torsdag den 12. november 2009

'Haver af vand' af Alan Drew


Familien Basioglu, der bor lidt udenfor Istanbul og består af far Sinan, mor Nilufer, teenagedatteren Irem og sønnen Ismail, har lige holdt omskærelsesfest for Ismail. Nilufer har inviteret den amerikanske familie i lejligheden ovenpå; Marcus, Sarah og sønnen Dylan. Om natten ændrer et jordskælv deres liv drastisk. Deres hus styrter sammen og Sarah og Ismail bliver begravet under ruinerne. Sarah redder Ismails liv ved at give ham vand, selv omkommer hun. De to unge; Irem og Dylan forelsker sig og selv om Irems familie ikke er fundamentalister er de konservative og vil aldrig lade hende være alene med en dreng, og da slet ikke en amerikansk dreng. En fortælling om tro og kultur, med mange stærke spørgsmål. Hvad får en mand til at ville slå sin datter ihjel? Hvad får en mand til at ville dræbe sønnen af den kvinde, der har reddet hans egen søns liv? - Kan ære betyde så meget? - Måske hvis man har mistet alt andet? - Måske hvis man lever i et samfund, hvor ens status og anerkendelse afhænger så meget af at have et godt navn og rygte? - Det er meget svært at sætte sig ind i, denne bog får en til at se hvor svært..

tirsdag den 13. oktober 2009

'Mit kød, dit blod' af Allan Guthrie


Familien Park ønsker at gøre hverdagen bedre for deres mor, som bor på et usselt plejehjem og derfor beslutter de at pengeafpresse Tommy Savage for at have råd til at forbedre vilkårene. -Men Savage vil det anderledes og lader sig ikke så let afpresse. Det ender i det rene blodbad, hvor hævn på hævn ender i familiernes undergang. Komisk, sort krimi, som er værd at læse; for hvornår har man sidst mødt en morder, som lider af hæmofobi?

torsdag den 24. september 2009

'Lilla hibiscus' af Chimamanda Ngozi Adichie


Endnu en tankevækkende og fantastisk god bog af den nigerianske forfatter.
Kambili og hendes bror Jaja er underkuede og undertrykte af deres fars strenge katolske regler, der indebærer hårde fysiske afstraffelser og ikke levner plads til medmenneskelighed. På en ferie hos den ellers stort set ukendte faster Ifeoma oplever de to teenagere pludselig, at man kan tale sammen hen over middagsbordet, le sammen, lave mad sammen, slappe af og se TV.... Den 15-årige Kambilis første forvirrede - og lidt forargede - indtryk af, at verden kan se anderledes ud end den gør hjemme hos mor og far, er blændende godt beskrevet, og langsomt i takt med den unge piges voksende selverkendelse får man indblik i en forfærdelig barndom. Det er universelt og det må næsten ende galt... - Men det skal jeg ikke afsløre mere om her, - læs selv!!

tirsdag den 1. september 2009

'Duften af kaffe' af Malene Dietz


En rigtig chick-lit når det er bedst. Maja vågner op i en fremmed mands seng og har absolut ingen anelse om, hvordan det er gået til. Hun er jo forlovet! Maja og veninden forsøger at opklare, hvem fyren med de lilla underbukser er, hvilket pludselig fører til, at Maja kommer til at arbejde i fyrens kaffebar.


Bogen er fuld af charme og en humor, som man let kommer til at le højt af. Handlingen foregår i København, så man sidder med en følelse af, at det også kunne ske for en selv. 'Duften af kaffe' er en rigtig hyggelig og varm bog, som hermed er anbefalet videre.

fredag den 31. juli 2009


'Skovens' efterfølger lever op til forventningerne. En af den slags bøger, der efterlader min familie lettere irriteret over, at de ikke kan komme i kontakt med mig, før jeg har læst den til ende!
Romanens hovedperson Cassie Maddox arbejder ellers i afdelingen for husspetakler, hvor hun slikker sårene efter bruddet med sin bedste ven Rob Ryan. - Men en dag bliver hun kaldt ud til et usædvanligt gerningssted: En pige, der ligner Cassie på en prik, er blevet myrdet. Pigen er Lexie Madison; en identitet som Cassie brugte som undercover for år tilbage... Cassies gamle chef beslutter sig for at genoplive Lexie og bruge Cassie som stand in, for at lokke morderen frem... - Det er et farligt, men også et meget spændende spil, med mange løse ender, der samles fint til sidst.
Virkelig spændende og underholdende roman! Hermed anbefalet!

fredag den 24. juli 2009

'Stiklingen' af Audur Ava Olafsdóttir


En rigtig dejlig livsbekræftende og reflekterende fortælling om den unge islænding Arnljotur, der rejser ud i verden med tre rosenstiklinger. Han ved ikke rigtig, hvad han vil med sit liv, men forløbig har han fået lov til at arbejde som gartner i en berømt klosterhave med speciale i roser. Arnljotur funderer over livet og døden; han har for nylig mistet sin mor, og han har fået et barn med en pige han dårligt nok kender, så der er nok at tænke over. Da pigen - med hans datter på armen - pludselig dukker op og har brug for hjælp til børnepasning, bliver hverdagen endnu mere kompleks, men også mere intens.
Arnljoturs første famlende erfaringer med faderrollen er smukt og fint beskrevet, ligesom hans stigende fascination af barnets mor. Hermed anbefalet!

mandag den 22. juni 2009

'Eksil' af Jakob Ejersbo


Samantha er 15 år og går på kostskole i Tanzania, hvor hun har boet med sin engelske familie siden hun var tre år. Forholdet til forældrene er ikke det bedste; hendes far slår og hendes mor drikker. Samantha føler sig rodløs og rastløs; hvid, men alligevel mest afrikaner og med en opholdstilladelse, der afhænger af farens lovlydighed.... Hun hører ikke hjemme nogen steder og gør oprør ved at bryde alle de regler der kan brydes: Forsømmer skolen, eksperimenterer med alkohol, stoffer og sex. I begyndelsen støtter hun sig meget til sin søster, men de glider langsomt fra hinanden, da søsteren finder en mand og et andet holdepunkt i tilværelsen. Så heldig er Samantha ikke...
Jakob Ejersbo har skrevet en virkelig god bog, der godt kan leve op til 'Nordkraft', selv om scenen er flyttet til Afrika: Om svigt og om længsel efter kærlighed, om en stærk pige, der ikke vil finde sig i hvad som helst, men som alligevel får en grum skæbne...

lørdag den 6. juni 2009

'Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv' af Junot Díaz


Sørgmunter fortælling om den overvægtige nørdede Oscar med de mange problemer. Oscars familie kommer fra Den Dominikanske Republik, men er indvandret til USA. Oscar spiller rollespil, har ingen venner og forelsker sig konstant i forskellige piger, der ikke er det mindste interesserede i ham. Historien fortælles af Oscars søster Lolas on/off kæreste i et sprog med mange spanske kommentarer. (Der er heldigvis en ordliste bag i bogen, for os der ikke er så spanskkyndige) Gennem bogen oprulles Oscars familiehistorie, og hvorfor fortælleren konkluderer, at familien er ramt af en fukú (forbandelse) Der er en del fodnoter i bogen, som kan virke lidt forstyrrende, men giver et godt indblik i den dominikanske historie, hvis man skulle være interesseret i det. Alt i alt en lidt rodet oplevelse, da der springes meget i tid, men slutningen skaber klarhed og er god. Bogen fik Pulitzerprisen i 2008.

torsdag den 28. maj 2009

'Naturlige fjender' af Lone Hørslev


Romanen handler om de skæve eksistenser i provinsen; i landsbyen Vejby. Lars er tilflytter, han har fået arbejde på kroen, hvor han møder dyrlægen Inger-Mai, der synes at være på flugt fra noget, - virkeligheden måske? I hvert fald drikker hun for meget. Det er, som om personerne alle på en eller anden måde længes efter noget andet end det de har, kærlighed, spænding, eller måske bare, at der skal ske et eller andet... Og fleres drømme kredser om Ankers hus, der står tomt efter hans død. Alle de muligheder der ligger i et tomt hus.. - Men måske på samme tid en påmindelse om, at alt og intet alligevel ændrer sig?
Der er flere ting, der minder lidt om Helle Helles univers. - Og nogle der får mig til at tænke på Jacob Berner Moe's Vandel. Også her finder man en del uafklarede spørgsmål...

torsdag den 14. maj 2009

'Valdemarsdag' af Kim Leine


Selv med en usympatisk hovedperson er Kim Leine i stand til at skrive fængende og på en måde, så man bliver optaget af fortællingen. Romanen starter med at Erik dræber en mand i sin lejlighed. Manden er hans frasepererede hustrus elsker. Efter mordet, - der er nøje planlagt, - har han tænkt sig, at melde sig selv på den nærmeste politistation. - Men det er en dejlig solskinsdag d. 15. juni 1938, så Erik bestemmer sig for først at cykle en tur, og den ene time tager den anden. I løbet af dagen får vi i tilbageblik Eriks liv og en slags forklaring på den situation han er havnet i. Dog uden at komme helt ind under huden på ham og uden rigtig at forstå ham.- Men det er vist heller ikke meningen. Det er ikke en krimi, men mere en undersøgelse af en morders psykologi.

tirsdag den 5. maj 2009

'Jeg og Kaminski' af Daniel Kehlmann

Allerede titlen antyder, at hovedpersonen Sebastian sætter sig selv i første række. Da vi møder ham, er han på vej for at indynde sig hos den kendte kunstner Manuel Kaminski, for siden at kunne tjene penge på en biografi. Og så er spørgsmålet bare, hvem der udnytter hvem.
Portrættet af den selvcentrerede Sebastian, der kan rationalisere enhver urimelighed væk, og dreje enhver situation til egen fordel, fik mig til at grine højt flere gange. I det hele taget har Kehlmann et talent for at udstille de mest ubehagelige menneskelige træk på en morsom og underfundig måde, som han også bruger i romanen 'Opmålingen af verden'.
'Jeg og Kaminski' er en lille perle.

tirsdag den 28. april 2009

'Chicago' af Alaa Al Aswany


I Chicago følger vi en gruppe egyptere, som er flyttet til USA for at studere. På individuelt hold lærer vi de forskellige personligheder at kende og erfarer, at uanset hvor længe man har boet i USA vil ens kulturelle baggrund altid skinne igennem. Politik, religion og forholdet til sex er alle aspekter, som påvirker egypternes hverdag.


Chicago er en meget medrivende roman, hvor man virkelig får indblik i egypternes forskelligheder og frygten for Egyptens styre og tyranni -selv så langt hjemmefra. Man får løbende medlidenhed, men også en større forståelse for personernes handlinger og tankegang.

Alaa Al Aswany skriver blændende og giver mig lyst til at kaste mig over hans tidligere udgivelse: Yacoubians hus. Chicago er en fremragende roman og jeg vil anbefale alle at læse den.

tirsdag den 21. april 2009

'Vindens skygge' af Carlos Ruiz Zafon


Ja, denne er ikke helt ny, men ind imellem falder man jo over noget, man måske i første omgang havde overset...

Dette er en meget spændende og medrivende fortælling om drengen Daniel, der som 10-årig får lov til at vælge en bog fra De Glemte Bøgers Kirkegård. Bogen - 'Vindens skygge' fascinerer ham i en grad, der gør, at han indleder en årelang jagt på viden om bogens forfatter Julian Carax og hans liv. Men i 1950'ernes Spanien er det ikke ufarligt at rode op i fortiden, - og snart begynder det at blive farligt... Nogen har sat sig for at brænde og destruere alle Julian Carax' bøger. Samtidig med at Daniel finder ud af mere og mere om Carax oplever han også sin egen kærlighedshistorie og de to fortællinger flettes sammen.
Meget spændende og underholdende roman, hermed anbefalet.

onsdag den 8. april 2009

'Et minuts stilhed' af Siegfried Lenz


Christian forelsker sig i sin engelsklærer Stella og hun forelsker sig i ham. Det lyder som en meget banal kærlighedshistorie, men selve tonen og stilen og det totale fravær af skyldfølelse gør, at det alligevel bliver noget mere. Nemlig en tidløs stemningsfuld fortælling om det at elske og miste.
Ved starten af bogen befinder Christian sig til en mindehøjtidelighed, som skolen holder for den afdøde engelsklærer Stella Petersen. Det er Christian, der i flashbacks fortæller om Stella. Stilen skifter imellem at han omtaler hende i tredjeperson og taler direkte til hende. Tonen er på en gang usentimental og nøgtern og alligevel fuld af følelse. En absolut anbefalelsesværdig lille roman.

onsdag den 1. april 2009

'Ud med Matthew' af Jane Fallon


En sjælden gang imellem er det meget hyggeligt at læse lidt chicklit. 'Ud med Matthew' er en historie om Helen, som har haft en længerevarende affære med chefen Matthew og som flytter fra kone og børn hjem til Helen, efter hun har indset, at det nu ikke er så tosset at være single. Bogen handler herfra om, hvordan Helen kæmper for at få smidt Matthew på porten og får et rigtig godt venskab med ekskonen under et falsk navn, selvfølgelig.

'Ud med Matthew' er en udmærket bog, som har det hele; hemmeligheder, humor, overraskelser, affærer, medlidenhed, kærlighed, venskab -ja alt. Men jeg har nu alligevel en ide om, at jeg har glemt alt om handlingen om et par måneder. Men en sød historie og god underholdning, der ikke kræver det store at læse.

fredag den 27. marts 2009

Kaldet af Hanne Ørstavik


Hovedpersonen i Kaldet er forfatter, og hun vil så gerne skrive en roman om sin farmor.Farmoren havde et spændende og anderledes , men også svært liv. Det lyder jo som om, der er stof nok til en god roman - men sådan skal det ikke gå! Forfatteren i romanen kan ikke komme i gang, og som læser venter og venter man og ingenting sker! Så kommer en journalist på besøg og vil snakke om hendes romanplaner.


Vi hører om den gamle farmor, som trods modstand, fulgte sit kald som missionær. Hun rejste til Kina, samtidig med at hun fik tid til at opdrage 7 børn.
Vi hører om forfatterens mor, der tidligt forlod familien for at få en uddannelse og afprøve sig selv.
Vi hører om forfatteren selv, der blev skilt, måske for bedre at kunne realisere sin drøm om at kunne skrive, men vi hører ikke noget om romanen,om farmoren, bliver til noget!!
Kaldet er en indre fortælling om at turde. Kaldet er en fortælling om 3 generationers kvinder og hver deres svære valg. Kaldet er fyldt med flotte beskrivelser af hovedpersonens sindstilstande og tanker om livet og det at skrive.Personligt synes jeg bare, det er lidt "for meget" og jeg savner noget mere dynamik i bogen.


fredag den 20. marts 2009

'Mr. Y's forbandelse' af Scarlett Thomas


Meget speciel bog om den phd-studerende Ariel, der finder og læser den meget sjældne bog 'Mr. Y's forbandelse' - en bog der efter sigende skulle hvile en forbandelse over. I hvert fald er alle, der har læst bogen, døde kort tid efter læsning. I bogen beskrives en trejde dimension, - en parrallelverden Troposfæren. I Troposfæren kan man surfe ind og ud af andre menneskers bevidsthed. Opskriften på at rejse til denne verden gives også i bogen, derfor er den så eftertragtet, og snart jages Ariel af suspekte gangstere...Undervejs møder hun dog også den store kærlighed. Jeg havde ret tit på fornemmelsen, at der var nogle pointer jeg ikke fik med, fordi der var mange filosofiske og akademiske referencer, men bogen formåede alligevel at holde spændingen, og jeg kunne godt lide slutningen. Hvis man vil læse en både spændende og filosofisk bog, med et overnaturligt twist, så kan denne anbefales.

onsdag den 11. marts 2009

'Efter midnat' af Haruki Murakami


Haruki Murakami, som er en af mine absolutte favorit forfattere, er nu udgivet i dansk oversættelse. Han skriver så blændende, at man sluger hans bøger råt. -Eller jeg gør i hvert fald. Efter midnat foregår på en enkelt nat, hvor vi møder pigen Mari, som holder sig vågen på en restaurant med en tyk bog. Igennem nattetimerne møder vi flere personer, som lever deres liv, mens vi andre sover. -En voldtægtsforbryder, de ansatte på et Lovehotel, studenten/musikeren Takahashi, samt søstrene Mari og Eri. Gennem natten knyttes disse personligheder sammen og de får et indblik i hinandens virkelighed. Det lyder måske banalt, men det er det ikke.

En helt igennem velskrevet bog, der ligesom alle Murakamis bøger, forbliver spændende hele vejen igennem. Hvorfor vil Mari ikke hjem og sove? Hvorfor har Maris søster, på torneroseagtig vis lagt sig til at sove i månedsvis? -Og hvorfor kan vi se på søsteren gennem et andet værelse; ligesom gennem et fjernsyn? Hvad vil der ske, når Mari selv falder i søvn? Læs denne fantastiske bog og opklar selv spørgsmålene.

tirsdag den 3. marts 2009

'Ovenpå er der stille' af Gerbrand Bakker


En stille bog om at leve et liv, der var tiltænkt en anden.
Helmer lever i skyggen af sin tvillingebror Henk, der er faren øjesten og udset til at overtage slægtsgården. Men da Henk pludseligt dør, må Helmer forlade universitetet og vende tilbage til gården og et liv, der ligger fjernt fra det, han drømte om.
Da faren ligger for døden, dukker Henks tidligere forlovede op og i kølvandet begynder Helmers liv at ændre sig.
En stærk fortælling om det stille liv, om alt det undertrykte og de drømme, der ikke vil dø.

lørdag den 28. februar 2009

'Årets skandale' af Sophie Gee

Hvis man er til Jane Austen og George Eliot, eller i det hele taget England i gamle dage, så er her et nyt bud på genren. Året er 1711 og digteren Alexander Pope kommer til London, hvor han håber på at få sit litterære gennembrud. Vi følger ham og personerne omkring ham; med maskebal, politiske intriger og kærlighedsforhold i denne sæson og hører om de begivenheder, der kan have inspireret ham til sit litterære gennembrud " Den røvede hårlok"

fredag den 20. februar 2009

På udkig efter Hemingway af Leif Davidsen

Ja så er der endnu en gymnasielærer, der er hovedperson i en roman!



Og hvorfor nu det? Det ved jeg egentlig ikke - men jeg har lige læst På udkig efter Hemingway , og her er det spansklæreren John, der træder frem.

John forvandles ( måske lidt utroværdigt ) fra kedelig grå gymnasielærer på 50 til spændende , farverig og sexet agent på Cuba!

John tager nemlig til Cuba for at komme nærmere Hemingway, som i mange år boede på Cuba. Inden han tager af sted fra Florida, lover han en gammel excilcubaner at tage et brev med til hans datter . Det skulle han bare aldrig ha gjort! Næppe er John ankommet til Cuba før det går løs med mord - smukke kvinder og romantiske steder og pludselig er John ikke almindelig turist mere! John vokser med opgaven og som læser begynder jeg ligefrem at synes om ham!


Grib bogen - læn dig tilbage i sofaen og nyd denne forrygende roman, hvor alt kan ske -bare

du griber chancen og kan tale spansk!

tirsdag den 17. februar 2009

'Vandel' af Jacob Berner Moe


Leas mand har fået arbejde i Billund. Derfor er de flyttet fra København til den lille jyske by Vandel, sammen med deres lille datter. Lea går hjemme med datteren og keder sig. Hun har svært ved at falde til i byen, hvor alle kender alle. Derfor stjæler hun i Brugsen; småting, der lidt efter lidt bliver til meget alt i alt. Brugsuddeleren Christian har set hende på videoovervågningen, men han har sin egen idé omkring hvordan Lea kan betale pengene tilbage. Han er nemlig godt og grundigt træt af sit liv. Bo er midt i 40'erne, også tilflytter, og så har han sat en seddel op i Brugsen: Elskerinde søges.. Med disse tre personer i centrum udvikler handlingen sig til et lille jysk drama, med overbevisende personskildringer og fart over feltet!
Romanen er Jacob Berner Moes debut, hold øje med ham!

torsdag den 5. februar 2009

'Einsteins sidste teori' af Mark Alpert


Spændingsbog, hvor handlingen kører på højtryk hele vejen igennem. David Swift får nogle hemmelige tal at vide af sin torturerede fysikprofessor, mens professoren ligger på sit dødsleje. David finder hurtigt ud af, at det er tal, der henviser til Albert Einsteins "teorien om alting", som er endnu farligere end atombomben. Og det siger sig selv at flere vil have fat i den.


Stilmæssigt minder den meget om Da Vinci Code; men hvor vi her er i fysikkens verden. -Så kunne man lide den, vil man også elske denne. Mark Alpert skriver ganske imponerende og forstår virkelig at formidle fysikken, så den er spændende og forståelig for alle. Jeg blev især overrasket over forfatterens note sidst i bogen ang. det troværdige i den, men det finder I ud af... Bogen giver virkelig noget til omtanke! En af de bedste spændingsbøger jeg længe har læst.

fredag den 30. januar 2009

'Offer' af S. J. Bolton


Kriminalroman om Tora og Duncan der flytter til Shetlandsøerne og hvor Tora gør et forfærdeligt fund. Hun finder liget af en kvinde nedgravet i haven med hjertet skåret ud og med besynderlige runer skåret ind i ryggen. Herfra er der fuld fart over feltet; om historier, hvor gravide kvinder bliver holdt indespærret indtil de har født og hvor børnene herefter bliver bortadopteret og meget andet. Jeg vil ikke komme yderligere ind på handlingen, da det vil røbe for meget. En god solid krimi med et godt plot og hvor man er underholdt hele vejen igennem; man skal lige læse én side mere... og én side mere... LÆS DEN!

torsdag den 22. januar 2009

'Vigtigt at vide om Ludmilla' af Sissel-Jo Gazan


Sisel-Jo Gazan er meget omtalt i øjeblikket, som forfatter til den roste 'Dinosaurens fjer' Jeg vil godt anbefale nogle af hendes tidligere bøger, særligt denne, der virkelig giver stof til eftertanke.
Det er en fascinerende og forfærdelig roman om pigen Ludmilla, der har været udsat for så grove overgreb, at hun har slettet 6 år af sit liv fra sin hukommelse. Hun vågner op som stor teenager i et land, hvor hun ikke forstår sproget. Hun husker sin barndom, frem til 10 års fødselsdagen, derefter er alt væk. Vi følger Ludmilla i hendes videre liv og sideløbende får vi historien om drengen Ivor, der får tæsk derhjemme og bliver soldat som 13 årig. En dag sidder Ivor på en bænk i den park Ludmilla går gennem hver dag. Han har ledt efter hende...
Rammerne er et fiktivt land, men fortællingen kunne foregå i alle krigsramte områder.
Hermed anbefalet!

lørdag den 17. januar 2009

'Agnes' af Peter Stamm


To mennesker møder tilfældigt hinanden på et bibliotek og bliver straks tiltrukket af den anden. De indleder snart et forhold og det hele lyder meget idyllisk, indtil den dag hvor han begynder at skrive deres historie. Til at starte med handler historien kun om datiden, men da han begynder at forfatte om fremtiden begynder det at gå galt.


Peter Stamm har skrevet en fin lille bog om kærligheden, hvor man kommer igennem hele følelsesspektret og hvordan man som forfatter kan blive grebet af sin egen historie. Stamm skriver i et dejligt flydende sprog, som gør denne bog værd at læse. Slutningen er dog en smule forudsigelig, men alt i alt en udmærket bog.

mandag den 12. januar 2009

'Den hvide tiger' af Aravind Adiga


Adiga fik i 2008 Booker prisen for denne roman, der er hans første. Og det forstår man godt.

Balram er indisk iværksætter og i en række mails til den kinesiske premiereminister fortæller han sin historie. En historie om indisk kultur, som han ikke regner med at præsidenten vil få præsenteret på sit kommende besøg i Indien. Balram har arbejdet sig op til at blive privatchauffør og undervejs lægger han en plan. Han myrder sin arbejdsgiver, stjæler hans penge og starter på en frisk i Bangalore. Prisen for det nye liv er hele hans familie og i sine mails filosoferer han bl.a. over hvordan de rige indere - 0,1 % af befolkningen - bærer sig ad med at holde de sidste 99.9 % fanget i et fattigdomsbur. Spændende facinerende læsning, der med humor og underfundighed giver et billede af et indisk demokrati og samfund, der er meget anderledes, end det vi kender til i Vesten..

tirsdag den 6. januar 2009

'Den sidste koncert' af Nicola Lecca


Den unge svensker Oscar kommer til London og øver sig i at bekæmpe kedsomheden i jobbet som 'Goddagsiger' på et stort hotel. Den store dirigent Alexander beslutter sig for at give en sidste koncert inden han trækker sig tilbage, selv om han lige har fået tilbudt et stort job. Oscar bestemmer sig til at gøre alt for at få en billet til denne koncert... - Men det viser sig mere end svært, da den skal afholdes i en islandsk kirke og de 52 tilhørere vil blive udtrukket fra den lokale telefonbog. Historien er godt skrevet, personerne griber ind i hinandens liv. Den er vemodig, stemningsfuld og efterlader mig lidt modløs; hvad fik Oscar egentlig ud af at gøre alt for en billet til Alexanders sidste koncert? - Måske er det en "Vi skal alle dø" bog, en bog med fokus på, hvad der er vigtigt i livet?