torsdag den 1. marts 2018

'Den svovlgule himmel' af Kjell Westö

Flere kender nok Kjell Westö fra "Luftspejling 38", som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for. Denne roman minder mere om hans anden roman "Der hvor vi gik engang", kun er tidsrammen rykket frem, så fortællingen foregår fra 1960'erne og frem.
Ved bogens begyndelse møder vi den midaldrende forfatter, der er romanens fortæller. En aften har han en oplevelse af, at nogen holder øje med ham. Ugen før er hans gamle ven Alex Rabell blevet forsøgt myrdet, og disse begivenheder får hovedpersonen til at se tilbage på sit liv. Et omdrejningspunkt i fortællingen er venskabet med de to Rabell-søskende Alex og Stella. Det er fortællingen om et ulige venskab mellem en middelklassedreng og to overklassebørn. Alex er den styrende i drengegruppen, der udover fortælleren og Alex også tæller den blide Krister og den brutale Jajo.
Fortælleren har et blandet forhold til Alex, som han både beundrer og lader sig styre af. Alex's lillesøster Stella bliver fortællerens første store kærlighed, og hans forhold til hende præger sidenhen forholdet til alle andre kvinder.
Udover venskabet er det også en fortælling, der sætter fokus på skam, skyld og fortrængninger. I løbet af romanen må fortælleren revidere sin historie: Begivenheder, som han husker på en bestemt måde, viser sig at være foregået helt anderledes, og derfor bliver man undervejs mere og mere mistroisk overfor hovedpersonen.
En fin samtidsroman om et drengevenskab og samtidig en roman, der giver stof til eftertanke især i forhold til erindringer og fortrængninger.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

Ingen kommentarer: