lørdag den 29. marts 2008

'Kalak' af Kim Leine


Velskrevet stærk erindringsroman om Kim, der som teenager misbruges seksuelt af sin far, senere bliver sygeplejerske og får arbejde på Grønland... Lidt efter lidt glider han ud i et misbrug, som han ikke kan styre. Trods det barske emne er der ingen klynkeri i fortællingen, kun nøgtern beskrivelse af det, at komme helt derud, hvor man ikke kan bunde. Samtidig er det en beskrivelse af det grønlandske samfund, der sættes i stærk kontrast til det danske, - sjældent til Danmarks fordel...

fredag den 28. marts 2008

'NAIV.SUPER.' af Erlend Loe

Underlig titel, underlig forfatter, vidunderlig læsning.
Her blander han humor og filosofi med en god dosis af det, der er svært ved at være mand/menneske.

Erlend Loe skriver herlige bøger, nok mest henvendt til mænd, men de er bestemt også værd at læse som kvinde.

torsdag den 27. marts 2008

'Om så det gælder' af Hanne Richardt Beck


Spændende og dygtigt skrevet roman om søskendeparret Viggo og Vita og om den karismatiske Max, der griber forstyrrende ind i deres liv. Første gang i 30'erne og så igen under krigen. Vi kender sikkert alle typen; ham der charmerer pigerne og får drengene til at gøre ting de bagefter fortryder. Romanen handler især om venskab og forræderi, om hvem man kan stole på, og om handlinger og beslutninger der får fatale konsekvenser. Bogen var indstillet til Læsernes Bogpris 2008. Se også omtalen på Litteraturnu

onsdag den 26. marts 2008

'Pi's liv' af Yann Martel

Fantastisk og barsk beretning om drengen Pi, der overlever 227 dage i en redningsbåd på havet efter et skibsforlis og i selskab med en bengalsk tiger. Historien er grum og barsk, - ikke for sarte sjæle. Den tager fat i grundlæggende begreber, som hvad et menneske egentlig er, og hvad det er, der adskiller mennesket fra dyret? Om det virkelig er en bog, der kan få en til at tro på Gud - som det hævdes i starten - det ved jeg ikke helt, om jeg kan tilslutte mig, men der er i hvert fald noget at tænke over.

'Kærlighedens historie' af Nicole Krauss


På trods af sødsuppe-titlen er dette en helt utrolig dejlig bog, der væver, snor og fletter flere historier sammen til ét, forunderligt og alligevel velkendt, hele.

Jeg elsker, når jeg har læst en bog, og bare har lyst til at vende den om og starte forfra, og dette er sådan en bog.

Hovedpersonerne er charmerende. Især den ensomme gamle Leo Gursky, der dagligt går ud i verden og gør sig bemærket med små uheld eller mærkelig opførsel bare fordi han så er blevet set af nogen den dag.
Spring i tid og fortællerstemmer, for slet ikke at tale om personers navne, gør at man skal holde ørerne(øjnene?) stive mens man læser, men alle brikkerne finder deres plads i puslespillet til sidst.

Bogen mindede mig utroligt meget om Ekstremt højt & utroligt tæt på - især p.g.a. opbygningen med både en ung og en gammel fortæller, men også på grund af nogle af temaerne.

Kærlighedens historie er mindst lige så charmerende og rørende.

Jeg har så senere fundet ud af at Nicole Krauss faktisk er gift med Jonathan Safran Foer, og at der er andre end mig, der har kunnet se fællestrækkende mellem de to forfatteres værker. Se f.eks. hvad Klaus Rothstein siger. Her kommer Paul Auster og Siri Hustvedt også i spil!

Jeg vil kaste mig glubsk over det næste, der kommer fra Nicole Krauss' hånd. Kan næsten ikke vente.