tirsdag den 11. september 2012

'Helvig', 'Ud og hjem' og 'Til deres dages ende' af Winni Østergaard






Helvig Pedersdatter bliver født udenfor ægteskab i 1816. Vi følger hende og de andre beboere i landsbyen Refs i Hurup sogn i Thy. Det var ikke helt enkelt at være barn af en enlig mor, men med moderens opfindsomhed og dygtige hænder klarer den lille familie sig. Helvig er en stærk pige, og i første bog følger vi hendes opvækst og færden frem til 1838. I Ud og hjem er vi nået til 1840’erne, og Helvig rejser ud som tjenestepige. Hun har mange forskellige pladser, og en sommer forelsker hun sig en af de andre ansatte og føder en pige. Hermed gentager hun moderens historie, da hun ikke gifter sig med barnefaderen. Pigen bliver hjemme hos sin bedstemor, mens Helvig forsat tjener til livets ophold som tjenestepige. Ud over at følge dagliglivet kommer de historiske begivenheder også til at spille ind. I tredje del er vi nået til omkring 1850. Helvigs datter er blevet ca. 10 år, og Helvig gifter sig med daglejeren Christen. De bor i Helvigs mors hus, og vi følger dem i glæde og sorg: børnefødslerne, kampen om at få arbejde, sygdomme og død.

Trilogien er en dokumentarisk beretning skrevet af en kvinde, der først for nylig har fået passionen at slægtsforske. De faktuelle oplysninger om personerne i romanerne - hvem de bliver gift med, hvornår de dør osv. udgør den dokumentariske del, og Winni Østergaard har så med sin egen fantasi formået at give dem liv, så man ved læsningen føler man befinder sig i 1800-tallet blandt almuen. Det er en godt skildret og bred fortælling, der primært følger personerne i deres daglige gøremål, men hvor de historiske rammer også er en vigtig del af romanerne. En godt skildret og omfangsrig trilogi der anbefales på det varmeste.

Ingen kommentarer: