mandag den 29. januar 2018

'Advokaten' af Steve Cavanagh

Advokaten Eddie Flynn bliver presset til at forsvare bossen af den russiske mafia i retten. De har plantet en bombe i Eddies jakke og bortført hans 12-årige datter Amy -så Eddie har ikke noget valg. Mafiabossen er anklaget for mord og det er Eddies job at få ham frifundet indenfor 48 timer. Det er en håbløs sag. Eddie må bruge alle sine evner som svindler og sine gode taleevner i retten for at prøve at overbevise juryen og vinde sagen. Imidlertid er der flere alliancer på spil og Eddie selv laver aftaler med den italienske mafia for at lokalisere sin datter, alt imens han må kæmpe i retssalen med en bombe på ryggen.

En pageturner uden lige med fart over feltet og som man har svært ved at lægge fra sig. Størstedelen af bogen foregår i retssalen og man skal kunne lide bøger, hvori der indgår juridiske fremførsler. Denne spændingsroman bliver imidlertid aldrig kedelig og kan anbefales til alle med hang til udspekulerede plots med en stærk hovedperson.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

fredag den 26. januar 2018

’En landsbydegns dagbog' af St. St. Blicher

Steen Steensen Blicher (f. 1782): En landsbydegns dagbog (Ved Ida Jessen)Dette klassiske værk af St. St. Blicher er i løbet af 2017 blevet genudgivet, denne gang med forord af Ida Jessen, som formår at sætte den snart 200 år gamle novelle i en aktuel forståelsesramme, samt at give os et indblik i Blichers svære liv.

Novellen foregår i Danmark i 1700-tallet, hvor vi følger den gode Morten Vinge som kommer fra trange kår. Vinge forelsker sig ulykkeligt i en pige ved navn Frk. Sophie, der i kombination med hans i forvejen meget tristanlagte sjæl tvinger ham ud på eventyr. Dette bringer ham så vidt som København, Sibirien og som deltager i den store nordiske krig.

Oprindeligt hed bogen ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” og som dette indikerer er historien fortalt i dagbogsform, igennem bestemte nedslag, ofte med mange års mellemrum. Derfor har historien en masse tomme huller og i kombination med de ofte meget dramatiske begivenheder er novellen ret så hæsblæsende. En anden vigtig information omkring novellen er, at Frk. Sophie er baseret på Marie Grubbe, så derfor indskriver novellen sig i samme kontekst som eks. J.P Jacobsen, Ludvig Holberg, Lone Hørslev m.fl., hvilket ikke gør den mindre interessant at læse.
Så læs den fordi det er en klassiker i dansk litteraturhistorie, men ikke mindst også fordi historien er spændende i sig selv. Derudover rummer novellen en eviggyldig pointe om, at turde gribe chancen og springe ud i livet, og lad det være grund nok til ikke at forbigå denne klassiker.


onsdag den 24. januar 2018

'Havblik' af Kristin Marja Baldursdottir

Flora er fraskilt og nærmer sig de 60 år. Da hun bliver fyret fra sit job mister hun helt gejsten og har svært ved at finde en mening med det hele. For at hun skal få noget andet at tænke på, får hendes søn overtalt hende til at flytte ud til en bygd i Vestfjordene, hvor hans svigerforældres sommerhus trænger til at bliver malet.
I starten føler Flora sig tilovers og forvist fra det bedre selskab, men en dag møder hun Petra, der er organist i kirken og selv komponerer sine egne værker. Petra har planer om en koncert i kirken, men hun har brug for Floras hjælp. På den lokale fiskefabrik arbejder nemlig tre udenlandske kvinder, der alle har et stort sangtalent. Flora lover at undervise kvinderne i islandsk, og en helt ny verden åbner sig for hende. De tre kvinder har hver deres historie at fortælle og sammen med Petra får de Flora til at tænke over sit eget liv på en ny måde. Lidt efter lidt vendes hendes vrede og bitterhed til et ægte engagement i de andre kvinders liv, og hun tager del i ansvaret for deres fremtid.
Der er meget at tænke over og tale om i denne roman!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

tirsdag den 9. januar 2018

'Den grønne vej' af Anne Enright

Familie- og slægtsroman, men ikke af den søde romantiske slags.Gennem flere årtier følger vi i forskellige nedslag de fire Madigan-søskende: Hannah som tolv årig hjemme i Irland, Dan som ung homoseksuel i New York, Constance på vej til en kræftundersøgelse, Emmet som hjælpearbejder i Mali. Alle er de på hver deres måde- undtagen Constance - flygtet fra barndomshjemmet, fra deres selvoptagede og egoistiske mor Rosaleen.
Nu har deres mor så meddelt, at hun vil sælge barndomshjemmet, og for første gang i mange år samles de 4 søskende for at fejre julen sammen. - Og det bliver ikke helt gnidningsløst.
Dan overvejer om han skal fortælle om manden i sit liv, Hannah drikker konstant for meget, Emmet forsøger at opretholde en kølig og ironisk distance til alt og alle, og Constance tager ansvaret for alt det praktiske mht. madlavning og indkøb. Og så går Rosaleen sin vej, - en tur på "Den GrønneVej"
Det er en ret kompleks roman, som man godt kan gå og tænke lidt over - eller tale med andre om.
Denne families indbyrdes relationer er komplicerede og især Rosaleen er lidt af et mysterium for mig. Når hun har ordet, påstår hun hårdnakket, at hun elsker sine børn, men umiddelbart klinger det lidt hult, når man læser bogens øvrige handling, hvor hun ofte fremstår egoistisk og med et stort behov for opmærksomhed.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 3. januar 2018

'Nye rejsende' af Tine Høeg

Bog, hæftet Nye rejsende af Tine Høeg
Tine Høegs debut, som vandt debutantprisen på bogforum 2017, er et virkeligt spændende bekendtskab. Handlingen er ligetil; Hovedpersonen pendler fra København til Næstved, da hun netop er startet i sin første stilling som gymnasielærer. I toget møder hun en gift mand som hun indleder en affære med og herefter følger vi hovedpersonens første tid som gymnasielærer, som elskerinde, som søster, alt sammen fortalt på meget ærlig vis.
”Nye rejsende” udemærker sig især ved de fine beskrivelser af ganske udramatiske hverdagshændelser, hvor hovedpersonens usikkerhed og menneskelighed kommer til undersøgelse. Usikkerheden er også kilden til at flere af situationerne i bogen udvikler sig ganske komisk, og hvorfor man som læser ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.
”Nye rejsende” fortjener i den grad opmærksomhed, dette er en meget stærk debut. Værket er skrevet som et langdigt, hvilket sikkert kan afskrække mange fra at gå i gang med denne bog. Men lad dig ikke skræmme af dette, for bogen er let tilgængelig så snart man har vænnet sig til formen. Så læs den fordi det er en af 2017’s mest interessante udgivelser og hold øje med Tine Høeg i fremtiden.