Viser opslag med etiketten musik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten musik. Vis alle opslag

torsdag den 17. maj 2018

'Livet er en fest og så dør man' af Nikolaj Tange Lange


Image result for livet er en fst og så dør manNikolaj Tange Langes debutroman tager sit afsæt i det dybeste af Berlins undergrundsmiljø, det homoseksuelle klubmiljø. Hovedpersonen, den 29-årige Nikolaj, følger vi gennem en på mange måder hed sommer, med fester, sex, og en evig hvileløshed. Han forelsker sig i franskmanden Antoine, og der lægges an til den helt store romance, men tingene går ikke som forventet, og slet ikke i et meget hurtigt og flyvsk miljø. Vi finder ud af, at der bestemt ikke opereres med de samme normer som vi kender fra resten af samfundet, derfor fremstår nogle af scenerne helt urealistiske, men ikke desto mindre utroligt medrivende. Bogen er delt op i tre dele, med navne som Joe, Klaus og Robin, alle mennesker som Nikolaj krydser veje med, hvilket er en fin måde at give et godt og rundt billede af hvordan personerne i netop den verden tænker og er blevet som de er.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man ikke tro at sådanne miljøer fandtes, og derfor har denne roman også sin styrke ved at den tilbyder et enestående indblik ind i en verden, som kun ganske få mennesker kender til. Det er bestemt ikke kedeligt, men efter festen kommer også tømmermændene. Alting har en pris og det har denne livsførelse også, hvilket man som læser erfarer. Som titlen antyder, har festen endda til tider den allerhøjeste pris. Bogen halter lidt på den sproglige side, og man savner nogle gange et større sprogligt overskud fra forfatterens side, men ikke desto mindre skal man læse bogen fordi den giver en forståelse af et undergrundsmiljø man ikke troede fandtes.

onsdag den 24. januar 2018

'Havblik' af Kristin Marja Baldursdottir

Flora er fraskilt og nærmer sig de 60 år. Da hun bliver fyret fra sit job mister hun helt gejsten og har svært ved at finde en mening med det hele. For at hun skal få noget andet at tænke på, får hendes søn overtalt hende til at flytte ud til en bygd i Vestfjordene, hvor hans svigerforældres sommerhus trænger til at bliver malet.
I starten føler Flora sig tilovers og forvist fra det bedre selskab, men en dag møder hun Petra, der er organist i kirken og selv komponerer sine egne værker. Petra har planer om en koncert i kirken, men hun har brug for Floras hjælp. På den lokale fiskefabrik arbejder nemlig tre udenlandske kvinder, der alle har et stort sangtalent. Flora lover at undervise kvinderne i islandsk, og en helt ny verden åbner sig for hende. De tre kvinder har hver deres historie at fortælle og sammen med Petra får de Flora til at tænke over sit eget liv på en ny måde. Lidt efter lidt vendes hendes vrede og bitterhed til et ægte engagement i de andre kvinders liv, og hun tager del i ansvaret for deres fremtid.
Der er meget at tænke over og tale om i denne roman!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

onsdag den 12. oktober 2016

'Tidens støj' af Julian Barnes

Biografisk roman om den berømte russiske komponist Sjostakovitj. Han levede under kommunismen og følte konsekvenserne af den stærkt, selv om han hele sit liv forsøgte at agere indenfor de muligheder han fik. Gennem sit liv holdt han taler, som han hverken havde skrevet eller læst på forhånd, underskrev papirer, som han ikke havde læst, og fordømte offentligt personer, som han faktisk beundrede. Længe slap han udenom at melde sig ind i partiet, fordi han ikke ville være medlem af et parti, der slog mennesker ihjel, men til sidst gik den ikke længere. Han brugte ironien til at holde en distance til "magten". På flere måder stiller bogen spørgsmålet: Var han en kujon? Mange havde gerne set ham som en martyr, - og mente, at han burde have brugt sin position til at kæmpe for forandringer og frihed, men i virkeligheden var han en mand, der bare ville beskytte sin familie og i øvrigt gerne være i fred med sin musik. Desuden havde han selv oplevet, hvor kort vej der i det sovjetiske samfund var fra anerkendelse til fordømmelse - og omvendt.
Det er en spændende og interessant problematik, bogen rejser, og Julian Barnes skriver godt. Så alt i alt en god læseoplevelse, selv om bogen nogle steder bliver lige lovlig lang og lidt tung i beskrivelserne.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

tirsdag den 6. januar 2009

'Den sidste koncert' af Nicola Lecca


Den unge svensker Oscar kommer til London og øver sig i at bekæmpe kedsomheden i jobbet som 'Goddagsiger' på et stort hotel. Den store dirigent Alexander beslutter sig for at give en sidste koncert inden han trækker sig tilbage, selv om han lige har fået tilbudt et stort job. Oscar bestemmer sig til at gøre alt for at få en billet til denne koncert... - Men det viser sig mere end svært, da den skal afholdes i en islandsk kirke og de 52 tilhørere vil blive udtrukket fra den lokale telefonbog. Historien er godt skrevet, personerne griber ind i hinandens liv. Den er vemodig, stemningsfuld og efterlader mig lidt modløs; hvad fik Oscar egentlig ud af at gøre alt for en billet til Alexanders sidste koncert? - Måske er det en "Vi skal alle dø" bog, en bog med fokus på, hvad der er vigtigt i livet?