torsdag den 27. december 2018

'Åndedrag' af Cecilie Enger

Anæstesilægen Carla er på vej for at besøge sin gamle mor, da hendes bil skrider ud på en isglat skovvej. Med sig i bilen har hun en ung kvinde - Synne, der tilfældigvis skulle samme vej, og mens Carla kun får overfladiske skrammer, bliver hendes medpassager dræbt.
Igen og igen gennemtænker Carla scenen i bilen; hvad hun talte med Synne om, om hun kunne have gjort noget for at redde hendes liv og det faktum, at hun ikke syntes specielt godt om den unge kvinde.
Carla flytter hjem til sit barndomshjem; både for at komme lidt væk fra hverdagen, skrive en bog om anæstesi, og være tæt på sin gamle mor, der bor på plejehjem.
En fint fortalt, lidt lavmælt og eftertænksom roman om at tilgive sig selv, om at forsøge at leve med et andet menneskes liv på samvittigheden. - Men også om sårbarhed, om tre generationer af kvinder, om afhængigheden af de nærmeste og om at miste kontrollen over sit eget liv.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 19. december 2018

'Erna i krig' af Erling Jepsen

Under 1. verdenskrig indkaldtes mange sønderjyder og blev sendt i krig på tysk side. Det er også hvad der sker for Ernas plejesøn Kalle. Kalle er ikke så kvik, så Erna tør ikke lade ham drage afsted alene, da hun er overbevist om, at han ikke vil kunne klare sig selv. Og hvad gør man så? Ja Erna bytter tøj med en desertør og forklædt som soldat følger hun med Kalle og de andre soldater sydpå til fronten. Her deltager hun i krigen på lige fod med de andre, indtil hun bliver opdaget og må forlade hæren. Men Erna kan ikke forlade Kalle og hun søger desperat efter en måde hvorpå hun kan blive i hans nærhed og samtidig bidrage til, at krigen får en ende så hurtigt som muligt. Den løsning hun kommer op med er ret utraditionel, men den understøtter fint alle hendes planer.
En humoristisk og underfundig velfortalt roman, men også på sin egen måde en barsk fortælling om en handlekraftig kvinde.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.