onsdag den 18. marts 2020

'Jane Eyre' af Charlotte Brontë


Jane Eyre er vokset op hos sin tante, der aldrig har brudt sig om hende, og som 10-årig bliver hun sendt afsted til en skole for forældreløse piger. Her møder hun både ydmygelse og sult, men vinder også venner og får en uddannelse, der gør hende i stand til først at undervise på skolen og sidenhen søge job som guvernante på et gods. Her skal hun tage sig af den lille Adele, men lidt efter lidt forelsker hun sig i den gådefulde godsejer. Der sker mystiske ting på godset og Jane får brug for al sin klogskab og sit mod i kampen for kærligheden.
Romanen udkom oprindeligt i 1847 og er et must read, hvis man er til de klassiske engelske romaner. Med spænding, uhygge og kærlighedsforviklinger er man som læser godt underholdt fra start til slut.

Find romanen her på E-reolen

tirsdag den 17. marts 2020

'Grå bier' af Andrej Kurkov

Sergej bor i en forladt landsby i den grå zone i Donbass i det østlige Ukraine. Midt mellem seperatisterne og den ukrainske hær. Han holder ikke med nogen af siderne, men mest af sine bier. Den eneste anden, der er tilbage i landsbyen, er Pasjka; hans gamle arvefjende fra skoletiden. Alle andre er forlængst flygtet, og allerede inden krigen brød ud, forlod Sergejs kone ham sammen med den lille datter.
De to mænd holder nu lidt øje med hinanden, skændes og deles også om det der er tilbage af mad og andre forsyninger.
Men da foråret nærmer sig, beslutter Sergej sig for at drage afsted og finde et bedre sted til sine bier at tilbringe sommeren. I det hærgede krigslandskab er der ikke nok blomster til god honning.
Undervejs møder han en kvinde, men en uheldig episode tvinger ham til at fortsætte til Krim, der nu er annekteret af russerne. Her vil han opsøge en biavler, som han engang for mange år siden mødte på en biavlerkonferrence. Men manden tilhører det tatariske mindretal på Krim og er på mystisk vis forsvundet.
Krigszonen, den russiske efterretningsmaskine og en utilregnelig krigsveteran giver bogen sin helt egen lidt uhyggelige stemning. Men det er først og fremmest en velskrevet roman om en mand, der forsøger at få sin hverdag til at fungere under usædvanlige betingelser.
Måske til inspiration for os alle i øjeblikket?

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne (når vi åbner igen)

mandag den 16. marts 2020

'Borte iblandt os' af Carla Guelfenbein

Den kendte forfatter Vera Sigall er faldet ned af trappen i sit hus og ligger nu i coma. Hendes nabo og gode ven Daniel har en mistanke om at Veras fald ikke er naturligt; måske blev hun skubbet eller forskrækket? Han forsøger at finde ud af, hvad der virkelig skete.
Den unge kvinde Emilia har i en årrække studeret Veras værker og er netop ankommet til Chile fra Spanien for at fordybe sig i studierne og om muligt møde den store forfatter, hvilket også lykkes en enkelt gang inden ulykken. Nu mødes Emilia og Daniel på hospitalsgangen uden for Veras værelse, og en ny relation opstår. Emilia har et problem med at lade andre røre ved sig og Daniel er gået i stå i både sit arbejdsliv og sit ægteskab. Alligevel lykkes det for de to at finde sammen i deres fælles interesse for Vera.
Romanen veksler mellem at give ordet til Daniel og Emilia, men også Veras ungdomselskede Horacio har sine egne kapitler. Her fortæller han om deres kærlighedshistorie og afslører hemmeligheder, der for altid skulle have været glemt...
En velskrevet litterær fortælling, der minder lidt om Siri Hustvedt og Paul Austers romaner. Anbefales herfra!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne. - (Når vi åbner op igen)

tirsdag den 30. juli 2019

'Knust' af Anne Mette Kirk

Da Mathilde kommer hjem efter en gymnasiefest, får hun den frygtelige besked, at hendes storebror Jonathan er blevet dræbt ved en ulykke. Angiveligt har han stjålet en bil, givet tre andre unge et lift og kørt ind i et træ i høj fart og med en promille på over 2. Hele familien er i chok og sorg, men Mathilde tror ikke et øjeblik på politiets version af historien. Hun føler, at hun kender sin bror så godt, og at han aldrig ville have gjort de ting, der ledte hen til ulykken. Efter nogle måneder begynder hun at se nærmere på sagen og forsøger at udspørge de andre implicerede i ulykken: Hendes veninde Nikoline og de to andre unge; Tanja og Phillip. Den eneste anden, der deler hendes tvivl, er den unge betjent Marc, der var den første på ulykkesstedet. Lidt efter lidt nærmer de to sig sandheden om, hvad der skete den skæbnesvangre nat, da Jonathan blev dræbt. - Og måske var hans død ikke en ulykke...
Spændende og velskrevet roman, der også går tæt på unge, venskaber og spirende forelskelser.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 20. juni 2019

Uddrag uden titel af Sigurd Buch Kristensen

"Uddrag uden titel" er en bog man læser åndeløst og opmærksomt. Det skarpt skårede værk handler om en relation, der går i stykker måske pga. det stressede præstationssamfund, vi lever i, og som mange har så svært ved at leve op til.
"Uddrag uden titel" føles på en gang hård og blid. Brutal og lindrende. Hård fordi man hele tiden bliver konfronteret med virkeligheden - der er ingen steder, man kan flygte hen. Fra første side fornemmer man, at det her ender galt, og resten af bogen er på en måde gennemsyret af denne fornemmelse.
Men bogen er også lindrende læsning, fordi den er fortalt med et følelsesmæssigt intelligent blik, der analyserende men kærligt tager sig af sine karakterer og aldrig bliver sentimentalt men levende og præcist beskriver f.eks. begæret, de grundlæggende værdier i et parforhold, stoltheden over at kunne et håndværk, en lejlighed man kommer ind i for første gang, hvor hvert eneste hjørne og krummelure er som en lille skat.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 4. juni 2019

'Døgnkioskmennesket' af Sayaka Murata

Prisvindende japansk roman om den yngre kvinde Keiko, der altid har været anderledes end sine kammerater. Mens hun er barn reagerer hun ofte meget impulsivt og - efter omgivelsernes mening - uhensigtsmæssigt på begivenheder blandt skolekammeraterne, og hun forsøger forgæves at passe ind. Som ung får hun et job som løsarbejder i en døgnkiosk, og hendes familie er lettede. Keiko elsker rutinen og den ensformige hverdag, hvor der er klare regler for alt, og hun har et godt blik for døgnkioskens rytme. Hun efterligner sine kollegaer og spiller rollen som et normalt menneske helt perfekt. Men nu er der gået 18 år, og det bliver stadig vanskeligere for Keiko at leve op til folks krav om normalitet. Hun har ingen mand og ikke et fast job, hvilket hendes omgangskreds ofte påtaler. En dag starter Shiraha som løsarbejder i døgnkiosken. Han er arrogant, utilpasset og ude af stand til at passe et job, men Keiko ser i ham en mulighed for at opnå det attraktive normale liv. Det er dog ikke så simpelt at lade Shiraha flytte ind i sit liv, og hvor langt skal man egentlig gå for at virke normal?
En kort, meget velskrevet roman, der både giver stof til diskussion og eftertanke.


Find den her på bibliotek.dk

fredag den 24. maj 2019

'Ikke noget at tale om: digtroman' af Anne Zenon

I dette langdigt hører vi Kathrines historie. Hun er i midten af 30'erne og befinder sig efter en skilsmisse i en 9/5-ordning.  Her skal hun hele tiden veksle mellem madpakker og sengetider i børneperioderne og musik og dates i voksenperioderne. Hun er den første akademiker i sin familie, hvilket hun må høre for. Moderen er nærmest ikke til stede og faderen vil gerne styre, så hun skal finde sin egen måde at forme sin tilværelse på.
Man skal ikke lade sig skræmme af formen - langdigtet. Det er en mellemting mellem et (langt) digt og en (kort) roman. Man vænner sig hurtigt til at læse uden punktummer, og formen gør, at der ikke er ret meget overflødigt i bogen. Sproget er ret kontant og direkte. Når man har vænnet sig til digtformen, er det nærmest som at læse en roman.
Det er forfatterens debut - der kommer forhåbentlig mere fra hendes hånd.

Lån bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 10. maj 2019

'16 tømmermænd' af Marcus Winther-John

Marc er 40 år, han er musiker og far til to - og så skal han skilles fra sin kone, som han har været sammen med siden teenageårene. I bogen fortæller han om tiden efter bruddet, hvordan han afsøger nye grænser og støtter sig til vennerne. Og hvordan han starter med at modarbejde hans ex-kone og hendes nye kæreste, men efterhånden når frem til en måde, hvor de kan mødes på mere lige vilkår.
Bogen er en ærlig og rørende skildring af en midaldrende mands skilsmisse, og hans baggrund og job i musikbranchen fornægter sig ikke. Han får støtte af sine kollegaer, sine venner og andre omgivelser, men hvad gør man med kærlighedens tømmermænd? De 16 tømmermænd er de 16 kapitler i bogen, der alle har en snert af tømmermænd. Bogen har et meget levende talesprog og helt i tidens ånd er krydret med sms'er.
Bogens forfatter er selv musiker og kom til Danmark som 12-årig. Han har selv været igen en skilsmisse, så vi er i autofiktionens verden. Han blogger i øvrigt om sit liv her.

Lån bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 7. maj 2019

'Den rødhårede kvinde' af Orhan Pamuk

Den unge apotekersøn Cem har fået et sommerferiejob uden for Istanbul. Han skal hjælpe brøndgraveren Mahmut og lærlingen Ali med at grave en brønd. Cems far har forladt familien, og i sin søgen efter en faderfigur at se op til, knytter Cem sig til Mester Mahmut. Arbejdet er varmt og hårdt og i landsbyen møder Cem en rødhåret kvinde, der er på turné med et omrejsende teater. Han bliver betaget af hende og følger efter hende, når han har mulighed for det.
En dag sker der en ulykke, da de arbejder på brønden, og Cems liv præges for altid, af de beslutninger han tager i de skæbnesvangre timer den sommer.
Det er svært at referere fra romanen uden af afsløre for meget, men forskellige myter og sagn fylder en del undervejs. Fx. fortællingen om Ødipus, der dræber sin far og går i seng med sin mor. Og en historie fra den iranske "Shahname" om Rostam, der dræber sin søn Sohrab.
Hvor stor og central en betydning disse fortællinger har for selve romanen afsløres først til sidst i en overraskende og tragisk slutning.
En velskrevet roman, der fascinerer mere og mere efterhånden som man kommer ind i den, - og overrasker til sidst. Minder i skrivestil og form lidt om Ian McEwan og Amos Oz.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

lørdag den 27. april 2019

'Hvor lyset slipper ind' af Lucy Dillon


Endnu en super-underholdende og velskrevet bog fra Lucy Dillon.
I denne bog møder vi Lorna, der er opvokset med en mor, der var kunstner, og som ikke rigtig kan slippe kunstverdenen. Hun har - uden held - forsøgt sig med et pop-up-galleri, men nu viser der sig en mulighed for at overtage et kunstgalleri i Longhamton, hvor hun kommer fra.
Hun flytter ind i den store lejlighed over galleriet med planer om at bruge det hele selv. Men så dør den dame, hun har besøgt som besøgsven, og hun efterlader hende sin hund. Og hendes veninde Tiffany mangler pludselig et sted at bo.
Lorna er ikke rigtigt kendt med hunde, men gennem sin gravhun bliver hun langsomt venner med den ellers utilnærmelige - men meget dygtige, anerkendte og nu tilbagetrukne kunstner - Joyce Rothery. Hun er blevet en ældre dame og bor alene, men grundet forskellige omstændigheder kan hun ikke bo i sit elskede hus mere. Og her kommer Lorna ind i billedet.
På en nærliggende gård er Lornas ungdomsforelskelse Sam flyttet hjem til sin familie, selv om han ellers var blevet bybo og havde foragtet livet på landet. Men hvordan er hendes forhold til Sam så nu, hvor de begge er blevet voksne? Lornas søster giftede sig med Sams bedste ven, da de alle fire var unge. De har haft et meget stabilt ægteskab, men hemmeligheder har det med at dukke op en dag.

Det er en meget livsbekræftende historie om Lornas tilbagevenden i den lille by, hendes familie og nye og gamle venner. Den er en fortælling, der også kommer ind på emner som palliativ pleje og døden, men på en måde hvor minder, og det der er skabt, lever videre.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

fredag den 26. april 2019

'Fortielsen' af Marijke Schermer

Emilia har det hele; en kærlig mand i Bruch, et karrierejob og to små sønner. Men en aften i teateret har hun en oplevelse, der åbner døren ind til et rum, hun i alt for lang tid har holdt lukket og låst.
For tolv år siden blev Emilia overfaldet, voldtaget og gennembanket. Hun havde dengang lige mødt Bruch og var forelsket, men overfaldet gjorde, at hun fuldstændig afbrød kontakten til ham. Efter 3 måneder opsøger hun ham dog igen, men fortier, hvad der er sket. Hun vil tage kontrollen over sit liv tilbage, ikke opfattes som et offer, og hun er bange for at den oplevelse altid vil stå imellem dem. Med tiden fortrænger hun mere og mere, hvad der er sket, - og det bliver også sværere og sværere for hende at få lejlighed til at tale om det.
Et voldsomt regnvejr truer nu med at oversvømme deres hus, der ligger uden for diget - helt symbolsk! Børnene må evakueres og Bruch kæmper for at redde huset fra vandmasserne, mens Emilia stivner og bliver mere og mere handlingslammet.  Hun forsøger sig med gamle strategier, der ikke virker, leger med tanken om endelig at fortælle alt, - eller modsat - at flygte fra det hele.
Det er en meget velskrevet barsk psykologisk fortælling om en kvinde, der nægter at se sig selv som et offer. Men nytter det noget, - når man nu faktisk var et offer? - Og hvad betyder det for et kærlighedsforhold, hvis man fortier og skjuler den mest smertelige oplevelse, man nogensinde har haft?
Med en overraskende tankevækkende slutning, der giver læseren et helt nyt syn på det med fortielser... - Kan anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 14. marts 2019

'Sommermørke' af Stina Jackson

Her er en krimi/spændingsroman, der fanger lige fra starten. Den fortælles i to sideløbende sport. Teenagepigen Meja og hendes alkoholiserede/pillespisende mor Silje flytter op til et lille sted i det nordlige Sverige hos en mand, hendes mor har mødt på nettet. Meja har flyttet 30 gange i sit 17-årige liv, så hendes rygsæk står altid pakket. Det er svært for hende at falde til, men så møder hun Carl-Johan og flytter ind hos ham. Han bor sammen med sine forældre og brødre inde på et aflukket sted i skoven, og de lever fuldstændigt i som i gamle dage med selvforsyning, næsten ingen elektronik og ingen afhængighed af andre. De har ry for at være ret specielle, men Meja synes det er rart, at komme ind hos en rigtig familie med mad på bordet, nærhed og sammenhold.
Samtidig møder vi Lelle, der bruger nætterne på at køre rundt og lede efter sin forsvundne teenagedatter Lina. For tre år siden satte han hende af ved et busstoppested, men hun kom aldrig med og er aldrig blevet fundet. Men Lelle giver ikke op. Han er blevet skilt fra Linas mor, der nu har en ny mand, ryger for meget og er ligeglad med alt andet, end at finde sin datter.
Lelle er gymnasielærer, og Meja starter i Lelles klasse. De udvikler et venskabeligt forhold til hinanden og taler med hinanden om alt det, der optager deres liv. En dag er endnu en teenagepige, Hanna, forsvundet. Lelle leder også efter hende, da Lina og Hanna lignede hinanden, og der er for mange lighedspunkter til at det kan være tilfældigt, at de begge er forsvundet.
Så kommer Meja ikke i skole mere. Og Lelles private efterforskning er i kamp mod tiden...
Det er en fuldstændig medrivende fortælling i spændingsfeltet mellem krimi og spænding. Forfatteren er debutant, og bogen blev kåret til årets svenske krimi i 2018.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 6. marts 2019

'De nøgne statuer' af Fouad Laroui

Hver eftermiddag forlader Fatima sit hjem i bydelen Molenbeek i Bruxelles. Hun er klædt i hijab og ikke en hårtot får lov at stikke ud. På sin vej mod Bruxelles centrum smutter hun diskret ind i en ejendom og kommer lidt efter ud iført en luftig sommerkjole, - og uden hijab. Hun går videre til en sexbutik, hvor hun arbejder.
Men denne dag er anderledes end de foregående. Fawzi følger efter hende for at sikre sig, at hun ikke foretager sig noget krænkende. Han er forelsket i hende og har bestemt sig for at gifte sig med hende. - Ja, inde i hans hoved er sagen allerede afgjort, - så han for sig selv kalder hende for sin kone.
Da han opdager, hvad Fatima foretager sig bliver han forfærdet og reagerer voldsomt, hvorefter han af alle medier udråbes til terrorist.
Det er en lille kort velskrevet roman om en kvinde, der ønsker at føle sig fri, - hvilket hun opnår på en overraskende måde. Sproget er holdt i en ironisk tone, og romanen giver på sin egen subtile måde stemme og rum til mennesker, der har helt andre hensigter og formål end det flertallet opfatter.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

mandag den 25. februar 2019

'Smaragdsliberen' af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy er vendt tilbage til livet efter et hjertestop. Men han har svært ved at koncentrere sig om at leve det efter en stærk nærdøds oplevelse. Han mødes og spiller skak med sin gamle ven smykkehandleren Youssef, som han voksede op sammen med i Nazareth. Dengang betød det ikke så meget, at en af dem var jøde og den anden muslim. Men verden omkring de to ældre mænd har ændret sig.
Pierres datter Zara er kunsthistoriker og er netop rejst til Georgien, hvor hun skal undersøge nogle hulemalerier. Zara ser sig selv som ateist, men da en flok islamister kidnapper hende, får hun til sin egen overraskelse brug for Gud - og velsignes af en helt særlig oplevelse.
Det er en fin roman. Der er meget detaljerede interessante beskrivelser af Pierres arbejde med at slibe en kæmpe smaragd og far-datter forholdet er fint beskrevet ligesom venskabet mellem de to ældre mænd. Måske kunne man godt være kommet lidt dybere i det religiøse tema og de dilemmaer hovedpersonerne oplever, men det var en god læseoplevelse, som jeg kun kan anbefale!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 14. februar 2019

'Upstate' af James Wood

Alan er taget til USA sammen med sin datter Helen for at besøge sin anden datter Vanessa. De har fået en henvendelse fra Vanessas lidt yngre kæreste Josh, der er bekymret for Vanessas tilstand. Vanessa underviser i filosofi og har et helt andet sind end sin søster Helen, der er lys, effektiv og lidt flagrende i sin måde at være på. Vanessa bliver lettere deprimeret og tager sig alting mere nært. I løbet af turen gør Alan sig mange tanker. Om forskellen på de to døtre, om sit ansvar som far, om skilsmissen fra pigernes mor og hendes efterfølgende død. Men også hans forretninger, der ikke går helt som planlagt og den gamle mor på plejehjemmet er genstand for hans bekymringer.
Under opholdet i USA får han et større indblik i Vanessas liv og kommer frem til en beslutning om, hvad han må gøre.
Det er en vældig god roman om en fars bekymring for sin datter, om hans kærlighed til hende og den stolthed, han også føler, samtidig med at han kæmper for at finde en måde at hjælpe hende på. Den er skrevet i et langsomt fremadskridende fint sprog, som giver plads til refleksion.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 3. januar 2019

'Efter solen' af Jonas Eika


En It-konsulent ankommer til København efter en "yderst fiktiv flyvetur" fra Malaga. Han skal til møde med en bank på Kongens Nytorv, men da han ankommer er banken sunket i jorden. I Nevadas ørken finder en mand, i sorg over sine døtres død og fremmedgjort fra sin hustru (som i sorg over døtrenes dør er blevet ufo-evangelist) en mystisk, skrigende genstand, der måske er militærets, måske kommer fra rummet. På en strand under Krebsens vendekreds vandrer unge drenge rundt og udfører services, der er afledt af solen.
Der er meget man kan undre sig over i Jonas Eikas fem noveller. De foregår ikke i en fjern fremtid, men i en verden der næsten ligner den vi lever i nu. Men alt er underligt plastisk.
Hvis du er til bøger, der sprænger din forestilling om, hvilken verden vi går rundt i og hvis du samtidigt også har en følelse af, at der er et eller andet i tiden, der skrumler foruroligende i horisonten, så er Jonas Eikas Efter solen helt sikkert noget for dig. Hvis du bare kan lide en god, velskrevet og intelligent bog, så er Efter solen også noget for dig. Hvad mere er der at sige? Novellerne er tilbage på Danmarkskortet <3 Hold øje med Jonas Eika. Efter solen er bare hans anden bog, og han har allerede modtaget Michael Strunge-prisen for den. Mon ikke han er en forfatter vi kommer til at se mere til de næste par år.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

torsdag den 27. december 2018

'Åndedrag' af Cecilie Enger

Anæstesilægen Carla er på vej for at besøge sin gamle mor, da hendes bil skrider ud på en isglat skovvej. Med sig i bilen har hun en ung kvinde - Synne, der tilfældigvis skulle samme vej, og mens Carla kun får overfladiske skrammer, bliver hendes medpassager dræbt.
Igen og igen gennemtænker Carla scenen i bilen; hvad hun talte med Synne om, om hun kunne have gjort noget for at redde hendes liv og det faktum, at hun ikke syntes specielt godt om den unge kvinde.
Carla flytter hjem til sit barndomshjem; både for at komme lidt væk fra hverdagen, skrive en bog om anæstesi, og være tæt på sin gamle mor, der bor på plejehjem.
En fint fortalt, lidt lavmælt og eftertænksom roman om at tilgive sig selv, om at forsøge at leve med et andet menneskes liv på samvittigheden. - Men også om sårbarhed, om tre generationer af kvinder, om afhængigheden af de nærmeste og om at miste kontrollen over sit eget liv.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 19. december 2018

'Erna i krig' af Erling Jepsen

Under 1. verdenskrig indkaldtes mange sønderjyder og blev sendt i krig på tysk side. Det er også hvad der sker for Ernas plejesøn Kalle. Kalle er ikke så kvik, så Erna tør ikke lade ham drage afsted alene, da hun er overbevist om, at han ikke vil kunne klare sig selv. Og hvad gør man så? Ja Erna bytter tøj med en desertør og forklædt som soldat følger hun med Kalle og de andre soldater sydpå til fronten. Her deltager hun i krigen på lige fod med de andre, indtil hun bliver opdaget og må forlade hæren. Men Erna kan ikke forlade Kalle og hun søger desperat efter en måde hvorpå hun kan blive i hans nærhed og samtidig bidrage til, at krigen får en ende så hurtigt som muligt. Den løsning hun kommer op med er ret utraditionel, men den understøtter fint alle hendes planer.
En humoristisk og underfundig velfortalt roman, men også på sin egen måde en barsk fortælling om en handlekraftig kvinde.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 28. november 2018

"Det europæiske forår" af Kaspar Colling Nielsen

Image result for det europæiske forår Et af Kaspar Colling Nielsens varemærker er, at lade sine romaners udspille sig i et fremtidigt samfund - og denne gang er ingen undtagelse. Romanen kører videre på en nærfremtidige setting som eks. ”Den danske borgerkrig 2018-2024” også havde, og det virker stadigvæk. I romanen følger vi forskellige personer fra hovedstaden som rykker deres tilværelse op med rode og flytter til Lolland, som er det nye paradis. Blandt andet møder vi den tidligere punker og galleriejer, Stig, som sammen med sin kone Elisabeth der er hjerneforsker tager turen til det idylliske Lolland, da et fristende jobtilbud var for godt til at afslå. Sideløbende følger vi parrets datter som er rejst til et område i Mozambique hvor den danske regering har indrettet et stykke land til ”opbevaring” af flygtninge – ja det lyder skørt og langt ude, og det er det bestemt også.
Det er på én måde ganske absurd, men dog indeholder bogen så mange evigt gyldige temaer og problemtaktikker at jeg vil driste mig til at kalde den for højaktuel – romanen fremstår, med sin omgang, med eks. flygtningekrise og etiske dilemmaer som et absurditetens spejl på vores nutidige moderne samfund. Romanen er både godt fortalt, underholdende og meget vigtig.


tirsdag den 27. november 2018

'Ar' af Audur Ava Olafsdottir

Jonas er træt af sit liv. Han er 49 år, hans kone har forladt ham, - og fortalt ham at hans eneste datter ikke er hans - rent biologisk. Nu overvejer Jonas at begå selvmord; han kan ikke se, at der skulle være mere for ham at gøre i livet.
Han rydder op i sine ting, så bestiller han billetter til et fjernt krigshærget land og tager afsted medbringende et minimum af ting; bl.a. en boremaskine, - hvis han skulle få brug for at skrue en krog op et sted.
Skæbnen vil at Jonas havner på et faldefærdigt hotel, som et ungt søskendepar forsøger at få til at løbe rundt i et område, der lige er kommet ud af en borgerkrig. Jonas er lidt af en handymand, hvilket hurtigt rygtes, og det bliver sværere og sværere for ham at komme til at tage livet af sig selv, når han ser disse mennesker, der har overlevet helt anderledes brutale begivenheder, forsøge at skabe sig et liv på ruinerne af det, der var engang. Og alle synes at have brug for en mand med en boremaskine.
Det er en virkelig fin og velskrevet historie, der giver stof til eftertanke.
Mens et menneske finder sit liv meningsløst og tomt, så er der andre, der har kæmpet så hårdt for bare at være i live, at de nu vil have det bedste ud at situationen, selv om den ikke er perfekt.
Helt fortjent at romanen i år vandt Nordisk Råds Litteraturpris.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne