torsdag den 21. august 2008

'Bedrag' af Karin Alvtegen


Denne psykologiske thriller handler om ægteskab, vaner, utroskab.. og om at alt ikke altid er, hvad det ved første øjekast ser ud til at være.

Eva og Henrik har været gift i en del år og er kommet ind i en vane, hvor Eva klarer de fleste af familiens opgaver selv. I virkeligheden er hun altid træt og ville ønske at Henrik tog mere ansvar for hverdagen, men det siger hun aldrig højt. I det hele taget fylder alt det, der aldrig bliver sagt, rigtig meget i denne bog. Henrik føler til gengæld, at ingen har brug for ham, og han har derfor indledt et forhold til sin søns børnehavepædagog... Da Eva finder ud af det, starter hun en hævnaktion; primært med det formål at få fuld kontrol over sin tilværelse igen; kontrol er det vigtigste for hende.

Sideløbende følger vi Jonas, der i starten af bogen våger ved sin kærestes sygeleje. Også for Jonas er kontrol et nøgleord og på et tidspunkt flettes hans og Evas skæbner sammen. Resultatet, - ja det vil jeg ikke afsløre her, kun at slutningen efterlader mig frustreret, lettere irriteret og med fornemmelsen: "Så gør dog noget nogen!!" - Men måske er der også en lille åbning imod en afsløring??

onsdag den 13. august 2008

'Hvor regnbuer ender' af Cecelia Ahern


Det var faktisk meningen, at jeg skulle have læst ’PS: Jeg elsker dig’ af sammen forfatter, men den var udlånt. Til gengæld var ’Hvor regnbuer ender’ hjemme, så den lånte jeg i stedet for. Hvis forfatterens andre bøger er ligeså gode, så har jeg noget at se frem til.

Alex og Rosie møder hinanden, da de er fem år gamle. De sidder ved siden af hinanden i skolen på trods af, at Miss Kæmpenæse Stinkånde Casey forsøger at holde dem adskilt og sender ugentlige breve hjem til forældrene om at de igen er indkaldt til samtale på skolen.

De har et meget tæt venskab og selv det at Alex flytter til Boston hindre dem ikke i, de efterfølgende år at blive ved med at skrive til hinanden. Denne korrespondance består primært af e-mails, chat og breve. De skriver ikke kun til hinanden men også til deres venner og familie og fortæller om deres liv og de begivenheder der sker.

Det er en rigtigt god bog med en del sjove hændelser undervejs hvor jeg ikke kunne lade være med at grine. Der er bl.a. en situation med dansetimer i salsa som udløser en bus situation med en rullestolsrampe. Første gang at der bliver logget på i de Lykkelige Fraskilte Dubliners Internet Chatroom var jeg altså også flad af grin.

Jeg havde det rigtigt fornøjeligt da jeg læste bogen og den kan stærkt anbefales til en dag med hygge og en varm kop te.

mandag den 11. august 2008

En fortælling om blindhed af José Saramago


En mand bliver pludselig blind, mens han holder for rødt i et lyskryds. Alle der kommer i nærkontakt med manden bliver ligeledes blinde; heriblandt også hans øjenlæge. Regeringen sætter de blinde i karantæne på en lukket sindssygeanstalt og herfra må de klare sig selv, bortset fra maden som bliver bragt til dem; sommetider. Herfra hører vi om hvordan civilisationen går til grunde i bogstavelig talt i lort og forrådnelse. Det er en bog om ydmygelse, desperation, fortvivlelse, men også om godhed.

Da jeg læste den, kunne jeg ikke lade være med at drage paralleller til Ludvig Holbergs Den politiske kandestøber, men også William Goldings Fluernes herre. Efter at have vænnet sig til Saramagos skrivestil og ikke mindst tegnsætning, er En fortælling om blindhed en barsk men fantastisk historie, der fortjener at blive læst!

fredag den 8. august 2008

'Den amerikanske sømand' af Karsten Lund


Ane og Jens Peter har været gift i 4 år, uden at hun er blevet gravid. Så strander et skib; der er en enkelt overlevende sømand; en sorthåret amerikaner. Han indlogeres hos Ane, Jens Peter er ikke hjemme og Ane tager sagen i sin egen hånd... Denne begivenhed lægger grunden til slægten og til historien om fiskeri, afsavn, stærke kvinder, store rigdomme, og senere nedturen igen.Et spændende stykke Danmarkshistorie i romanform, med et indbygget drama, - for hvad blev der egentlig af den sorthårede amerikaner? Historien fortælles af Anes oldebarn og kan vel kaldes en moderne slægtsroman. Jeg synes måske, at man kunne komme lidt mere i dybden med personbeskrivelserne, men måske er det bare, fordi der er så mange personer. Ane er den, der står klarest for mig.

fredag den 1. august 2008

'Svinestierne' af Susanna Alakoski


Dette er en sort - men gribende - beretning fra livets skyggeside, fortalt meget loyalt og troværdigt af Leena; datter af finske indvandrere i Sverige. Forældrene drikker og hverdagen, der i starten nok synes lidt fattig, men dog med lyspunkter, udvikler sig i løbet af bogen til en daglig kamp for overlevelse; en kamp for at undgå tæsk, passe på mor, bede til Gud og forsøge at råbe myndighederne op. Leena starter beretningen om sin barske barndom med historien om killingerne der altid skulle druknes, set i bakspejlet meget symbolsk. Man sidder tilbage med en uhyggelig vished om, at der også i dag findes børn, der svigtes så totalt af alle omkring dem som Leena og hendes søskende svigtes. Det er en virkelig barsk historie, men den er fremragende fortalt.