torsdag den 31. december 2015

'Elizabeth er forsvundet' af Emma Healey

Elizabeth er forsvundet. Det er hendes veninde Maude sikker på. Elizabeth er ikke hjemme, hun tager ikke sin telefon, og hendes uvenlige søn vil ikke hjælpe. Men Maude er en gammel dame, der har problemer med hukommelsen. Selv om det står klart for hende, at Elizabeth er forsvundet, kan hun ikke huske, hvad hun har gjort for at finde hende. På et øjeblik forsvinder, det hun har fundet ud af i demensens tåger. Hun kan kun støtte sig til lommer fulde af små notater, der gav mening, da hun skrev dem, men ikke gør det, når hun ikke længere kan huske omstændighederne. Maudes datter hjælper hende med at få dagligdagen til at køre, men heller ikke hun ser ud til at ville hjælpe Maude med mysteriet om Elizabeth. Og mens Maude leder og bringer sig selv i fortvivlede situationer, kommer hun i tanke om detaljerne ved en anden forsvinding, nemlig hendes søsters, da Maude var en ung pige i efterkrigstidens England.
'Elizabeth er forsvundet' er et på en gang fascinerende og hjerteskærende blik ind i den dementes hjerne og problemerne, der opstår, når man ikke ved, hvad man er midt i eller hvem man er sammen med. Bogen er fortalt næsten udelukkende fra Maudes forvirrede synsvinkel, og som læser lider man med hende samtidig med, at man kan forudse nogle ting, som bliver ved med at forsvinde for Maude. Spændingen omkring, hvor Elizabeth er blevet af, og hvad der skete med Maudes søster holder historien i gang, men for mig er det portrættet Maude, der gør romanen rigtig god.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

Ingen kommentarer: