Viser opslag med etiketten ungdom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ungdom. Vis alle opslag

torsdag den 17. maj 2018

'Livet er en fest og så dør man' af Nikolaj Tange Lange


Image result for livet er en fst og så dør manNikolaj Tange Langes debutroman tager sit afsæt i det dybeste af Berlins undergrundsmiljø, det homoseksuelle klubmiljø. Hovedpersonen, den 29-årige Nikolaj, følger vi gennem en på mange måder hed sommer, med fester, sex, og en evig hvileløshed. Han forelsker sig i franskmanden Antoine, og der lægges an til den helt store romance, men tingene går ikke som forventet, og slet ikke i et meget hurtigt og flyvsk miljø. Vi finder ud af, at der bestemt ikke opereres med de samme normer som vi kender fra resten af samfundet, derfor fremstår nogle af scenerne helt urealistiske, men ikke desto mindre utroligt medrivende. Bogen er delt op i tre dele, med navne som Joe, Klaus og Robin, alle mennesker som Nikolaj krydser veje med, hvilket er en fin måde at give et godt og rundt billede af hvordan personerne i netop den verden tænker og er blevet som de er.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man ikke tro at sådanne miljøer fandtes, og derfor har denne roman også sin styrke ved at den tilbyder et enestående indblik ind i en verden, som kun ganske få mennesker kender til. Det er bestemt ikke kedeligt, men efter festen kommer også tømmermændene. Alting har en pris og det har denne livsførelse også, hvilket man som læser erfarer. Som titlen antyder, har festen endda til tider den allerhøjeste pris. Bogen halter lidt på den sproglige side, og man savner nogle gange et større sprogligt overskud fra forfatterens side, men ikke desto mindre skal man læse bogen fordi den giver en forståelse af et undergrundsmiljø man ikke troede fandtes.

tirsdag den 6. februar 2018

'Blækhat' af Sissel-Jo Gazan

En fin generationsroman, - omhandlende dem, der var unge i 1980'erne.
Rosa bor alene med sin mor Helle i Århus. I lejligheden ovenpå bor Krudt, der fungerer som en slags far for Rosa. Helle er meget optaget af sin svampeforskning, hun har tidligere boet i kollektiv, og når Rosa spørger, får hun at vide, at hun har tre mulige fædre. Rosa færdes i mange forskellige miljøer via de mennesker, hun kender: Der er bedsteveninden Sevim og hendes tyrkiske venner, bz'eren Tom, som Rosa er forelsket i og Jacob fra KU, som hun kommer sammen. Hun afprøver sig selv i de forskellige miljøer og forsøger at finde ud af, hvor hun selv hører hjemme.
Det er Krudt, der først præsenterer hende for grafitti og streetart, og hun bliver straks grebet af det. Sammen med Sevim begynder hun at registrere alle kunstværker i byen, og senere kaster de sig selv over sporten som udøvende kunstnere - eller hærværksmagere, - alt efter, hvem man spørger.
Kunsteren Blækhat, som bogen har titel efter, kommer først ind i billedet i bogens anden del, hvor Rosa er blevet voksen, har fået en halvkedelig kæreste og arbejder fortsat med at registrere Streetart, - nu får hun bare løn for det.
Det er en bog, der indeholder rigtig mange fine miljøbeskrivelser og tidsbilleder. Samtidig opstår der mange gåder og spørgsmål undervejs, som skaber en vis spændingskurve. Alt samles fint til sidst og bogen giver et meget godt indtryk af, hvordan de små begivenheder og tilfældigheder griber ind i menneskers liv. Velskrevet og underholdende. Kan anbefales!

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

fredag den 22. september 2017

'Vi var engang' af Pia Konstantin Berg

Mille er 27 år og hendes liv er et stort rod. Hun drikker lidt for meget, har angstanfald og kæmper med at skabe en hverdag for sig selv. Hendes følelseskaos bunder i tabet af tvillingebroderen, der døde på en fælles rejse 8 år tidligere. Som et forsøg på at bringe orden i sine tanker og følelser, begynder Mille at skrive breve til broderen, hvor hun udforsker deres forhold til hinanden og den sorg og skyldfølelse, hun sidder tilbage med.
En virkelig stemningsfuld og følelsesfuld bog, hvor man kan følge med Mille på hendes rejse mod et bedre liv og måske genkende noget fra sin egen teenagetid. Milles psykiske sårbarhed er beskrevet med stor empati og der er også plads til et grin hist og her.

onsdag den 12. februar 2014

'Luskefisefortællinger' af Jens Blendstrup

Luskefisefortællinger er en slags fortsættelse af Blendstrups Gud taler ud fra 2004.
I Gud taler ud var ordet overladt til Gud i skikkelse af Blendstrups far. Luskefisefortællinger, derimod, er spredt ud over kammeraterne på barndommens gade i Pipkvarteret i Risskov nord for Aarhus. Det er her, Blendstup er vokset op.
Bogen har ikke noget egentligt handlingsforløb men består derimod af en masse kortprosaagtige nedslag i forfatterens barndom. Nogle sande, andre opdigtede. Disse er en blanding af erindringsglimt og korte dialoger, som forklarer nogle af livets og den sene barndoms større og mindre spørgsmål.
Umiddelbart virker Blendstups skrivestil vittig, men de morsomme elementer fungerer netop fordi, de bliver præsenteret på en baggrund af alvor. Således beskæftiger Luskefisefortællinger sig med den usikkerhed, der er forbundet med at gå fra barndom til ungdom og på længere sigt voksenlivet.
Hvis man kunne lide Gud taler ud, er der en god chance for, at man også vil synes om Luskefisefortællinger.

mandag den 22. juni 2009

'Eksil' af Jakob Ejersbo


Samantha er 15 år og går på kostskole i Tanzania, hvor hun har boet med sin engelske familie siden hun var tre år. Forholdet til forældrene er ikke det bedste; hendes far slår og hendes mor drikker. Samantha føler sig rodløs og rastløs; hvid, men alligevel mest afrikaner og med en opholdstilladelse, der afhænger af farens lovlydighed.... Hun hører ikke hjemme nogen steder og gør oprør ved at bryde alle de regler der kan brydes: Forsømmer skolen, eksperimenterer med alkohol, stoffer og sex. I begyndelsen støtter hun sig meget til sin søster, men de glider langsomt fra hinanden, da søsteren finder en mand og et andet holdepunkt i tilværelsen. Så heldig er Samantha ikke...
Jakob Ejersbo har skrevet en virkelig god bog, der godt kan leve op til 'Nordkraft', selv om scenen er flyttet til Afrika: Om svigt og om længsel efter kærlighed, om en stærk pige, der ikke vil finde sig i hvad som helst, men som alligevel får en grum skæbne...

tirsdag den 28. oktober 2008

'Fyrpasseren' af Jeanette Winterson


Alle historier har en begyndelse, midte og en ende. Men skal de nødvendigvis fortælles i den rækkefølge?

Det vigtigste er at de bliver fortalt. Det får 10-årige Silver at vide, da hun flytter ind hos fyrpasseren Pew efter, at hun er blevet forældreløs. Der er ikke mange ting at tage sig til, når dagens pligter er overstået. De mørke og stormblæste aftner bliver brugt til at fortælle historier. Som årene går, bliver Silver også en historiefortæller og man følger hende, mens hun prøver at finde sig selv.

Det er en fin lille bog med flotte beskrivelser af den skotske natur og de mennesker der bor i byen Salt ved den vindblæste kyst i Skotland. Bogen beskriver byens historie og det lille landsby samfund. Den skildre de mørke sider der findes i os alle og den stræben efter lys og lykke som vi gerne vil have del i.