mandag den 27. maj 2013

'Krokodillens gule øjne' af Katherine Pancol

Skulle man dømme ud fra forsiden handler denne bog om afrika, men det er kun en lille del af historien. Egentlig er det en historie om to franske søstre og deres familier. Iris er den smukke, rige og dominerende søster og Josephine er den mere kuede og kiksede.
Da Josephine konfronterer sin mand med hans affære med indehaveren af en lokal skønhedsklinik, stikker han af med elskerinden til Afrika for at bestyre en krokodillefarm. Tilbage står Josephine med økonomisk og følelsesmæssigt kaos, samt to døtre, hvoraf den ene ikke lægger skjul på sin foragt for sin mor. Iris udnytter situationen og overtaler Josephine til at skrive en roman, som Iris kan tage æren for til gengæld for at Josephine får alle pengene fra salget.
Sideløbende får vi historien om søstrenes stenrige fusker af en stedfar, der arbejder på at slippe af med sin kolde og beregnende kone til fordel for sin frodige sekretær, og historien om Josephines mands liv i afrika. Og for at krydre det hele endnu mere viser Josephines bedste veninde sig at have en hemmelig identitet.
Det er en helt igennem underholdende roman, hvor plottet til tider er så langt ude, at man ikke kan forudsige, hvad der sker. Handlingen flyder let, men blandingen af humor og alvor kan virke lidt ujævn. Bogens gode, stærke kvindeportrætter er dens egentlige styrke. En god ferie-roman.

Ingen kommentarer: