onsdag den 9. april 2014

'Sådan mister du hende' af Junot Diaz

Bogen indeholder en række selvstændige fortællinger, der stort set alle har den samme hovedperson: Yunior. Fortællingerne handler bl.a. om alle de kvinder, han har elsket og mistet. En slags opskrift på hvordan man ikke skal bære sig ad i kærlighedsforhold, hvis man vil have dem til at vare. Det er et barsk miljø Yunior bevæger sig i, og de bedste af novellerne skildrer barndommen og ungdommens rastløshed, som barn i en indvandrerfamilie i USA, som lillebror til en syg bror, som tilskuer til en fortvivlet mor og en svigtende far. Selv om bogen består af selvstændige fortællinger føler man alligevel, at man har fået en sammenhængende historie om Yunior og hans liv, der ofte er op ad bakke. Han bruger og bliver brugt, og han mister. Hans genvordigheder beskrives nøgternt og uden selvmedlidenhed, og det fine sprog er en af romanens styrker.

Ingen kommentarer: