Flora er fraskilt og nærmer sig de 60 år. Da hun bliver fyret fra sit job mister hun helt gejsten og har svært ved at finde en mening med det hele. For at hun skal få noget andet at tænke på, får hendes søn overtalt hende til at flytte ud til en bygd i Vestfjordene, hvor hans svigerforældres sommerhus trænger til at bliver malet.
I starten føler Flora sig tilovers og forvist fra det bedre selskab, men en dag møder hun Petra, der er organist i kirken og selv komponerer sine egne værker. Petra har planer om en koncert i kirken, men hun har brug for Floras hjælp. På den lokale fiskefabrik arbejder nemlig tre udenlandske kvinder, der alle har et stort sangtalent. Flora lover at undervise kvinderne i islandsk, og en helt ny verden åbner sig for hende. De tre kvinder har hver deres historie at fortælle og sammen med Petra får de Flora til at tænke over sit eget liv på en ny måde. Lidt efter lidt vendes hendes vrede og bitterhed til et ægte engagement i de andre kvinders liv, og hun tager del i ansvaret for deres fremtid.
Der er meget at tænke over og tale om i denne roman!
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Viser opslag med etiketten Island. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Island. Vis alle opslag
onsdag den 24. januar 2018
mandag den 19. juni 2017
'Børnene i Dimmuvik' af Jón Atli Jónasson
En lille perle fra en islandsk forfatter, der spørger:
Kan ét menneske bære et andet?
Og i så fald hvor længe?
Den kvindelige jeg-person ser ved sin brors Tómas begravelse tilbage på sin barndom og beskriver en periode fra 1930, hvor hun var 12 år. Hun boede sammen med sin bror, sin lillesøster Hugrún og sine forældre i en lille vig, som børnene kaldte for: Dimmuvík - det betyder mørkevig. Og deres barndom i vigen var både mørk og trist. De sulter og lever umiddelbart ret alene med forældre, der ikke magter deres rolle. De har lige mistet et for tidligt født barn, og moderen ligger mest i sengen og er ikke tilstede. Faderen fisker lidt, hvilket er med til at børnene overlever, men det er den konstante tilstedeværelse af sult, der præger fortællingen hele vejen igennem.
Hovedpersonens mantra er: Sørg for, at du altid har nok at tage dig til. Så tankerne ikke begynder at vandre...
Et af børnenes højdepunkter er den lange tur til en gård adskillige kilometer væk for at hente mælk. Det er de to ældste børn, der skiftes til at tage afsted efter mælken. Selv om det er en lang tur, så er der den fordel for mælkehenteren, at hun - eller han - må drikke al den mælk på gården, som hun kan, mens hun er der, hvilket i øjeblikket fylder energidepoterne op. Hjemme igen er der en stiltiende aftale børnene imellem om, at mælkehenteren deler sit glas med mælk mellem de to andre søskende.
Det er en fortælling, der på en meget fin, men også hjerteskærende måde, fortæller om det fattige liv i den lille vig, hvor der ikke var nogen glæde eller meget liv. Børnene ønsker på forskellig vis at gøre en ende på det ikke eksisterende liv med den troende far, der hver søndag læser højt fra den slidte bibel. Eneste lyspunkt under seancen er det tændte vokslys, der bringer lidt lys og varme ind i stuen. Moderen siger aldrig noget, men er der mest som en byrde, der skal tages vare på, men som ikke magter opgaven. Derfor bliver meget overladt til denne ældste søster, der holder øje med de få gryn og mønter, mens hun prøver at tænke sultesmerten væk og hjælpe lillesøsteren, så godt hun kan.
Til sidst i romanen er vi igen tilbage ved broderens begravelse. Ham, der som den eneste blev tilbage og levede sit liv i vigen.
Selv om romanen kun er på 53 sider, har den stof nok til at være en hel roman i sig selv. Læs den og få en fin læseoplevelse samtidig med et indblik i den fattigste del af den islandske befolkning i 1930'erne.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Kan ét menneske bære et andet?
Og i så fald hvor længe?
Den kvindelige jeg-person ser ved sin brors Tómas begravelse tilbage på sin barndom og beskriver en periode fra 1930, hvor hun var 12 år. Hun boede sammen med sin bror, sin lillesøster Hugrún og sine forældre i en lille vig, som børnene kaldte for: Dimmuvík - det betyder mørkevig. Og deres barndom i vigen var både mørk og trist. De sulter og lever umiddelbart ret alene med forældre, der ikke magter deres rolle. De har lige mistet et for tidligt født barn, og moderen ligger mest i sengen og er ikke tilstede. Faderen fisker lidt, hvilket er med til at børnene overlever, men det er den konstante tilstedeværelse af sult, der præger fortællingen hele vejen igennem.
Hovedpersonens mantra er: Sørg for, at du altid har nok at tage dig til. Så tankerne ikke begynder at vandre...
Et af børnenes højdepunkter er den lange tur til en gård adskillige kilometer væk for at hente mælk. Det er de to ældste børn, der skiftes til at tage afsted efter mælken. Selv om det er en lang tur, så er der den fordel for mælkehenteren, at hun - eller han - må drikke al den mælk på gården, som hun kan, mens hun er der, hvilket i øjeblikket fylder energidepoterne op. Hjemme igen er der en stiltiende aftale børnene imellem om, at mælkehenteren deler sit glas med mælk mellem de to andre søskende.
Det er en fortælling, der på en meget fin, men også hjerteskærende måde, fortæller om det fattige liv i den lille vig, hvor der ikke var nogen glæde eller meget liv. Børnene ønsker på forskellig vis at gøre en ende på det ikke eksisterende liv med den troende far, der hver søndag læser højt fra den slidte bibel. Eneste lyspunkt under seancen er det tændte vokslys, der bringer lidt lys og varme ind i stuen. Moderen siger aldrig noget, men er der mest som en byrde, der skal tages vare på, men som ikke magter opgaven. Derfor bliver meget overladt til denne ældste søster, der holder øje med de få gryn og mønter, mens hun prøver at tænke sultesmerten væk og hjælpe lillesøsteren, så godt hun kan.
Til sidst i romanen er vi igen tilbage ved broderens begravelse. Ham, der som den eneste blev tilbage og levede sit liv i vigen.
Selv om romanen kun er på 53 sider, har den stof nok til at være en hel roman i sig selv. Læs den og få en fin læseoplevelse samtidig med et indblik i den fattigste del af den islandske befolkning i 1930'erne.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
onsdag den 27. juli 2016
'Svaner bliver ikke skilt' af Audur Ava Ólafsdóttir
Det er nytårsaften, og Marias mand gennem 11 år har netop meddelt hende, at han vil forlade hende for at bo sammen med en anden mand. Maria forstår ingenting: Floke er hendes bedste ven, manden i hendes liv. Hvordan har hun kunnet undgå at opdage, at han i virkeligheden er homoseksuel? Tvillingerne Bjørn og Bergtora, som de kæmpede så hårdt for at få, er kun 2½ år og nu forlader Floke dem alle.
Samtidig bliver Maria kontaktet af sin biologiske far, som hun aldrig har haft kontakt med.
Maria er i en slags choktilstand, og hun taler med sin underbo dværgen Perla om hele situationen. Perla er psykolog og arbejder samtidig som ghostwriter for en krimiforfatter. Men hun ønsker at skrive sine egne ting og arbejder i øjeblikket på noget, hvor hun i høj grad lader sig inspirere af Marias liv og hen mod slutningen bliver Perla nærmest et med bogens forfatter...
Maria er lidt af et overskudsmenneske. Den måde, hun er sammen med sine børn på, er fx meget fint beskrevet. Men også Marias lidt naive syn på ægtemanden, der nu lidt efter lidt krakelerer, giver et fint indblik i hendes liv. En velskrevet roman, der kan anbefales!
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Samtidig bliver Maria kontaktet af sin biologiske far, som hun aldrig har haft kontakt med.
Maria er i en slags choktilstand, og hun taler med sin underbo dværgen Perla om hele situationen. Perla er psykolog og arbejder samtidig som ghostwriter for en krimiforfatter. Men hun ønsker at skrive sine egne ting og arbejder i øjeblikket på noget, hvor hun i høj grad lader sig inspirere af Marias liv og hen mod slutningen bliver Perla nærmest et med bogens forfatter...
Maria er lidt af et overskudsmenneske. Den måde, hun er sammen med sine børn på, er fx meget fint beskrevet. Men også Marias lidt naive syn på ægtemanden, der nu lidt efter lidt krakelerer, giver et fint indblik i hendes liv. En velskrevet roman, der kan anbefales!
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Etiketter:
identitet,
Island,
skilsmisse,
ægteskab
torsdag den 7. marts 2013
'Fra hus til hus' af Kristín Marja Baldursdóttir
I denne islandske fortælling følger vi Kolfinna. Hun er omkring de 30 år, har mistet sit arbejde og bor hjemme hos sin mor efter et brudt forhold. Hun bruger det meste af tiden på sofaen foran fjernsynet. Derfor synes hun ikke, at hun kan sige nej, da hendes bedste veninde højgravide Mathildur, der i forvejen er alene med to børn, beder hende om at vikariere i sit rengøringsjob.
Så her møder vi altså for første gang Kolfinna, - på vej til sit rengøringsjob. 4 dage om ugen skal hun gøre rent, hos 4 forskellige mennesker. Den ældre kvinde Listalin, den yngre berømte operasangerinde, advokaten og forskeren.
På det første besøg hos Listalin kommer den ældre kvinde med en udtalelse, der bliver ved med at rumstere i baghovedet på Kolfinna: "Hele mit liv har været smukt" siger hun. Kolfinna tænker over det: Hvordan kan man få sådan et liv? Hvad er det der skal til, for at kunne sige på den måde efter et langt liv?
Hun beslutter sig for at prøve at lære noget af dem hun gør rent for, - og det kommer der en fin fortælling ud af. Den er ikke uden overraskelser undervejs og heller ikke uden et lille kærlighedseventyr, men tilbage står at det i den sidste ende er Kolfinna selv, der må tage ansvar for sit eget liv.
Etiketter:
Island,
kvinder,
kærlighed,
mor-datter forholdet,
rengøring
tirsdag den 6. januar 2009
'Den sidste koncert' af Nicola Lecca

Den unge svensker Oscar kommer til London og øver sig i at bekæmpe kedsomheden i jobbet som 'Goddagsiger' på et stort hotel. Den store dirigent Alexander beslutter sig for at give en sidste koncert inden han trækker sig tilbage, selv om han lige har fået tilbudt et stort job. Oscar bestemmer sig til at gøre alt for at få en billet til denne koncert... - Men det viser sig mere end svært, da den skal afholdes i en islandsk kirke og de 52 tilhørere vil blive udtrukket fra den lokale telefonbog. Historien er godt skrevet, personerne griber ind i hinandens liv. Den er vemodig, stemningsfuld og efterlader mig lidt modløs; hvad fik Oscar egentlig ud af at gøre alt for en billet til Alexanders sidste koncert? - Måske er det en "Vi skal alle dø" bog, en bog med fokus på, hvad der er vigtigt i livet?
tirsdag den 16. september 2008
Karitas uden titel af Kristin Marja Baldursdottir

Tag med til Island og mød Karitas Jonsdottir, der voksede op i starten af 1900-tallet. Karitas vokser op med mange søskende og en mor, der er fuld af ambitioner på sine børns vegne.
Karitas far er druknet, og så er det moderen, der alene skal opdrage sine 6 børn.
Hun vælger at rejse med hele flokken væk fra den lille bygd til en større by.
For hendes børn skal alle ha en uddannelse - selv om de lever under fattige vilkår.
Hermed sættes bogens handling i gang.
Karitas far er druknet, og så er det moderen, der alene skal opdrage sine 6 børn.
Hun vælger at rejse med hele flokken væk fra den lille bygd til en større by.
For hendes børn skal alle ha en uddannelse - selv om de lever under fattige vilkår.
Hermed sættes bogens handling i gang.
Romanen er fyldt med stærke islandske kvinder, som kæmper for deres eksistens på trods af samfundets modstand, kort sagt: de giver aldrig op!
Karitas står i front ,og vi følger hendes møde med en mystisk kvinde, der opfordrer Karitas til at dyrke sit kunsteriske talent, og Karitas hun ender med 5 år på Kunstakademiet i København.
Karitas vender tilbage til Island og hendes liv fortsætter med mand ( den smukke Sigmar,som altid er på havet og fisker ) børnene, de andre kvinder, naturen, maleriet, melankolien -
ja og hendes evige kamp og valg mellem kunst og kærlighed.
Der er alt , hvad man kan ønske sig i denne roman - og så fylder den ovenikøbet 456 sider!
Abonner på:
Opslag (Atom)



