lørdag den 30. maj 2015

'Og sådan blev det' af Maren Uthaug

Risten bliver født i Nordnorge af en samisk mor og en norsk far. Da hun er 8-9 år tager hendes far hende med til Sønderjylland, hvor han flytter ind hos en dansk kvinde. Risten bliver til Kirsten og må vænne sig til et helt andet miljø og en anden mor. Det tager lang tid, for hendes mormors fortællinger om de underjordiske er stadig i frisk erindring og Kirsten må bestandig beskytte sig selv. Det gøres ifølge mormor bedst med sølv. Den nye mor Grethe har ladet 5 vietnamesiske bådflygtninge flytte ind i kælderen. Blandt dem er en dreng som bliver Kirstens allierede i hendes kamp for at sikre sig selv i den nye hverdag.
Det er en rigtig fin fortælling om svigt og barndomstraumer, men fortalt med humor og ironi. Om hvordan selv en - på overfladen - velvillig voksen kan overtræde et barns grænser og gøre stor fortræd. Om barnets oprør, loyalitet og vedholdenhed... Og så rummer fortællingen en del overraskelser undervejs, Kirstens samiske fortid er ikke så enkel, som hun selv tror.
En af Danmark Læser bøgerne, der blev delt ud over hele landet i 20.000 eksemplarer d. 23. april. - Og da det er meningen, at bøgerne skal cirkulere, kan du stadig være heldig, at den lander hos dig.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 26. maj 2015

'Dig og mig ved daggry' af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved


Bogen blev lanceret som årets (2013) helt store ungdomsroman og kan læses af alle fra ca. 15-95, der gerne vil kigge ind i et beværligt ungdomsliv og den helt store kærlighed mellem 2 unge. Historien begynder opsigtsvækkende med at man finder det unge par druknet, lænket sammen med håndjern. Og fra sin himmel, eller hvor hun nu er, fortæller Louise om sig selv og Liam. De blev så frygteligt forelskede, hinandens soulmates, hhv. 17 og 19 år gamle. Louise flytter sammen med Liam og lægger afstand til både forældre og bedsteveninde. Liam og hans ven Jeppe finder på at tjene nemme penge ved at sælge stoffer for nogle dybt ubehagelige typer, og det ender fatalt.
Efter flere desperate forsøg på at komme ud af gældsfælde, vold og trusler vælger de to unge elskende at gå i døden sammen. Bogen er virkelig fint konstrueret, poetisk og dybt rørende og modbydeligt rystende, historien rulles gradvist op og man følger sideløbende de unges ulykkelige forældre. Den rammer lige i hjertekulen på alle, der kan huske hvordan det er at være ung, dum og forelsket.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

tirsdag den 12. maj 2015

'Amerikanske guder' af Neil Gaiman

I takt med at forskellige folkeslag kom til Amerika etablerede deres guder sig også, blot for at blive forladt, glemt eller udskiftet som tiden gik. Nu lever de skyggeliv på bagsiden af samfundet, mens de bruger den rest af kraft og magi, de har tilbage til at overleve. Mr. Wednesday er en udgave af Odin, der kom med vikingerne til Amerika, mens andre guder har slået sig ned som ludere, bedemænd, slagteriarbejdere og bumser, hvis de da ikke har mistet forstanden eller er blevet helt glemt. Amerika er ikke et godt land for guder.
Den verden bliver Shadow trukket ind i, da han løslades fra fængslet og bliver kontaktet af den mystiske Mr. Wednesday. Shadow går med til at arbejde som bodyguard for Mr. Wednesday, og hjælper med til at samle de gamle guder i en kamp mod moderne guder som internet, stoffer og penge. Men Mr. Wednesday har også en skjult dagsorden, som langsomt går op for Shadow.
Romanen er en blanding af eventyr, mytologi og fantasy, som er svær at definere. Møderne med de forskellige guder er skiftevis sjove, rørende og skræmmende og Gaiman har tydeligvis muntret sig med at dykke ned i alverdens mytologier. Shadow bliver figuren, der samler det til en helhed og resultatet er en morsom, spændende og fascinerende historie, der ikke ligner nogen anden.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne


onsdag den 6. maj 2015

'Berømmelse' af Daniel Kehlmann

I ni historier, der hænger sammen, leger Daniel Kehlmann med virkeligheden og med begrebet identitet.
En kendt skuespiller mister pludselig sin identitet, da en anden overtager hans mobilnummer og brænder broer til skuespillerens elskerinder og venner. En elsket romanfigur forhandler med sin forfatter om den barske skæbne, han har i udsigt til hende. En it-tekniker lever sit liv på forskellige sociale medier i stærk kontrast til hans virkelige liv. En kvinde bliver pludselig en figur i sin kærestes seneste roman.
De ni historier kobles sammen med mange fine og finurlige detaljer, og med forfatterens sans for humor. Et fint indblik i, hvordan vi definerer os selv, og hvor flydende den identitet er.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

tirsdag den 5. maj 2015

'Lejlighedssange' af Stine Pilgaard


Strikkepindene klikker i baggården. Under kastanjetræet sidder en ældgammel dame i en elektrisk kørestol. Hun har en russisk pelshue på og inhalerer luften i dybe åndedrag, som om hun ryger. Frisk luft er godt for helbredet,  siger hun og trækker et hæklet tæppe om sig. Daisy løber omkring og slås med et pink garnnøgle.Nogle gange om året har mormor besøg af sin mor.Hun elsker margueritter....
Et tilfældig citat fra Stine Pilgaards nye bog.
I romanen møder vi  en række af beboerne i andelsboligforeningen, hvor fortælleren og kæresten lige er flyttet ind. Der er den altid arbejdsivrige Mie, den historieinteresseret Lisa, så er der Thomas, Gudrun og mange flere. Ja og fortælleren, hun skriver "lejlighedssange" og horoskoper. Kapitlerne i bogen er formet som hverdagssituationer  fra boligforeningen, fortalt med humor og stor solidaritet med opgangens beboere.
Her  er historien om mormor og Ruth. Ruth som er mormors selskabsdame, når mormors gamle mor er på besøg, men ellers er det hendes kæreste! Og Elisabeth som savner" Farsen" så meget. Han ligger i coma på hospitalet. Gudrun er bare forelsket i pizzabudet og farver sit hår kulsort og blæser tyggegummibolde, der dækker store dele af hendes ansigt.
Alle romanens kapitler begynder med et horoskop formet af fortælleren og slutter med en "Sang". Både horoskoperne og sangene har relation til selve kapitlet.

Romanen er en anderledes og spændende måde at skrive om mennesker på. Læs bogen og du vil hurtig føle dig som en af beboerne i opgangen,