Sabroes nyeste handler om forholdet til hans mor. Han tager til New York for at skrive en bog om Hillary Clinton og kommer hjem med en bog om sin mor. Jeg har tidligere læst en enkelt bog af Sabroe, som ikke rigtig fangede mig, men jeg må indrømme, at jeg er positivt overrasket over denne. Godt nok skriver Morten Sabroe meget rapporterende; det er vel journalisten der stikker hovedet frem, - og jeg synes ikke, at dette er en roman i almindelig forstand. Det er et dokument, et vidneudsagn, en terapi. Man fornemmer en hudløs ærlighed og en skræmmende fremmedgjorthed; han kommer aldrig rigtig ind bag sin mors facade; han kommer bare med et bud. - Og man kan vel egentlig aldrig gøre andet. - For hvad ved man om andre mennesker, om deres bevæggrunde, deres følelser?Ind imellem bliver jeg voldsomt irriteret over hans kvindesyn, men nogen gange er det meget sundt at blive provokeret lidt. Men hvordan kan det være, at kvinder absolut skal være moderlige og kærlige, mens mænd godt kan slippe afsted med at være totalt fraværende?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar