I takt med at forskellige folkeslag kom til Amerika etablerede deres guder sig også, blot for at blive forladt, glemt eller udskiftet som tiden gik. Nu lever de skyggeliv på bagsiden af samfundet, mens de bruger den rest af kraft og magi, de har tilbage til at overleve. Mr. Wednesday er en udgave af Odin, der kom med vikingerne til Amerika, mens andre guder har slået sig ned som ludere, bedemænd, slagteriarbejdere og bumser, hvis de da ikke har mistet forstanden eller er blevet helt glemt. Amerika er ikke et godt land for guder.
Den verden bliver Shadow trukket ind i, da han løslades fra fængslet og bliver kontaktet af den mystiske Mr. Wednesday. Shadow går med til at arbejde som bodyguard for Mr. Wednesday, og hjælper med til at samle de gamle guder i en kamp mod moderne guder som internet, stoffer og penge. Men Mr. Wednesday har også en skjult dagsorden, som langsomt går op for Shadow.
Romanen er en blanding af eventyr, mytologi og fantasy, som er svær at definere. Møderne med de forskellige guder er skiftevis sjove, rørende og skræmmende og Gaiman har tydeligvis muntret sig med at dykke ned i alverdens mytologier. Shadow bliver figuren, der samler det til en helhed og resultatet er en morsom, spændende og fascinerende historie, der ikke ligner nogen anden.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar