sådan skal det ikke gå! Forfatteren i romanen kan ikke komme i gang, og som læser venter og venter man og ingenting sker! Så kommer en journalist på besøg og vil snakke om hendes romanplaner.


Vi hører om den gamle farmor, som trods modstand, fulgte sit kald som missionær. Hun rejste til Kina, samtidig med at hun fik tid til at opdrage 7 børn.
Vi hører om forfatterens mor, der tidligt forlod familien for at få en uddannelse og afprøve sig selv.
Vi hører om forfatteren selv, der blev skilt, måske for bedre at kunne realisere sin drøm om at kunne skrive, men vi hører ikke noget om romanen,om farmoren, bliver til noget!!
Kaldet er en indre fortælling om at turde. Kaldet er en fortælling om 3 generationers kvinder og hver deres svære valg. Kaldet er fyldt med flotte beskrivelser af hovedpersonens sindstilstande og tanker om livet og det at skrive.Personligt synes jeg bare, det er lidt "for meget" og jeg savner noget mere dynamik i bogen.


fredag den 20. marts 2009

'Mr. Y's forbandelse' af Scarlett Thomas


Meget speciel bog om den phd-studerende Ariel, der finder og læser den meget sjældne bog 'Mr. Y's forbandelse' - en bog der efter sigende skulle hvile en forbandelse over. I hvert fald er alle, der har læst bogen, døde kort tid efter læsning. I bogen beskrives en trejde dimension, - en parrallelverden Troposfæren. I Troposfæren kan man surfe ind og ud af andre menneskers bevidsthed. Opskriften på at rejse til denne verden gives også i bogen, derfor er den så eftertragtet, og snart jages Ariel af suspekte gangstere...Undervejs møder hun dog også den store kærlighed. Jeg havde ret tit på fornemmelsen, at der var nogle pointer jeg ikke fik med, fordi der var mange filosofiske og akademiske referencer, men bogen formåede alligevel at holde spændingen, og jeg kunne godt lide slutningen. Hvis man vil læse en både spændende og filosofisk bog, med et overnaturligt twist, så kan denne anbefales.

onsdag den 11. marts 2009

'Efter midnat' af Haruki Murakami


Haruki Murakami, som er en af mine absolutte favorit forfattere, er nu udgivet i dansk oversættelse. Han skriver så blændende, at man sluger hans bøger råt. -Eller jeg gør i hvert fald. Efter midnat foregår på en enkelt nat, hvor vi møder pigen Mari, som holder sig vågen på en restaurant med en tyk bog. Igennem nattetimerne møder vi flere personer, som lever deres liv, mens vi andre sover. -En voldtægtsforbryder, de ansatte på et Lovehotel, studenten/musikeren Takahashi, samt søstrene Mari og Eri. Gennem natten knyttes disse personligheder sammen og de får et indblik i hinandens virkelighed. Det lyder måske banalt, men det er det ikke.

En helt igennem velskrevet bog, der ligesom alle Murakamis bøger, forbliver spændende hele vejen igennem. Hvorfor vil Mari ikke hjem og sove? Hvorfor har Maris søster, på torneroseagtig vis lagt sig til at sove i månedsvis? -Og hvorfor kan vi se på søsteren gennem et andet værelse; ligesom gennem et fjernsyn? Hvad vil der ske, når Mari selv falder i søvn? Læs denne fantastiske bog og opklar selv spørgsmålene.

tirsdag den 3. marts 2009

'Ovenpå er der stille' af Gerbrand Bakker


En stille bog om at leve et liv, der var tiltænkt en anden.
Helmer lever i skyggen af sin tvillingebror Henk, der er faren øjesten og udset til at overtage slægtsgården. Men da Henk pludseligt dør, må Helmer forlade universitetet og vende tilbage til gården og et liv, der ligger fjernt fra det, han drømte om.
Da faren ligger for døden, dukker Henks tidligere forlovede op og i kølvandet begynder Helmers liv at ændre sig.
En stærk fortælling om det stille liv, om alt det undertrykte og de drømme, der ikke vil dø.