fredag den 24. maj 2019

'Ikke noget at tale om: digtroman' af Anne Zenon

I dette langdigt hører vi Kathrines historie. Hun er i midten af 30'erne og befinder sig efter en skilsmisse i en 9/5-ordning.  Her skal hun hele tiden veksle mellem madpakker og sengetider i børneperioderne og musik og dates i voksenperioderne. Hun er den første akademiker i sin familie, hvilket hun må høre for. Moderen er nærmest ikke til stede og faderen vil gerne styre, så hun skal finde sin egen måde at forme sin tilværelse på.
Man skal ikke lade sig skræmme af formen - langdigtet. Det er en mellemting mellem et (langt) digt og en (kort) roman. Man vænner sig hurtigt til at læse uden punktummer, og formen gør, at der ikke er ret meget overflødigt i bogen. Sproget er ret kontant og direkte. Når man har vænnet sig til digtformen, er det nærmest som at læse en roman.
Det er forfatterens debut - der kommer forhåbentlig mere fra hendes hånd.

Lån bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 10. maj 2019

'16 tømmermænd' af Marcus Winther-John

Marc er 40 år, han er musiker og far til to - og så skal han skilles fra sin kone, som han har været sammen med siden teenageårene. I bogen fortæller han om tiden efter bruddet, hvordan han afsøger nye grænser og støtter sig til vennerne. Og hvordan han starter med at modarbejde hans ex-kone og hendes nye kæreste, men efterhånden når frem til en måde, hvor de kan mødes på mere lige vilkår.
Bogen er en ærlig og rørende skildring af en midaldrende mands skilsmisse, og hans baggrund og job i musikbranchen fornægter sig ikke. Han får støtte af sine kollegaer, sine venner og andre omgivelser, men hvad gør man med kærlighedens tømmermænd? De 16 tømmermænd er de 16 kapitler i bogen, der alle har en snert af tømmermænd. Bogen har et meget levende talesprog og helt i tidens ånd er krydret med sms'er.
Bogens forfatter er selv musiker og kom til Danmark som 12-årig. Han har selv været igen en skilsmisse, så vi er i autofiktionens verden. Han blogger i øvrigt om sit liv her.

Lån bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 7. maj 2019

'Den rødhårede kvinde' af Orhan Pamuk

Den unge apotekersøn Cem har fået et sommerferiejob uden for Istanbul. Han skal hjælpe brøndgraveren Mahmut og lærlingen Ali med at grave en brønd. Cems far har forladt familien, og i sin søgen efter en faderfigur at se op til, knytter Cem sig til Mester Mahmut. Arbejdet er varmt og hårdt og i landsbyen møder Cem en rødhåret kvinde, der er på turné med et omrejsende teater. Han bliver betaget af hende og følger efter hende, når han har mulighed for det.
En dag sker der en ulykke, da de arbejder på brønden, og Cems liv præges for altid, af de beslutninger han tager i de skæbnesvangre timer den sommer.
Det er svært at referere fra romanen uden af afsløre for meget, men forskellige myter og sagn fylder en del undervejs. Fx. fortællingen om Ødipus, der dræber sin far og går i seng med sin mor. Og en historie fra den iranske "Shahname" om Rostam, der dræber sin søn Sohrab.
Hvor stor og central en betydning disse fortællinger har for selve romanen afsløres først til sidst i en overraskende og tragisk slutning.
En velskrevet roman, der fascinerer mere og mere efterhånden som man kommer ind i den, - og overrasker til sidst. Minder i skrivestil og form lidt om Ian McEwan og Amos Oz.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne