tirsdag den 24. juli 2012

'Tæskeholdet banker på' af Jennifer Egan

Igennem fortid, nutid og fremtid følger vi en række forskellige personer i New York. Omdrejningspunktet er den succesfulde musikproducer Bennie og hans assistent Sasha. Det er en roman, der lægger vægt på at belyse de afgørende øjeblikke i menneskers liv, selv om de pågældende måske først langt senere finder ud af, hvad der var den vigtige korsvej. Det virker på en måde som en række noveller, bare med en større sammenhængs kraft. Vi møder fx veninderne Rhea og Jocelyn, i en sårbar ungdomstid, med forelskelser og vigtige valg; og senere i bogen mødes de igen som ældre ved en mands dødsleje. Samme mands søn følger vi som barn på safari i Afrika. Det er et velskrevet virvar af vigtige øjeblikke i en lang række menneskers liv. Godt skrevet. Det kan anbefales at læse rimeligt kontinuerligt og alligevel kan det være svært at holde styr på de enkelte personers relationer til hinanden og den påvirkning de uden tvivl udsætter hinanden for. Meget interessant bog; en af de nye spændende amerikanske forfattere, som også Litteratursiden sætter fokus på i efteråret 2012.

Ingen kommentarer: