onsdag den 18. juni 2014

'Alt må vige for natten' af Delphine de Vigan

Denne bog er et romanportræt af forfatterens mor Lucile, der kæmper med en manio-depressiv lidelse, alkoholmisbrug og forholdet til sin store brogede familie. Lucile har i en alder af 61 år, kræftsyg og ca. 2 måneder efter sin mors død taget sit eget liv.
Delphine forsøger gennem det skrevne sprog at finde ind til det menneske hendes mor var. Det bliver et sammensat billede af en kvinde, der både var stærk og svag, syg og overstadig, kærlig og fraværende. Romanportrættet, der nærmest er forestillinger om Luciles liv som barn og ung, afbrydes af forfatterens egne tanker omkring hele den proces, hun er i gang med, og hvordan den påvirker hendes liv og forholdet til andre mennesker omkring hende især søsteren Manon og Luciles mange søskende. Synet på fortiden ændrer sig, farverne i den overleverede fortalte fortælling om moderens liv får flere nuancer..

Det er en meget velskrevet bog, der uden at blive sort/hvid eller dømme nogen, beskriver en kvindes liv. Den måde, hvorpå forfatteren inddrager læseren i hele skrive- og sorgprocessen, er lidt utraditionel, men meget vellykket.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

Ingen kommentarer: