torsdag den 3. december 2015

'Underkastelse' af Michel Houellebecq

Hvis man interesserer sig for samfundsforhold og politik  - og samtidig læser bøger, - så er det oplagt at kaste sig over denne roman, der i Frankrig var genstand for en del debat, da den udkom i starten af året.
Handlingen foregår i et Frankrig, der i 2022 befinder sig lige på randen af borgerkrig. Linjerne er trukket skarpt op: En undergrundsbevægelse med rødder i Front National søger konfrontationen og Det Muslimske Broderskab stiller med en kandidat til præsidentposten. Da muslimernes kandidat Ben Abbes går videre til anden runde beslutter socialisterne sig for at give ham deres opbakning for ikke at støtte kandidaten fra Front National.
Romanens hovedperson litteraturprofessoren Francois lever et stille liv med køberetter, sin passion for den franske forfatter Huysmans, som han i sin tid skrev speciale om, og et nyt forhold til en yngre kvindelig studerende hver år. – Han flyder meget med strømmen og er en ret provokerende karikatur på den intellektuelle vestlige mand: Hvis han bare får mad, sex og opmærksomhed, så er han i bund og grund rimelig medgørlig…
Da den nye muslimske franske præsident indfører en art Sharia-light, sker der en del forandringer i det franske samfund: Børnepengene sættes voldsomt op og de fleste kvinder trækker sig fra arbejdsmarkedet, hvilket betyder, at arbejdsløsheden falder markant. På Sorbonne, hvor Francois arbejder, bliver alle ikke-muslimske professorer fyret. – Med en fin pension ganske vist, men Francois begynder alligevel at overveje sine muligheder. Skal han konvertere? – Er der egentligt ikke ret mange fordele ved islam? – Polygami fx?
Det er kras samfundskritik, godt nok i et ret intellektuelt sprog og med en del indforståede bemærkninger, der gør bogen lettere at gå til, hvis man har et vist kendskab til franske forhold. Alligevel blev jeg revet med af den provokerende fortælling, der kører begivenhederne helt ud over kanten.

Ingen kommentarer: