torsdag den 12. november 2009

'Haver af vand' af Alan Drew


Familien Basioglu, der bor lidt udenfor Istanbul og består af far Sinan, mor Nilufer, teenagedatteren Irem og sønnen Ismail, har lige holdt omskærelsesfest for Ismail. Nilufer har inviteret den amerikanske familie i lejligheden ovenpå; Marcus, Sarah og sønnen Dylan. Om natten ændrer et jordskælv deres liv drastisk. Deres hus styrter sammen og Sarah og Ismail bliver begravet under ruinerne. Sarah redder Ismails liv ved at give ham vand, selv omkommer hun. De to unge; Irem og Dylan forelsker sig og selv om Irems familie ikke er fundamentalister er de konservative og vil aldrig lade hende være alene med en dreng, og da slet ikke en amerikansk dreng. En fortælling om tro og kultur, med mange stærke spørgsmål. Hvad får en mand til at ville slå sin datter ihjel? Hvad får en mand til at ville dræbe sønnen af den kvinde, der har reddet hans egen søns liv? - Kan ære betyde så meget? - Måske hvis man har mistet alt andet? - Måske hvis man lever i et samfund, hvor ens status og anerkendelse afhænger så meget af at have et godt navn og rygte? - Det er meget svært at sætte sig ind i, denne bog får en til at se hvor svært..