tirsdag den 26. april 2011

'Spurvenes sky' af Takashi Matsuoka

I 1861 kommer 3 amerikanske missionærer til Edo i Japan. De får en hård start i det meget fremmede land, men finder beskyttelse hos Fyrst Genji, der kæmper for at Japan skal følge med resten af verdens udvikling.
Men med en tusindårslang historie fuld af krig, rænkespil, ære og hævn er han oppe mod mægtige kræfter.
Romanen er et hæsblæsende eventyr fuld af kærlighed, kamp og historie. Der er geishaer, samuraier, ninjaer, rituelle selvmord, forbudt kærlighed og blodige krige for alle pengene, krydret med lidt overnaturlige evner og skrevet i et poetisk og besnærende sprog.
Jeg lod mig rive fuldstændig med.
Bogen fortsættes i 'Stilhedens tårn'.

mandag den 18. april 2011

'Olive Kitteridge' af Elizabeth Strout


Gennem 13 sammenhængende noveller får vi her et ærligt og rørende portræt af ikke alene Olive Kitteridge, som er bogens hovedperson, men også af den lille by i Maine, hvor hun bor og de andre skæbner i byen.

Olive er pensioneret lærerinde og en lidt kantet og markant personlighed i byen. Hun er gift med Henry, der er godheden selv, og sammen har de sønnen Christopher. Familielivet er præget af modsætningerne mellem Olive og Henry, og deres historie flettes sammen med de andre familiehistorier omkring dem.

Det virkeligt fine ved denne bog er den måde forfatteren afdækker dynamikken i en lille by og dens indbyggeres indbyrdes forhold. Med rafinerede antydninger og ved at skrive mellem linierne kigger hun ind bag facaden i de pæne og knap så pæne hjem.

Det føles altsammen meget velkendt - skærmydslerne, forelskelserne, dødsfald, sygdom, de små affærer naboer imellem - men Elizabeth Strout formår at levendegøre det på en intens, velskrevet og sympatisk måde.

torsdag den 7. april 2011

'Forunderlige skabninger' af Tracy Chevalier


I begyndelsen af 1800-tallet dukker skelletter af sære skabninger op på stranden ved den engelske by Lyme Regis. Den unge Mary Anning har et øje for at finde forsteningerne og ernærer sig ved at sælge dem til turister og lokale. Hun får en nær veninde da Elizabeth Philpot flytter til byen og ligeledes bliver en dygtig fossiljæger.

Da Mary finder et væsen, som ikke ligner noget nulevende dyr, får forskerne øjnene op for hendes fund.

Historien er et spændende indblik i et samfund, der har svært ved at acceptere, at der findes uddøde dyr - for er det mon dyr som gud skabte og senere kasserede, og betyder det, at gud lavede fejl? Og er verden mon ældre end de 6.000 år, man havde regnet sig frem til.

Samtidigt er det et fint portræt af venskabet mellem to kvinder, der er oppe mod en mandsdomineret forskerverden, og alligevel formår at sætte deres mærke på en videnskab i sin vorden.

Romanen er baseret på virkelige personer og flere af Mary Annings fund af bl.a. ichtyosaurus og plesiosaurus findes på naturvidenskabelige museer rundt om i verden.

tirsdag den 5. april 2011

'Hundens ører' af Maria Ernestam

Dette er en roman om Eva, der som 7 årig beslutter sig for at myrde sin mor. Den midaldrende Eva nedskriver i sin nye dagbog historien om de år der ligger mellem den 7 åriges beslutning og den 17 åriges gennemførelse af planen... Det er en på en gang fascinerende, fængende og frygtelig historie. På biblioteket er den placeret i krimiafdelingen, hvor den ikke helt hører hjemme. Selv om hele handlingen kredser om et mord, er det først og fremmest en psykolgisk fortælling om en mors fatale mangel på kærlighed, om den egoisme og selvoptagethed, der ødelægger et barns liv.
Romanen holder spændingen hele vejen igennem. Godt nok ved vi fra starten, at Eva har myrdet sin mor, men først lidt efter lidt afsløres det hvorfor og hvordan. Desuden er der andre brikker til puslespillet om Evas liv, der først falder på plads til sidst og kaster nyt lys over hele historien.