mandag den 7. maj 2012

'Den glemte have' af Kate Morton

I 1913 står en lille, rødhåret pige forladt på kajen i Maryborough i Australien. Havnemesteren tager hende til sig som sin datter og giver hende navnet Nell. Først, da hun fylder 21 fortæller han hende om hendes ukendte herkomst. I 1975 arver Nell den kuffert, hun havde med sig som lille, og i den finder hun spor om sin familie, der fører hende tilbage til godset Blackhurst i Cornwall og til forfatterinden Eliza Makepeace. Nells opklaringsarbejde bliver dog standset, da hun pludselig må tage sig af sit barnebarn Cassandra. I 2005 arver Cassandra hele mysteriet, og også hun tager til England for at opklare sagen.
Romanen er en sammenspundet historie om en familie med mange hemmeligheder, og den række af omstændigheder, der skulle til, for at en 4-årig engelsk pige ender helt alene på den anden side af jorden. Tidsbilledet fra begyndelsen af det 20. århundrede står stærkest i fortællingen, der krydres fint med Eliza Makepeaces eventyr og de tråde, der bliver trukket frem til nutiden.

Ingen kommentarer: