torsdag den 20. juni 2019

Uddrag uden titel af Sigurd Buch Kristensen

"Uddrag uden titel" er en bog man læser åndeløst og opmærksomt. Det skarpt skårede værk handler om en relation, der går i stykker måske pga. det stressede præstationssamfund, vi lever i, og som mange har så svært ved at leve op til.
"Uddrag uden titel" føles på en gang hård og blid. Brutal og lindrende. Hård fordi man hele tiden bliver konfronteret med virkeligheden - der er ingen steder, man kan flygte hen. Fra første side fornemmer man, at det her ender galt, og resten af bogen er på en måde gennemsyret af denne fornemmelse.
Men bogen er også lindrende læsning, fordi den er fortalt med et følelsesmæssigt intelligent blik, der analyserende men kærligt tager sig af sine karakterer og aldrig bliver sentimentalt men levende og præcist beskriver f.eks. begæret, de grundlæggende værdier i et parforhold, stoltheden over at kunne et håndværk, en lejlighed man kommer ind i for første gang, hvor hvert eneste hjørne og krummelure er som en lille skat.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

tirsdag den 4. juni 2019

'Døgnkioskmennesket' af Sayaka Murata

Prisvindende japansk roman om den yngre kvinde Keiko, der altid har været anderledes end sine kammerater. Mens hun er barn reagerer hun ofte meget impulsivt og - efter omgivelsernes mening - uhensigtsmæssigt på begivenheder blandt skolekammeraterne, og hun forsøger forgæves at passe ind. Som ung får hun et job som løsarbejder i en døgnkiosk, og hendes familie er lettede. Keiko elsker rutinen og den ensformige hverdag, hvor der er klare regler for alt, og hun har et godt blik for døgnkioskens rytme. Hun efterligner sine kollegaer og spiller rollen som et normalt menneske helt perfekt. Men nu er der gået 18 år, og det bliver stadig vanskeligere for Keiko at leve op til folks krav om normalitet. Hun har ingen mand og ikke et fast job, hvilket hendes omgangskreds ofte påtaler. En dag starter Shiraha som løsarbejder i døgnkiosken. Han er arrogant, utilpasset og ude af stand til at passe et job, men Keiko ser i ham en mulighed for at opnå det attraktive normale liv. Det er dog ikke så simpelt at lade Shiraha flytte ind i sit liv, og hvor langt skal man egentlig gå for at virke normal?
En kort, meget velskrevet roman, der både giver stof til diskussion og eftertanke.


Find den her på bibliotek.dk