torsdag den 25. februar 2010
'Den mindste modstand' af Adda Djørup
Emmas farmor Dagny er død og Emma har arvet hendes sommerhus. Emmas elskede JC, der studerer gopler, er rejst til Australien i et par måneder. Emma føler sig en smule rodløs, rastløs, - forladt måske? Et par uventede gæster befinder sig pludselig i sommerhuset og laver uorden i Emmas cirkler. Hun er en pige, der både iagttager og lader tingene ske, på en måde står hun på sidelinjen, men alligevel lader hun sig flyde med stømmen, og selv om begivenhederne i høj grad involverer hende selv virker hun alligevel som en udenforstående... Adda Djørup skriver rigtig godt og dette er en fin lille fortælling om identitet og det at prøve at finde et ståsted i tilværelsen.
torsdag den 11. februar 2010
'Søstrene i Salem' af Brunonia Barry

Her er en af de bøger, hvor jeg efter at have læst den, havde lyst til at vende den om og begynde igen forfra.
Ikke fordi det er stor litteratur, men fordi historien startede et sted og derefter drejede og snoede sig, så den endte et helt andet sted. Og jeg kan godt lide at blive overrasket af en bog.
Bogen handler om hekse, religiøs fanatisme, incest, tankelæsning, spådomme og kærlighed og så har jeg ikke sagt for meget.
Det er en slægtsroman om en familie af stærke kvinder og deres indviklede forhold, en krimi og en psykologisk roman om hovedpersonen, der har oplevet frygtelige ting i sin barndom og prøver at finde en måde at leve med dem.
Måske bliver ikke alle tråde samlet til sidst og der kunne godt være strammet op på historien, men jeg synes alligevel den måde forfatteren har brugt spåning i kniplinger som en samlende tråd, der underbygger historiens virvar af handlinger, er ret elegant.
Kort sagt: god underholdning.
onsdag den 3. februar 2010
'Det sidste barn' af John Hart

Leder du efter en god krimi, så er 'Det sidste barn' af John Hart bestemt værd at læse. Den 13-årige knægt John leder efter sin tvillingesøster som året forinden forsvandt sporløst. Faren forsvandt nogle uger senere, fordi han ikke kunne kapere morens sammenbrud. Nu er de kun de to eller faktisk kun drengen John, da moren er forsumpet i sprut og piller. På en pjækkedag nede ved åen sker en ulykke og den tilskadekomne når lige at sige: Jeg ved hvor hun er! inden han dør. John tror straks den dræbte talte om søsteren og begynder nu for alvor at lede.
Personskildringerne er rigtig gode og man kommer til at føle med den ensomme og omsorgssvigtede dreng. Historien er spændende og virkelig godt skrevet; man lader ikke denne bog ligge ret længe på bordet ad gangen. Helt klart værd at læse!
"Fugl I Argentina" af Marianne Hesselholt

Historien om Hans Christian Fugl starter på Lolland i 1811, hvor han voksede op under stor fattigdom. Fugl drømte allerede som barn om at bryde ud af fattigdommen. Han ønskede brændende at læse til lærer. Som sin navnebror H.C. Andersen kæmpede han for sine mål, men måtte finde sig i at leve på økonomisk nåde hos diverse velhavende familier.
Hans Fugl emigrerer til Argentina og finder først friheden blandt gauchoer på pampaen. Senere bosætter han sig i Tandil, 300 km syd for Buenos Aires og her opstår en koloni af danskere, som opdrætter kvæg og indfører dyrkningen af dansk hvede. Livet i Argentina byder på mange strabadser. Hans kone føder 7 børn, hvoraf de 5 dør af epidemiske sygdomme. Danskerkolonien bliver forfulgt af den argentinske befolkning, børn bortføres og afgrøder ødelægges.
Som læser bliver du revet med af de personlige historier, som er bygget på 1000 håndskrevne sider, Fugl efterlod til sin familie.
Er du til historier om udvandring så læs også bind 1: Fugl i Danmark
Hans Fugl emigrerer til Argentina og finder først friheden blandt gauchoer på pampaen. Senere bosætter han sig i Tandil, 300 km syd for Buenos Aires og her opstår en koloni af danskere, som opdrætter kvæg og indfører dyrkningen af dansk hvede. Livet i Argentina byder på mange strabadser. Hans kone føder 7 børn, hvoraf de 5 dør af epidemiske sygdomme. Danskerkolonien bliver forfulgt af den argentinske befolkning, børn bortføres og afgrøder ødelægges.
Som læser bliver du revet med af de personlige historier, som er bygget på 1000 håndskrevne sider, Fugl efterlod til sin familie.
Er du til historier om udvandring så læs også bind 1: Fugl i Danmark
Etiketter:
udvandrere; Argentina;Danmark; Lolland
mandag den 25. januar 2010
'For evigt og altid' af Dorothy Koomson

Ville du kunne tilgive din forlovede og bedste veninde at de gik i seng sammen og fik et barn??
Det er den forfærdelige sandhed som Kamryn opdager ved et tilfælde og som resulterer i at hun forlader London og slår sig ned i Leeds for at starte på et nyt liv. Hendes ekskærste Nate og bedste veninden Adele forsøger forgæves at få hende i tale.
På Kamryns 32 års fødselsdag modtager hun en masse kort og uden at bide mærke i det åbner hun et fra Adele, som gerne vil mødes med hende en sidste gang, da hun er alvorlig syg. Kamryn forsøger at ignorere tanken om at se Adele igen, men det ender med at hun tager afsted til hospitalet. Det viser sig, at Adele er dødende og at hun gerne vil have at Kamryn adoptere hendes datter Tegan. Den tanke er fuldstændig absurd, men Kamryn tager alligevel ud til Tegans bedsteforældre og henter hende.
Nu forsøger Kamryn så at skabe en ny tilværelse for Tegan. Det er ikke let, da hun selv må ændre sige prioteringer og går glip af den chefstilling hun havde i kikkerten. Samtidig med får hun en ny chef Luke, som er møghamrende irriterende og som Tegan bliver meget begejstret for. Nate dukker også op og gør ihærdige forsøg på at vinde Kamryn tilbage. Så det er i det hele taget ret indviklet.
Det er chick-lit i den alvorlige ende og den er rigtigt god. Den handler om tilgivelse og om at man nogen gange må tage imod de slag livet giver, få det bedste ud af det og komme videre.
Etiketter:
2000-2009,
børneopdragelse,
chick-lit,
England,
kærlighed,
tilgivelse,
veninder
torsdag den 21. januar 2010
'Den udstødte' af Sadie Jones
Vi er i 50'ernes England, på landet, hvor alt øjensynligt er fred og idyl. - Dog kun på overfladen, for det lille samfund har travlt.. Lewis mor drukner ved en ulykke, da han er 10 år. Det ændrer med et slag alt for Lewis, der ikke har et nært forhold til faderen. Han svigtes i sin sorg; hans far ved ikke hvordan han skal hjælpe, han gifter sig hurtigt igen og den unge hustru Alice, der skal være stedmor magter heller ikke opgaven. Lewis begynder at skære i sig selv, og kommer længere og længere ud, hvor alle synes, at han er mærkelig og ingen vil have noget med ham at gøre. Ingen - bortset fra en - ser ham som den han er, og andre bruger ham i egen interesse. Det ender med en fængselsdom, men da Lewis som 19 årig kommer tilbage til det lille samfund finder han ud af at straffen for at være ham måske kun lige er begyndt...- Kun en forstår at se bag det hårde drengeansigt... - En som selv er blevet svigtet, og måske har brug for Lewis hjælp?
Det er en meget psykologisk, dybt rørende bog, der går ind i skildringen af kampen for at overleve som et helt menneske, under meget barske vilkår. Kan anbefales!
torsdag den 7. januar 2010
'Brudeskibet' af Jojo Moyes

I 1946 sejler hangarskibet HMS Victoria fra Sydney med 650 krigsbrude ombord. Kursen er England, hvor kvinderne skal genforenes med de britiske soldater, som de blev gift med under krigen.
Turen tager 6 uger og kvinderne skal dele en meget trang kahyt med plads til fire personer. Så der er ikke den store udsigt til nogen form for privatliv.
Kaptajn Highfield er ikke videre begejstret for den last, han skal fragte til England, når der samtidig er et par tusinde mænd ombord, som i længere tid har måtte undvære kvindeligt selskab. Der er optræk til problemer.
Højgravide Margaret en farmerdatter, skal dele kahyt med elegante Avice som kommer fra de bedre cirkler, teenagepigen Jean og sygeplejersken Frances og det er disse fire kvinder man følger i de 6 uger turen varer. De fire kvinder kan ikke altid enes og der opstår konflikter mellem dem. På trods af det holder de alligevel sammen og hjælper hinanden. For at kvinderne ikke skal kede sig undervejs er der forskellige aktiviteter ombord, f.eks. kan man lære at lave forskellige spændende retter med æggepulver eller se en film i biografen.
Det er faktisk ret spændende at læse om de fire kvinder og historien er rigtigt god. Der bliver givet gode beskrivelser af livet ombord og det er ret interessant at læse om, eftersom det er historisk korrekt. Der var mange andre skibe med krigsbrude ombord der krydsede oceaner for at blive genforenet med deres mænd. Jeg synes, det er imponerede at disse kvinder har giftet sig med mænd, som de ikke har haft den store mulighed for at lære at kende og at de forlader familie og venner for at starte en ny tilværelse i et fremmed land. De har ingen anelse om, hvordan deres fremtid bliver og ved ikke hvordan de vil blive modtage af deres nye familie. Det er heller ikke alle krigsbrudene som når frem. Nogle bliver sat af undervejs, fordi deres ægtemænd alligevel ikke vil have dem, de er uønskede, og andre må gå fra borde på grund af en upassende opførelse. De fleste mistede kontakten til hinanden efter rejsen, selvom der opstod gode venskaber undervejs.
Det er en meget gribende historie som man bliver opslugt af og har svært ved at lægge fra sig. Det havde jeg i hvert fald.
Etiketter:
2. Verdenskrig,
Australien,
England,
Krigsbrude,
kærlighed,
venskab
Abonner på:
Opslag (Atom)