torsdag den 9. december 2010

'Sunset Park' af Paul Auster

For over syv år siden mistede Miles sin stedbror ved en ulykke, som han giver sig selv skylden for. Kort tid derefter forlod han sine forældre, rejste bort og har ikke siden ladet høre fra sig. Nu bor han i Florida sammen med gymnasiepigen Pilar, som han er forelsket i. Desværre er hendes unge alder et problem, der gør at Miles vælger at komme tilbage til New York. Han flytter ind i et forladt hus i Sunset Park, hvor også hans kammerat Bing opholder sig. Her venter han på, at Pilar skal blive 18 år, så de for alvor kan være sammen. Ventetiden benytter han til at se fortiden i øjnene; han tager kontakt til sine forældre.
Romanen fortælles fra mange forskellige vinkler, hvor især faderen Morris Heller er stærkt beskrevet.
Romanen slutter meget åbent, og efterlader læseren lettere frustreret; hvad skal der dog blive af Miles? Findes der virkelig ingen løsning på hans problemer? Det er en vedkommende og indsigtsfuld fortælling. Selv om Auster efter min mening har skrevet et par romaner, der er bedre end denne, så skal den alligevel have min anbefaling med på vejen..