fredag den 25. maj 2012

'Silkekejserinden' af José Frèches





Silkekejserinden er en trilogi bestående af Verdens tagBuddhas øjne og Tronranersken.
Handlingen er hensat til byer og oaser på Silkevejen femhundrede år efter Kristi død. Der hersker rivaliseren mellem tre buddhistiske retninger, den tibetanske, den indiske og den kinesiske, og samtidig melder også tidlige kristne religioner sig på banen.
Handlen med silke bliver en vigtig magtfaktor, og på alle mulige måder prøver man at bryde Kinas monopol på avl af silkeorme og fremstilling af de kostbare stoffer. Kinas kejserinde bliver en vigtig og magtfuld brik i spillet, der også har sit eget høje mål i livet. Hun er nemlig blevet spået, at hun skal være den første kvindelige kejser af Kina, og sætter alt ind på at opnå dette.
Den unge, kinesiske munk Fem Forbud bliver sendt til Indien for at hente en hellig sutra til sit kloster, men hans vej bliver lang, da han får uventede rejsefæller og forelsker sig håbløst i en ung kristen pige. Samtidig rejser den unge kristne munk Spirende Lys til Kina for at stjæle silkekokoner og silkeormeæg, så hans kloster kan fremstille silke og dermed blive rige nok til at købe sig adgang til at bygge et hovedsæde i Kina. Også han møder kærligheden i form af en kinesisk arbejderpige, og snart bliver de to munkes liv viklet ind i hinanden.
Det bliver en dramatisk og meget lang rejse for de to munke og de kvinder, de elsker, og samtidig en spændende gennemgang af livet på silkevejen og kontakten mellem de mange forskellige civilisationer.
Det er også en fortælling om overvældende og ren kærlighed, selv om jeg blev lidt træt af det svulmende billedsprog, som bliver brugt til at udtrykke denne kærlighed.
Trilogien er god underholdning, og bogen indeholder kort og personlister, som hjælper til at holde styr på de mange steder og personer. 

Ingen kommentarer: